En person ønskede vejledning om reglerne om fremstilling af eksemplarer af avisartikler - både fra Danmark og udlandet - til sin egen private brug. UBVA vejledte om, at sådanne avisartikler normalt er beskyttet af ophavsret, og at adgangen til at fremstille eksemplarer heraf til privat brug er nærmere reguleret i ophavsretslovens § 12. UBVA vejledte om indholdet af denne bestemmelse.

Benyttelse af teksteksempler fra nettet i et undervisningsmateriale i fremmedsprog kan udgøre en ophavsretskrænkelse, hvis de benyttede tekster er udtryk for ophavspersonens individuelle kreativitet, men det udelukker ikke brug af de rene sproglige figurer, der som ”byggesten” ikke nyder beskyttelse. Grænsen må drages ved konkrete skøn. Brug af citatreglen vanskeliggøres af, at teksterne må tilrettes eller forkortes af pædagogiske årsager, men det udelukkes ikke, forudsat det gøres med skønsomhed og alene i det omfang, det pædagogiske formål betinger.

Ophavsretslovens § 22 indeholder følgende citatregel: ”Af et offentliggjort værk er det tilladt at citere i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet.”

Den anførte brug af en ophavsretligt beskyttet tekst har ikke noget med tekstens faglige indhold at gøre, men tjener alene som illustration af, hvordan Google Translate oversætter konkrete tekster. Citatet bruges altså ikke til at sige noget om teksten som litterært værk (fx tekstens synspunkter, skrivestil el. lign.), men alene til at belyse, hvordan Google Translate oversætter tekster. Dette taler imod, at der er er tale om et lovligt citat.

En Google Translate-oversættelse af et citat skal i sig selv overholde kravene til et citat efter lovens § 22. Det kan her overvejes, om en oversættelse af et citat kan blive så dårlig, at den ikke lovligt kan gengives efter lovens § 11, stk. 2, 1. pkt. (hvorefter værket ikke må ændres i videre udstrækning, end den tilladte brug (citat) kræver). Meget taler for, at det må falde uden for citatreglens formål at gengive dårlige Google Translate-oversættelser af andres værker alene for at demonstrere mangler ved Google Translate-funktionen.

På denne baggrund vurderede UBVA, at den nævnte form for citater formentlig ikke vil være lovlige efter ophavsretsloven, fordi de samlet set ikke tjener et anerkendelsesværdigt formål i forhold til de citerede værker. I princippet kunne enhver anden tekst således have tjent samme formål.

UBVA vurderede følgende spørgsmål:
(i) Er de omtalte metadata individuelt beskyttet af ophavsret efter reglerne om ophavsret til litterære eller kunstneriske værker, jf. ophavsretslovens § 1?
(ii) Er sammenstillingen af metadata i YouTubes database en ophavsretligt beskyttet kompilation, jf. ophavsretslovens §§ 1, 5 og/eller 71?
(iii) Hvad siger YouTubes brugervilkår?
(iv) Kan ophavsretslovens § 23, stk. 1, dække brugen?
(v) Den kommende ændring af ophavsretsloven (nye regler om ”tekst og data mining” til brug i forskning)

Ad (i): De fleste af de typer af metadata, som var nævnt i henvendelsen til UBVA, vil normalt ikke være ophavsretligt beskyttede værker. Det gælder fx faktuelle oplysninger (fx antal views, likes, datoer m.v.). Nogle af de nævnte typer af metadata kan dog efter omstændighederne være beskyttede litterære værker. Det gælder fx videoernes titler og beskrivelser. Det kan dermed samlet set ikke udelukkes, at nogle af de nævnte typer af metadata er beskyttet af ophavsret efter ophavsretslovens § 1. I så fald kræver den nævnte datahøst (og videre brug af høstede data) som udgangspunkt tilladelse, jf. ophavsretslovens § 2. Om YouTubes brugervilkår kan udgøre den fornødne tilladelse, se nedenfor (iii). Om ophavsretslovens § 23, stk. 1, se nedenfor (iv).

Ad (ii): Kompilationer/sammenstillinger af data kan efter omstændighederne beskyttes ophavsretligt efter ophavsretslovens §§ 1 og 5 (når der ligger en kreativ indsats i kompilationens sammenstilling af data) og/eller § 71 (når der er afholdt en væsentlig investering i at producere kompilationen. Se ”Ophavsret for begyndere – en bog til ikke-jurister”, side 60 ff. og 233 ff. Det er vanskeligt at foretage en sikker vurdering af, om sammenstillingen af de omtalte metadata på YouTubes server kan nyde ophavsretlig beskyttelse efter en eller flere af disse regler. Kompilationen vil formentlig ikke være beskyttet efter ophavsretslovens §§ 1 og 5 (pga. manglende originalitet i sammenstillingen), men der kan være tale om en beskyttet database efter ophavsretslovens § 71. En mere sikker vurdering af disse spørgsmål vil kræve nærmere undersøgelser af YouTubes database i lyset af de kriterier, som er omtalt i den ovennævnte bog. Hvis kompilationen af de pågældende metadata er helt eller delvist ophavsretligt beskyttet, vil den omtalte form for datahøst som udgangspunkt kræve tilladelse, jf. ophavsretslovens § 2 og § 71. Om YouTubes brugervilkår kan udgøre den fornødne tilladelse, se nedenfor (iii). Om ophavsretslovens § 23, stk. 1, se nedenfor (iv).

Ad (iii): Det fremgår af YouTubes servicevilkår, at man som bruger af YouTube alene har ret til at bruge tjenesten til personlig, ikke-kommerciel brug, og at den beskrevne datahøst vil kræve en særskilt tilladelse fra YouTube. Det er muligt, at ”data mining” er tilladt i andre lande, herunder fx i USA efter Fair Use-doktrinen (dette har jeg ikke tilstrækkelig indsigt i US-amerikansk ret til at kunne vurdere). Det er også muligt, at YouTube tillader ”datahøst” til forskningsbrug på deres platform, hvis man spørger om lov. Men ifølge brugervilkårene er det tilsyneladende som udgangspunkt forbudt.

Ad (iv): Ophavsretslovens § 23, stk. 1, er en undtagelse til ophavsretslovens § 2 om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker. Denne undtagelse i § 23, stk. 1, finder ikke anvendelse i forhold til databasebeskyttelsen efter lovens § 71 (jf. § 71, stk. 5). Lovens § 23, stk. 1, tillader gengivelse af offentliggjorte kunstværker og værker af beskrivende art. Så vidt jeg kan vurdere, vil de her nævnte typer af metadata – hvis de er individuelt beskyttet (jf. ovenfor (i) – være almindelige litterære værker, og i så fald finder § 23, stk. 1, ikke anvendelse. Derudover opstiller § 23, stk. 1, - når den finder anvendelse – en række snævre grænser, herunder at gengivelsen alene må ske i ”kritiske og videnskabelige fremstillinger” (og næppe i særskilte høstede datasamlinger, som ikke udgør en del af en videnskabelig fremstilling), ligesom den ikke må ske i erhvervsøjemed (hvilket fx må antages at udelukke brug af bestemmelsen i forskningspublikationer, der udgives på kommercielle forlag). Samlet set vil den omtalte form for datahøst derfor næppe være tilladt efter lovens § 23, stk. 1.

Ad (v): Det nyligt vedtagne ophavsretsdirektiv indeholder regler om ”tekst og data mining” med henblik på videnskabelig forskning. Kulturministeriet arbejder for tiden på at implementere direktivet i dansk ret. Forhåbentlig vil disse nye regler give forskere de fornødne muligheder for at lave denne form for datahøst.

Tale (”speak”) på videoer kan (og vil ofte) være beskyttet som mundtlige litterære værker efter ophavsretslovens § 1, stk. 1. En transskription heraf vil være en eksemplarfremstilling, som normalt kræver ophavsmandens samtykke, jf. ophavsretslovens § 2. Hvis transskriptionen sker på en computer, vil den ikke være tilladt efter ophavsretslovens § 12, og den vil heller ikke i øvrigt være tilladt efter ophavsretsloven uden samtykke. Også her kan det overvejes, om YouTubes brugervilkår (omtalt ovenfor) gør en sådan transskription lovlig. Vilkårene må formentlig læses sådan, at de ikke tillader en sådan videregående brug af indhold uploadet til YouTube. Der må derfor søges individuelle tilladelser.

En virksomhed ønskede at samle information om et emne på deres hjemmeside. Virksomheden påtænkte at tage materialet fra nyhedsbreve, pressemeddelelser mv. UBVA oplyste, at pressemeddelelser og nyhedsartikler typisk vil være beskyttet af ophavsretsloven som et litterært værk, jf. ophavsretslovens § 1, da de normalt vil opfylde det ophavsretlige originalitetskrav. Normalt er det kun, hvis de er ganske korte (få ord), at det er sandsynligt, at de ikke opfylder originalitetskravet. Men det er en konkret vurdering. Hvis der også er fotografier i pressemeddelelserne mv., kunne disse både være beskyttet som ophavsretlige værker efter ophavsretslovens § 1 og som fotografiske billeder efter lovens § 70. Det betød, at man som udgangspunkt enten skulle have en aftale om brugen, eller at sådan brug skulle kunne finde grundlag i en undtagelse, men at man dog gerne frit må bruge officielle juridiske dokumenter såsom love, domme, bekendtgørelser mv., jf. ophavsretslovens § 9. UBVA oplyste, at der gælder en særlig regel om tilgængeliggørelse af presse-/nyhedsmeddelelser, som det danske nyhedsmedie, der har udsendt nyhedsmeddelelsen, har modtaget efter aftale fra et udenlandsk nyhedsbureau eller en korrespondent i udlandet, jf. ophavsretslovens § 72. Virksomheden havde spurgt til, om de måtte 1) copy/paste materialet, 2) nøjes med uddrag eller 3) evt. blot citere. UBVA oplyste, at det vil indebære eksemplarfremstilling og overføring til almenheden at copy/paste materialet over på virksomhedens hjemmeside. Da der ikke umiddelbart er en undtagelse, som tillader det, vil det derfor kræve tilladelse fra alle relevante rettighedshavere. Det gælder også uddrag, i den udstrækning uddraget i sig selv opfylder det ophavsretlige originalitetskrav. UBVA oplyste, at det er tilladt at citere i overensstemmelse med den ophavsretlige citatregel, som følger af ophavsretslovens § 22. Endelig bemærkede UBVA om linking på internettet, at det som udgangspunkt er tilladt at linke til materiale på internettet – også ved brug af såkaldt ”embedded” linking, som gør, at det, der linkes til, ser ud som om, at det er ’indlejret’/ligger på den side, der linker. Man må dog ikke linke til materiale, som er lagt ulovligt på nettet uden tilladelse fra rettighedshaveren, eller omgå kopispærreordninger og lignende.

En person ønskede oplyst, om vedkommende måtte fremstille et undervisningsmateriale, der var baseret på et populærkulturelt univers og figurerne derfra, og som forventedes markedsført kommercielt. UBVA oplyste, at bøgerne, filmene, fotografier, tegninger, plakater og lignende fra det populærkulturelle univers måtte formodes at være ophavsretligt (og naboretligt) beskyttet. Hvis personen gerne vil bruge teksten, mere konkretiserede handlingsplots fra universet el.lign., skulle vedkommende som udgangspunkt derfor have tilladelse fra rettighedshaverne. UBVA oplyste, at både eksemplarfremstilling, overføring til almenheden mv. måtte forventes at ville kræve tilladelse fra rettighedshaverne, hvis mere omfattende dele blev brugt, da der ikke umiddelbart var relevante undtagelser, der kunne omfatte det. For så vidt angår aftalelicensreglen i § 13 blev personen henvist til Copydan for at høre om eventuelle muligheder efter denne bestemmelse. For så vidt angår citater fra teksten i bøgerne anførte UBVA, at citatreglen i ophavsretslovens § 22 som udgangspunkt ikke er udelukket af den grund, at citatet bruges i materiale, der skal kommercialiseres, hvis betingelserne for lovligt citat i øvrigt overholdes. Navnet på det populærkulturelle univers var registreret som varemærke, og det kunne derfor ikke udelukkes, at salg af et undervisningsmateriale, hvor dette navn indgik i markedsføringen, f.eks. på forsiden af materialet og i andre sammenhænge, kunne være en krænkelse af disse varemærkerettigheder efter varemærkeloven. Desuden henledtes opmærksomheden på titelbeskyttelsen efter ophavsretslovens § 73, stk. 1, og at det eventuelt også kunne være problematisk ift. markedsføringsloven at markedsføre et sådant undervisningsmateriale uden tilladelse fra rettighedshaverne. UBVA bemærkede endelig, at personens ønske om at få en grafiker til at tegne figurerne fra det populærkulturelle univers nok også kunne være problematisk, fordi det ville indebære genbrug af så mange kreative og frie valg fra forfatterens (m.fl.) side, at der ville være tale om overtagelse af ophavsretligt beskyttet materiale, hvilket ville kræve rettighedshavernes tilladelse, uanset at grafikerens specifikke udtryk (hans konkrete måde at forme figurerne på mv.) ville være et andet end udtrykket i diverse kommercielle udgivelser fra det populærkulturelle univers.

En person ønskede oplyst, om det var tilladt at fremføre ny-optrykte og lettere omskrevne H.C. Andersen-eventyr på internettet. UBVA oplyste, at ny-optrykte eventyr, hvor eventyret er lettere omskrevet, efter omstændighederne er beskyttet som en bearbejdelse af værket, jf. ophavsretslovens § 4, stk. 1. Det er tilfældet, hvis den person, der har omskrevet eventyret, selv har bidraget med noget kreativt, dvs. taget selvstændige kreative og frie valg. Det kan f.eks. være handlingsplottet, der er ændret på, eller det kan være fordi sætningerne er omformuleret. Det er en konkret vurdering, om en sådan omskrivning er selvstændigt ophavsretligt beskyttet. I den udstrækning det ny-optrykte og omskrevne eventyr var beskyttet, måtte man således ikke bruge det uden tilladelse, selvom beskyttelsestiden for H.C. Andersens oprindelig eventyr var udløbet, medmindre der var en ophavsretlig undtagelse, der tillader brugen, hvilket der ikke forekom at være.

En person ønskede på sin hjemmeside at linke til nogle andre hjemmesider, at gengive nogle lovbestemmelser, at gengive noget tekst fra en offentlig hjemmeside, og at gengive nogle tekstafsnit fra nogle fagbøger/officielle standarder. Vedkommende spurgte også, om vedkommendes egen hjemmeside ville være beskyttet af ophavsret.

UBVA oplyste, at det som det helt klare udgangspunkt er tilladt at linke til materiale på internettet. Man må dog ikke linke til materiale, som er lagt ulovligt på nettet uden tilladelse fra rettighedshaveren, eller omgå kopispærreordninger og lignende.

UBVA oplyste videre, at det altid er tilladt at citere – eller ligefrem bare at kopiere eller på anden måde bruge – lovgivning, administrative bekendtgørelser og andre lignende retsskabende (normative) offentlige dokumenter, jf. ophavsretslovens § 9, stk. 1. Man må i den forbindelse også gerne nøjes med at gengive f.eks. kun stk. 2 af en lovregel. Selvstændige bidrag må dog kun gengives i sammenhæng med aktstykket og ikke for sig selv, jf. § 9, stk. 2 – dvs., hvis f.eks. man har fundet en dom, som indeholder et fotografi fra sagen, så må man ikke gengive fotografiet selvstændigt (dvs. isoleret) men kun i forbindelse med dommen. Administrative vejledninger udarbejdet af en offentlig myndighed vedr. bekendtgørelser er omfattet af § 9 og således ikke genstand for ophavsret. Eventuelle ”vejledninger” udarbejdet af private (f.eks. på alment oplysende hjemmesider) er derimod ikke omfattet af § 9.

Om gengivelse fra den offentlige hjemmeside oplyste UBVA, at det er tilladt at citere tekst, i den udstrækning citatbetingelserne overholdes. Hvis man citerer afsnit, som i sig selv ikke nyder ophavsretlig beskyttelse, f.eks. fordi afsnittet er meget kort (ganske få ord), eller fordi det kun indeholder rå information (data), behøver citatbetingelserne dog ikke at være opfyldte. UBVA gennemgik citatbetingelserne nærmere.

Om gengivelse fra officielle standarder oplyste UBVA, at det nok ikke helt kunne udelukkes, at ophavsretslovens § 9 også gælder for disse. UBVA var dog ikke umiddelbart bekendt med retspraksis herom. Derfor kunne det nok være fornuftigt at tage udgangspunkt i, at citatbetingelserne skulle være opfyldt ved brug af sådant materiale.

Om beskyttelse af personens egen hjemmeside oplyste UBVA, at den tekst på vedkommendes hjemmeside, som vedkommende selv havde forfattet, havde vedkommende selv ophavsret til, i den udstrækning teksten opfyldte det ophavsretlige originalitetskrav. Det samme gjaldt billeder/videoer vedkommende selv havde taget/lavet, ligesom det gjaldt layout, hvis vedkommende selv havde stået for det. For så vidt angår fotografier/videoer, vedkommende havde lavet, gjaldt desuden en yderligere beskyttelse efter ophavsretslovens §§ 68 og 70. Eventuelle andre elementer, vedkommende selv havde frembragt/lavet, og som rummede en kreativ frihed og således opfyldte originalitetskravet, ville vedkommende også have ophavsret til. Vedkommende havde derimod ikke ophavsret til citaterne fra andre værker eller andre elementer, vedkommende ikke selv havde skabt. Det kunne muligvis tænkes, at vedkommende ville få såkaldt databasebeskyttelse efter ophavsretslovens § 71 til hjemmesiden som sådan, men det var uklart.

Endelig oplyste UBVA om forskellen på citat og referat. Ved citering kopierer man det tekstafsnit, man ønsker at bruge, over i sin egen tekst/indhold – dvs., teksten i ens egen fremstilling er den samme som i den oprindelige fremstilling (dog eventuelt med udeladelser af enkelte ord o.l.) Ved referering skriver man det relevante tekstafsnit om med sine egne ord, så teksten i ens fremstilling består af andre formuleringer, ord osv. Grunden til, at citatbetingelserne ofte ikke skal være opfyldt ved referering, er, at det, der er ophavsretligt beskyttet ved tekster, navnlig er forfatterens udvalg af ord, sammensætningen af disse ord, struktureringen af tekstafsnittene mv., da der ligger en kreativ frihed i, hvordan man konkret vil formulere sig. Når man refererer, genbruger man kun det mere abstrakte meningsindhold fra den oprindelige tekst og ikke den oprindelige forfatters selvstændige konkrete formuleringer. Man skal dog passe på, at referatet ikke bliver for langt og detaljeret, da det så kan komme til at gengive f.eks. den overordnede struktur, den oprindelige forfatter valgte, eventuelle kreative historieelementer og lignende.

En person skulle undervise i et kursus, hvor vedkommende gerne ville udlevere kompendier med nogle tekster til deltagerne, og vedkommende spurgte derfor UBVA, om vedkommende måtte det.

UBVA oplyste, at tekster ofte vil være beskyttet af ophavsretsloven som litterære værker, jf. ophavsretslovens § 1. Udlevering af et kompendie med tekster til deltagerne på et kursus kan efter omstændighederne være spredning til almenheden, jf. ophavsretslovens § 2, stk. 3, nr. 1. Sådan udlevering vil derfor kunne kræve tilladelse fra rettighedshaveren/-ne, eller at en ophavsretlig undtagelse eller aftalelicensregel er anvendelig. UBVA foreslog spørgeren af kontakte Copydan Tekst og Node (https://tekstognode.dk/) for at høre, om de kunne hjælpe med den fornødne tilladelse. Hvis det måtte vise sig, at Copydan Tekst og Node ikke kunne hjælpe, oplyste UBVA, at spørgeren var velkommen til at vende tilbage.

En yogainstruktør kan købe undervisningsbøger på amazon.com og videregive eller -sælge dem til sine elever, evt. med fortjeneste. I princippet kan de også udlånes til eleverne, men hvis disse betaler for undervisningen, vil det formentlig blive anset for udlejning, hvortil rettighedshaverne har eneret. Det kan være værd at kontakte Copydan Tekst og Node for at høre, om de kan bestå med rettighedsclearing.

Offentlig og samtidig visning af Dronningens nytårstale på storskærm er omfattet af den ophavsretlige beskyttelse. Talen kan ikke anses som et offentligt aktstykke undtaget fra beskyttelse efter OHL § 9, og talen er ikke udgivet forinden, så visningen kan ikke anses for omfattet af § 21, nr. 1). I kraft af aftalelicensen efter OHL § 35, stk. 4, kan Copydan Verdens TV repræsentere rettighedshaverne uanset om de er medlemmer af organisationen eller dens underorganisationer, og de opkræver i praksis også for de rettigheder, som indehaves af radio- og fjernsynsforetagender. Det at Danmarks Radio ophæver geoblokeringen af deres signal under nytårstalen kan ikke anses for et afkald på rettigheder i andre relationer.

Citatreglen forudsætter, at det citerende værk på den ene eller den anden måde forholder sig til indholdet af citatet. I kravet om god skik ligger, at der skal udvises loyalitet over for ophavspersonens økonomiske såvel som kunstneriske interesser. Kildeangivelse skal ske i overensstemmelse med god skik, og heri ligger ikke kun en angivelse af den citerede ophavsperson, men også det citerede værk. Ved citater fra Twitter bør man formentlig også angive det pågældende Twitter-handle.

En sag om et værk, forfattet af en dansk statsborger, hvor krænkelsen foregår i Danmark og Grønland, skal bedømmes efter henholdsvis dansk og grønlandsk ret, alt efter hvor de krænkende handlinger har fundet sted, uanset at det er udgivet på et engelsk forlag. Ved uautoriseret benyttelse af dele af et værk skal der være taget tilstrækkeligt til, at det benyttede stof opfylder kriterierne for at kunne opnå ophavsretlig beskyttelse. Videnskabelige eller tekniske værker kan være skrevet i en meget koncis ”rapportstil”, som giver et begrænset rum for forfatterens individuelle præg, men der vil dog typisk være tale om krænkelse, hvis de foretagne uddrag ikke er ganske korte. Efter EU-Domstolens praksis skal et citat for at være lovligt bl.a. indebære, at den citerende indgår ”i et samspil” med det citerede værk. Det er derfor ikke muligt under denne regel at benytte afskrevet tekst som en integreret og løbende del af en fremstilling, der fremtræder som forfattet af brugeren. Det citerede skal også være underordnet i forhold til brugerens egen frembringelse. Ved lovligt citat skal ophavspersonens navn angives i overensstemmelse med god skik. Her kan kravene variere, idet man ved publikation af forskning formentlig stiller højere krav til præcisionen i, hvad der er taget hvorfra, end ved formidling. De ophavsretlige krav kan også være anderledes end de videnskabsetiske krav. Et konsulentfirmas manglende kildeangivelse af en forsker på området kan efter omstændighederne også være i strid med god markedsføringsskik, hvis begge parter er erhvervsmæssigt aktive på samme område.

Oversættelse af en bog, hvor forfatterens dødsår og arvinger eller øvrige successorer er ukendt kræver tilladelse, hvor reglerne om forældreløse værker ikke finder anvendelse. Det gælder især for private personer og foretagender. Nærmere oplysninger kan fx søges hos andre, som har foretaget en udnyttelse af værket eller hos de relevante kollektive forvaltningsorganisationer eller brancheorganisationer eller, hvis andre muligheder glipper, på genealogiske hjemmesider.

Den manglende beskyttelse af offentlige aktstykker omfatter kun sådanne dokumenter, som har en vis normativ karakter, og som hidrører fra offentlige myndigheder. Frihedsrådet var næppe en sådan myndighed. Derimod kan det næppe udelukkes, at de tyske myndigheder efter den 29. august 1944 havde denne karakter. Pjecer og vejledninger vil normalt ikke have den krævede normative karakter. En pjece hidrørende fra Frihedsrådet eller et ministerium kan godt være et anonymt værk, hvis det skabende ophav ikke er angivet på værket eller oplyst i forbindelse med dets offentliggørelse, og i så fald beregnes de 70 års beskyttelsestid fra offentliggørelsesåret. Muligheden for at benytte taler ved offentlige møder hvor almene spørgsmål drøftes dækker formentlig ikke visse partikongresser m.v., som kun er åbne for et indbudt publikum.

Ved sagprosa med beskedent individuelt præg vil selv en ret beskeden mængde tekst kunne være beskyttet, men genbrug i beskedent omfang vil ofte heller ikke være krænkende, idet teksten vil være båret af de faktuelle oplysninger, som ikke i sig selv vil være beskyttede, men udvalget af de bragte oplysninger kan bidrage til at teksten efter en helhedsbedømmelse anses for beskyttet. Hvor værkshøjden er beskeden, vil genbrug i redigeret form ikke nødvendigvis være krænkende. Brug af citatreglen forudsætter, at den citerendes selvstændigt frembragte tekst forholder sig til det citerede, da der eller blot er tale om afskrift. Ophavsrettens krav om navngivelse følger ikke de samme regler som de videnskabsetiske regler om kreditering af andres forskningsresultater.

En gengivelse af fagligt indhold fra en tidsskriftartikel i en lærebog fremtrådte som en genskrivning, snarere end en afskrivning, og uanset et vist sammenfald i udvalg og organisering af det faktuelle indhold kunne det ikke anses for en krænkelse af et beskyttet værk, idet det bar præg af at være foretaget ud fra gængse og sædvanlige faglige kriterier. Der er ikke efter uredelighedslovens definition tale om plagiering af den formidlende, hvis man tilegner sig materiale fra dennes gengivelse af andres ideer, resultater m.v.

En gengivelse af fagligt indhold fra et speciale og en bog i en anden bog kan kun anses for en krænkelse af et beskyttet værk, hvis det overtager tekst, personligt præget udvalg af oplysninger eller personligt præget organisering af sådanne elementer, der ikke bærer præg af at være foretaget ud fra gængse og sædvanlige faglige kriterier. Anvendelse af uredelighedslovens bestemmelser forudsætter, at den pågældende plagiering foretages af en forsker elle anden person, som er omfattet af lovens anvendelsesområde. Brug af andres forskningsresultater i foredragsvirksomhed og lignende kan principielt falde under generalklausulen i markedsføringsloven om iagttagelse af god markedsføringsskik, men der findes vistnok ikke retsafgørelser herom. Der må formentlig blive stillet krav om bevis for en ikke ubetydelig investering i den forurettedes egen tilsvarende virksomhed.

UBVA udtalte, at de omtalte multiple choice-spørgsmål og -svar i nogle tilfælde - efter en konkret vurdering - kan være udtryk for en sådan kreativitet, at de er beskyttet af ophavsret som litterære værker, men at det er vanskeligt at sige præcist, hvor grænsen for beskyttelse går. Når det gælder tekst, skal der ikke så meget til, og det forsigtige udgangspunkt er derfor, at de studerendes spørgsmål og svar - medmindre de er helt banale - kan være beskyttet af ophavsret.
Ophavsretten tilkommer som udgangspunkt de studerende, som har frembragt spørgsmålene og svarene, jf. ophavsretslovens § 1, stk. 1. Ophavsretten betyder, at uddannelsesinstitutionen ikke uden tilladelse fra de studerende kan bruge de pågældende spørgsmål/svar ved en efterfølgende eksamen, medmindre andet følger af ophavsretsloven, jf. nærmere ophavsretslovens § 2. UBVA anførte, at ophavsretsloven ikke indeholder regler, der tillader brug af andres ophavsretligt beskyttede spørgsmål/svar ved en eksamen, og at det derfor vil være nødvendigt at få de studerendes tilladelse til at anvende de spørgsmål/svar, som er beskyttet af ophavsret, i en eksamenssituation. Der gælder ingen formelle krav til denne tilladelse, men det må kræves, at tilladelsen er et udslag af de studerendes egen vilje, dvs. at de skal have et reelt valg. Hvis det kan være relevant at genbruge spørgsmål/svar ved efterfølgende eksamener (fx omprøven for holdet og/eller efterfølgende eksamener for andre studerende), bør man sikre sig dokumentation for, at de fornødne tilladelser er indhentet, og at de er afgivet frivilligt af de studerende.
Når de studerendes spørgsmål/svar bruges ved eksamen, er det relevant også at overveje ophavsretslovens § 3, stk. 1, hvorefter ophavsmandens navn skal angives i overensstemmelse med, hvad god skik kræver. Det betyder, at de studerendes navn skal angives, medmindre det vil være urimeligt, vanskeligt eller umuligt at opfylde kravet. Det er ikke sædvanligt, at ophavsmandens navn angives på eksamensopgaver, og der kan derfor nok argumenteres for, at det heller ikke er påkrævet efter ophavsretslovens § 3, stk. 1. Der foreligger UBVA bekendt ingen retspraksis herom.

Udgivne værker, som indgår i bibliotekers samlinger, er normalt beskyttet af ophavsret, medmindre der er tale om ældre værker, hvor ophavsretten er udløbet. Ophavsretten indebærer, at det som udgangspunkt ikke er tilladt at fremstille eksemplarer af værkerne helt eller delvist. Dette fremgår af ophavsretslovens § 1 og § 2.
Lovens § 12 indeholder en indskrænkning i den ophavsretlige beskyttelse, hvorefter enhver gerne må fremstille eksemplarer til sin private eller personlige brug. Når der er tale om fremstilling af digitale eksemplarer (som det vil være, når en forsker fotograferer eller scanner vha. kameraet i sin smartphone), følger det af ophavsretslovens § 12, stk. 2, nr. 5, at det alene er tilladt at fremstille sådanne digitale eksemplarer, når det sker ”til personlig brug for fremstilleren eller dennes husstand”. Det fremgår af lovforarbejderne til denne bestemmelse, at ”personlig brug” ikke omfatter handlinger, som man foretager sig som led i sit arbejde fx som forsker. Konklusionen er derfor, at en forsker ikke som led i sit arbejde lovligt kan tage billeder af udgivne bøger m.v. på biblioteket efter ophavsretslovens § 12.
De danske universiteter har indgået en aftale med Copydan Tekst og Node, som i et vist omfang tillader medarbejdere at foretage digital kopiering. De nærmere rammer for denne kopiering fremgår af Copydan-aftalen.

Sagen drejede sig om, hvorvidt der kan være ophavsret til matematiske termer og definitioner i en ordbog. Forespørgslen angik konkret en oversættelse af matematiske termer til grønlandsk.

UBVA udtalte, at matematiske termer, formler og lign. i sig selv Ikke nyder ophavsretlig beskyttelse efter hverken den danske eller grønlandske ophavsretslov. UBVA gjorde dog i den forbindelse opmærksom på, at en faglig beskrivelse af termer og definitioner efter omstændighederne og ud fra en konkret vurdering kan være ophavsretligt beskyttet. Det afhænger af den selvstændige indsats, der måtte være lagt i den konkrete udformning af beskrivelsen.

UBVA blev stillet en række spørgsmål med relevans for linking til nyhedsartikler på internettet.


UBVA vejledte om, at det følger af EU-Domstolens retspraksis, at linking som udgangspunkt ikke indebærer en krænkelse af ophavsretten, hvis dét, der linkes til, allerede er lagt ud på internettet med tilladelse fra ophavsmanden. Hvis det, der linkes til, allerede er lagt ud på internettet, men uden tilladelse fra ophavsmanden, skal man vurdere, om den, som linker, har vinding for øje eller ej.

Hvis den, der linker, ikke har haft vinding for øje, er der ikke tale om en ophavsretlig krænkelse, hvis linkingen er sket i god tro, og den der linkede ikke med rimelighed kunne vide, at værket var blevet offentliggjort uden tilladelse fra ophavsmanden.

Hvis den, som linker, derimod har haft vinding for øje, formodes det, at linkingen er sket med fuld kendskab til et ophavsretligt beskyttet værk, og den, der linker, skal altså føre den nødvendige kontrol med, at det nu også er offentliggjort med ophavsmandens tilladelse. Hvis værket ikke er lagt ud på internettet med ophavsmandens samtykke, er der altså tale om en krænkelse.

UBVA henviste desuden til en dom fra EU-Domstolen fra 2021 (VG Bildkunst mod Stiftung Preussischer Kulturbesitz), som omhandlede ”embedded links” og framing med gengivelse af billeder fra tredjemands hjemmeside. I dommen blev det slået fast, at det er i strid med ophavsretten at foretage embedding af billeder fra tredjemands hjemmeside, såfremt der på denne hjemmeside er truffet foranstaltninger for at forhindre framing.

Herudover henledte UBVA spørgerens opmærksomhed på den nye bestemmelse i ophavsretslovens § 69 a om beskyttelse af udgivere af pressepublikationer. Bestemmelsen indebærer en 2 årig beskyttelse mod brug af uddrag fra pressepublikationer i informationssamfundstjenester. Der blev i den forbindelse henvist til Infopaq-dommen, som ifølge lovbemærkningerne kan være retningsgivende for, hvor langt et uddrag må være, for at det omfattes af den nye ret i § 69 a.

Afslutningsvis gjorde UBVA opmærksom på, at der efter omstændighederne kan være et supplerende retsværn i markedsføringsloven mod bevidst snyltning på andres kommercielle aktiviteter.

Et universitetsbibliotek havde spurgt, om en underviser på et universitet kunne fremstille en digital kopi af et bogkapitel, som var rekvireret i analog form via fjernlån, og dele den digitale kopi med de studerende i et LMS system.

UBVA svarede, at en sådan digital kopi efter reglerne i ophavsretslovens § 12, stk. 2, nr. 5, alene måtte anvendes af underviseren til personlig brug inden for husstanden. Deling med de studerende var således ikke lovlig i henhold til ophavsretslovens almindelige regler.

UBVA redegjorde herefter for universitetets muligheder inden for rammerne af aftalen med Copydan Tekst & Node (aftalelicensen i ophavsretslovens § 13). Her blev det understreget, at universitetet skulle være særligt opmærksom på eventuelle licensbetingelser, som måtte være stillet af udgiveren af bogen. Hvis disse betingelser fx indebar, at kopien ikke måtte deles, skulle dette respekteres. Dog er det muligt inden for rammerne af Copydan-aftalen at fremstille analoge kopier (fotokopier) af bogkapitlet og uddele disse til de studerende på et hold.

En offentlig myndighed spurgte, om den uden tilladelse måtte downloade pdf-filer, som andre ministerier og offentlige myndigheder havde udarbejdet.

UBVA oplyste, at man frit kunne lave links til sådanne filer, hvis de lå frit tilgængelige på internettet. Ønskede man i stedet at fremstille egentlige kopier, oplyste UBVA, at man skulle være opmærksom på karakteren af dokumenterne. Er der tale om offentlige aktstykker, kan man uden at spørge om lov fremstille eksemplarer af disse dokumenter, jf. ophavsretslovens § 9. Er der derimod tale om mere alment oplysende pjecer, er de genstand for ophavsret, og man bør spørge om lov hos det relevante ministerium, styrelse eller lignende. I den konkrete sag var flere af de omhandlede dokumenter af en sådan officiel karakter (udstedt med hjemmel i loven), at de efter UBVA’s opfattelse måtte betegnes som offentlige aktstykker.

Et musikforlag havde fået en forespørgsel fra en producent, som gerne ville opføre en opera i et andet EU-land. Librettoen i operaen skulle derfor oversættes til dette lands sprog. Musikforlaget spurgte UBVA, i hvilket omfang forlaget skulle indhente specifikke tilladelser hertil fra de relevante rettighedshavere. Forlaget havde til brug for besvarelsen medsendt en af de vigtige bestemmelser i forlagets kontrakter med disse.

UBVA svarede indledningsvist, at den danske ophavsretslov som udgangspunkt kun fandt anvendelse på handlinger foretaget i Danmark, og at sagen efter omstændighederne derfor skulle bedømmes efter det andet EU-lands ret. UBVA kunne i sagen kun rådgive om dansk ophavsret, men fandt alligevel anledning til at besvare henvendelsen ud fra dansk ret, da svaret muligvis alligevel kunne være brugbart for forlaget på grund af den relativt store ensartethed mellem EU-landenes ophavsretslovgivning.

UBVA anbefalede forlaget at gennemgå aftalerne med alle rettighedshaverne til operaen med henblik på at sikre sig, at de havde givet tilladelse til såvel oversættelse som opførelse i det andet EU-land.

På baggrund af sagen og den medsendte bestemmelse fra forlagets aftaler vurderede UBVA, at tekstforfatteren var den af rettighedshaverne, hvor det var mest sandsynligt, at en supplerende tilladelse var påkrævet. Det skyldtes, at det netop var hans værk, som skulle oversættes og dermed udsættes for en bearbejdning. For de andre rettighedshavere var det mere nærliggende, at forlagets aftaler med disse omfattede adgangen til at bruge operaen i en ny sprogversion og opførelse af denne i et andet land.

En forfatter havde skrevet en bog i forbindelse med kort forskningsansættelse hos en forening. Forfatteren havde indgået en aftale om ansættelse, men ikke om bogen. Foreningen havde udgivet bogen både fysisk og digitalt. Bogen var af mest af alt af populærvidenskabelig karakter.

Forfatteren ønskede nu selv at udgive bogen som lydbog både på dansk og engelsk. Forfatteren spurgte derfor UBVA, om dette var muligt.

UBVA svarede, at det altid er vanskeligt at bedømme rækkevidden af aftaler, som er indgået stiltiende. Her kan parternes skriftlige korrespondance på e-mail eller sms let få betydning for fastlæggelsen af, hvad parterne har aftalt. Det samme gælder mundtlige drøftelser, som dog vanskeligt kan dokumenteres. Er det ikke muligt at udlede noget af parternes dialog, ser man ofte på evt. tidligere aftaler mellem parterne. Det sidste bidrag til fortolkning vil være branchesædvaner – hvad aftaler lignende parter almindeligvis i tilsvarende kontraktforhold.

Forfatteren og foreningen havde ikke haft – hverken skriftligt eller mundtlig dialog – om omfanget af overdragelsen af rettighederne til bogen. Parterne havde heller ikke tidligere haft aftaler med hinanden. UBVA vurderede derfor, at det var nødvendigt at se på, hvad der var sædvanligt i branchen.

UBVA vendte sig derfor mod den modelaftale, som forlagsbranchens hovedaktører har udarbejdet for, hvordan forlagskontrakter om videnskabelige eller populærvidenskabelige værker skal se ud. Modelaftalen er godkendt af Dansk Forfatterforening, Forlæggerforeningen og UBVA. Ifølge modelaftalen skal forlaget og forfatteren udtrykkeligt aftale, hvis forlaget også får adgang til at oversætte bogen omfattet af forlagsaftalen. Det samme gælder udgivelse af bogen som lydbog.

UBVA vurderede derfor, at den mest nærliggende fortolkning af aftalen ville være, at disse rettigheder ikke var overdraget fra forfatteren til foreningen.

UBVA påpegede dog, at en sådan fortolkning let kunne ændre sig, hvis foreningen ved hjælp af parternes tidligere skriftlige korrespondance eller dokumentation af mundtlige drøftelser kunne vise, at parterne havde aftalt noget andet. Herudover kunne forfatterens loyalitetspligt overfor for foreningen medføre, at forfatteren ikke kunne udnytte de rettigheder, selv om de ikke var overdraget til foreningen. Det skyldtes, at forfatteren efter omstændighederne ikke måtte udnytte bogen på en måde, som forringede værdien af de rettigheder, som med sikkerhed var overdraget fra forfatteren til foreningen.

UBVA anbefalede derfor forfatteren at gå i dialog med foreningen med henblik på at afklare, hvad der var aftalt mellem parterne, og mulighederne for selv at udgive bogen som lydbog på dansk og engelsk.

Der var fremsat spørgsmål om, hvorvidt en skønlitterær bog baseret på en faktisk historisk drabssag krænkede en tidligere tilsvarende bog om samme sag. Udvælgelsen og sammensætningen af elementer fra den historiske sag kan godt i sig selv nyde ophavsretlig beskyttelse, men for at statuere krænkelse skal der være overtaget så meget herfra, at det i sig selv kan anses for beskyttet. Det må tillige kræves, at udvælgelsen og sammensætningen hidrører fra forfatteren af det angiveligt krænkede værk og ikke fra fx en tredjeperson, som begge forfattere har konsulteret under tilblivelsen af værkerne. I den konkrete sag blev der rådet til forsigtighed med hensyn til evt. anlæggelse af krænkelsessag, men, hvis det ikke allerede var sket, burde forlaget bag den angiveligt krænkende udgivelse orienteres om lighederne, bl.a. fordi der efter det oplyste pågik overvejelser om filmatisering af denne udgivelse.

Et forskningsbibliotek ønskede oplyst, om de på bestilling fra en låner måtte fremstille en papirkopi af et speciale fra 1993, hvorpå forfatteren havde påtrykt en klausul om, at "kopiering eller anden gengivelse af opgaven eller dele af den er kun tilladt med forfatterens tilladelse (jf. gældende dansk lov om ophavsret)".

UBVA vurderede, at biblioteket som udgangspunkt gerne må bistå en låner med at fremstille en papirkopi af et værk, jf. ophavsretslovens § 12, stk. 1, forudsat at specialet var et "offentliggjort værk" i lovens forstand, og at denne ret kun kan fraviges ved en egentlig aftale herom.

Efter det for UBVA oplyste havde hverken bibliotekets lånere eller biblioteket indgået nogen aftale om fravigelse af ophavsretslovens § 12, og under disse omstændigheder kunne den (ensidigt) påtrykte klausul ikke i sig selv fratage biblioteket og dets lånere de rettigheder, der følger af ophavsretslovens § 12.

Nogle forskere ønskede i en videnskabelig artikel, der skulle udgives på et internationalt forlag, at citere små uddrag fra nogle danske fagbøger (i egen oversættelse til engelsk). UBVA vejledte om, at de pågældende fagbøger er beskyttet af ophavsret, men at det normalt er tilladt at citere fra sådanne værker. UBVA vejledte om citatretten efter dansk ret og anførte, at det er rimeligt at antage, at der gælder en lignende citatret i andre lande. Når der alene er tale om mindre tekstuddrag, og gengivelsen tjener det videnskabelige formål med artiklen, er det derfor rimeligt at antage, at der er tale om et lovligt citat.

En velgørende forening, der hvert år lavede et gratis postkort, spurgte, om det ville være lovligt at skrive "At elske et menneske vil sige at indvillige i at blive gammel med vedkommende. Albert Camus" på et kommende kort.

UBVA vurderede, at dette ville være et lovligt citat efter ophavsretslovens § 22.

En forsker havde skrevet en bog om en række tekster, som var udgivet på fransk af ét forlag og på engelsk af et andet forlag. Forskerens bog skulle udgives på samme forlag, som tidligere havde udgivet teksterne på engelsk. Forskeren ønskede at citere fra den engelske version af teksterne og havde fået samtykke hertil fra forfatterens arvinger. Forlaget mente imidlertid, at det også var nødvendigt at opnå samtykke til disse citater fra det franske forlag.

UBVA vejledte om, at der normalt gælder en ret til at citere fra offentliggjorte værker, men at den nærmere udstrækning af denne citatret kan give anledning til tvivl, hvorfor mange internationale forlag ikke vil forlade sig herpå men i stedet kræver ”clearing” af de pågældende citater.

UBVA vejledte desuden om, at det afhang af en konkret vurdering af de indgåede forlagsaftaler, om det juridisk var nødvendigt at opnå samtykke fra det franske forlag. Desuden vejledte UBVA om, at en eventuel oversætter af de pågældende tekster (fra fransk til engelsk) ville have ophavsret til sin engelske oversættelse, og at denne oversætters samtykke e. o. også ville være fornøden til udgivelsen.

En forfatter spurgte UBVA, om hun i en roman måtte citere fra et brev, som brevskriveren har publiceret på nettet, eller om hun evt. måtte omskrive brevet med sine egne ord.

UBVA oplyste, at da brevet er offentliggjort af brevskriveren, er det tilladt at citere fra det, jf. ophavsretslovens § 22. Det er også tilladt at referere det, hvorimod gendigtning uden kildeangivelse evt. kan være en ophavsretskrænkelse, jf. UBVAs informationsbog Ophavsret for begyndere, 3. udg. s. 191.

En fotograf ønskede at bruge udpluk af litterære værker til udsmykning af nogle erhvervslokaler for en kunde. UBVA vejledte om, at de pågældende litterære værker er beskyttet af ophavsret, og at gengivelse heraf derfor som udgangspunkt kun må ske med rettighedshaverens samtykke. UBVA vejledte endvidere om, at man – uden sådant samtykke – må citere fra offentliggjorte værker efter reglen i ophavsretslovens § 22.

UBVA anbefalede fotografen at læse om denne citat-regel i ”Ophavsret for begyndere” og at vende tilbage, hvis fotografen – efter at have læst det relevante afsnit i bogen – fortsat havde spørgsmål om citat

Et forlag havde henvendt sig til UBVA, idet det mente, at ophavsretten til en skønlitterær bog udgivet ved forlaget (Værk 1) var blevet krænket ved, at en anden skønlitterær bog (Værk 2) indeholdt elementer, der mindede om elementer i Værk 1.
UBVA vurderede, at Værk 1 var ophavsretligt beskyttet. UBVA oplyste herefter, at for at der kan foreligge en krænkelse, er det nødvendigt, at det påståede krænkende værk har overtaget såkaldt ’originalt’ materiale. Dvs. materiale, som opfylder det ophavsretlige originalitetskrav.
For at originalitetskravet er opfyldt, er det for det første en forudsætning, at materialet er skabt ved kreative og frie valg af ophavsmanden selv. Elementer, som er uundværlige inden for den bestemte genre, eller som i det mindste er almindelige eller naturlige, er ikke kreative. Genbrug af sådanne er derfor ikke krænkende. Som eksempel kan nævnes en heks i et eventyr eller et mord i en krimi.
For det andet er det en forudsætning, at materialet er tilpas konkretiseret. Ophavsretten beskytter ikke idéer, der er generelle eller abstrakte. Ophavsmanden skal m.a.o. have foretaget en række selvstændige og kreative valg, som tilsammen udgør et større hele. Kun ved overtagelse af sådant konkretiseret materiale kan der blive tale om en krænkelse. Ved vurderingen af, om der er overtaget tilstrækkeligt konkretiseret materiale, vil elementer, som er uundværlige eller som er almindelige eller naturlige at inddrage, ikke blive tillagt nogen vægt.
Efter en konkret vurdering fandt UBVA, at lighederne imellem Værk 1 og Værk 2 indgik i et så fragmenteret billede, at lighederne hverken enkeltvist eller tilsammen kunne gengive et tilstrækkeligt omfang af de selvstændige og kreative valg, der var gjort i Værk 1, til at der var sket en krænkelse. Lighederne stod sammen med en lang række forskelle, der gjorde, at personer og handlingsforløb adskilte sig betydeligt fra hinanden. Derudover havde en lang række af lighederne karakter af elementer, der var uundværlige eller som i det mindste var almindelige eller naturlige at inddrage. UBVA vurderede derfor, at Værk 2 ikke krænkede Værk 1.

En akademiker (A) deltog i et kursus, som var arrangeret af en forsker (F) fra en dansk forskningsinstitution. A kunne under kurset - til sin store overraskelse - konstatere, at hovedparten af kursusmaterialet var identisk med et kursusmateriale, som A selv havde udviklet nogle år tidligere i en anden sammenhæng. A rettede efterfølgende henvendelse til F, som erkendte, at F havde været "inspireret" af "bl.a." A's materiale, men F henviste til, at A's materiale lå frit tilgængeligt på internettet, og at det så var lovligt at lade sig inspirere heraf.

Efter de foreliggende oplysninger vurderede UBVA, at A's kursusmateriale (som bestod af 80-90 slides med opgaver m.v.) utvivlsomt var beskyttet af ophavsret, og at F havde krænket A's ophavsret ved at bruge materialet på et kursus - i øvrigt uden at kreditere A, jf. ophavsretslovens § 2 og § 3, stk. 1. UBVA anførte desuden, at A kunne gøre sin ophavsret gældende, uanset om materialet - med eller uden A's vidende - var offentligt tilgængeligt på internettet, jf. (principperne i) ophavsretslovens § 53.

UBVA vejledte A om A's handlemuligheder i forhold til de konstaterede krænkelser, samt hvordan A fremover kunne sikre sig bedst muligt mod andres plagiering af A's kursusmateriale.

En dansk forfatter havde ydet et bidrag til en lærebog, der blev udgivet ved et forlag. Forlaget udgav senere en ny udgave af bogen med forfatterens bidrag, dog uden at søge tilladelse fra forfatteren først.

UBVA vurderede, at lærebogen var ophavsretligt beskyttet og oplyste, at ophavsretten bl.a. giver forfatteren en eneret til at fremstille eksemplarer af den og til at sprede eksemplarerne.

Ophavsretten kan overdrages helt eller delvist, herunder ved at tillade et forlag at udgive værket. Da forfatteren og forlaget ikke havde aftalt, at forlaget kunne genudgive bogen med forfatterens bidrag, havde forlaget ikke fået overdraget den del af ophavsretten.

Da forlaget uden tilladelse havde genudgivet bogen med forfatterens bidrag, havde forlaget krænket forfatterens ophavsret. På samme måde ville eventuelle yderligere fremtidige udgivelser udgøre ophavsretskrænkelser.

Personer, der begår ophavsretskrænkelser, er forpligtet til at betale rimeligt vederlag, erstatning og godtgørelse, ligesom de kan idømmes straf. Derudover kan ophavsmanden kræve krænkende værkseksemplarer inddraget og destrueret.

Nogle danske forfattere havde skrevet en faglitterær bog. Et institut, der havde ydet et mindre økonomisk bidrag til udgivelse af bogen, havde derefter på sin hjemmeside under overskriften ”Publications from [instituttet]” oplistet bogen som værende en af instituttets publikationer. På samme vis var bogen nævnt blandt instituttets øvrige publikationer i dets årsrapport. En af forfatterne rettede henvendelse til UBVA for at høre, om vedkommende kunne forhindre det.

UBVA oplyste forfatteren om, at ophavsretten indebærer eneret til at fremstille eksemplarer, at sprede og vise eksemplarerne og at fremføre værket offentligt. Derudover, at ophavsmanden har krav på at få sit navn nævnt, når nogen fremstiller eksemplarer af, spreder, viser eller fremfører værket, ligesom han kan forbyde ændringer af det. Ligeledes kan ophavsmanden modsætte sig, at andre bruger værkets titel, hvis der er forvekslingsrisiko.

Ophavsretten er dog ikke til hinder for, at nogen urigtigt udtaler, at en bog har tilknytning til en bestemt institution el.lign., da det ikke udgør en af de handlinger, ophavsmanden har eneret til. Institutionen havde derfor ikke forbrudt sig imod ophavsretsloven ved at skrive på sin hjemmeside, at bogen havde tilknytning til institutionen.

UBVA bemærkede, at det var muligt, at institutionens adfærd var i strid med markedsføringslovens regler om god markedsføringsskik, men at det spørgsmål faldt uden for UBVA’s kommissorium.

En konsulent havde oprettet en gruppe på et elektronisk forum, hvor en særlig undervisningsmetode var omdrejningspunkt. Forummet var tilgængeligt for alle landets skoler og lærere. En lærer havde efterfølgende lagt en PowerPoint-præsentation, som indeholdt en præsentationsmetode, ud på forummet. Præsentationen bestod udelukkende af tekst, som læreren havde taget fra en artikel skrevet af konsulenten. Læreren nævnte dog ikke, at al teksten i præsentation var en gengivelse af artiklen. Ligeledes krediteredes konsulenten ikke i præsentationen.
Præsentationen fremstod derfor som om, at teksten var skrevet af læreren selv. På grund af forummets åbenhed var præsentationen blevet downloadet af mange personer på kort tid, og konsulenten frygtede derfor, at præsentationen ville blive brugt ihærdigt af andre uden hendes tilladelse. Ud over den nævnte præsentation var der også uploadet en anden PowerPoint-præsentation, der indeholdt illustrationer fra en anden engelsksproget bog, konsulenten havde udgivet. Denne bog var oprindeligt udgivet på et amerikansk forlag, og efterfølgende udgivet på et dansk forlag med det amerikanske forlags tilladelse.

UBVA vurderede, at brugen af konsulentens tekst i den første PowerPoint-præsentation var en ophavsretskrænkelse, da teksten havde ophavsretlig beskyttelse. Krænkelsen bestod i at have fremstillet præsentationen og i at have gjort den tilgængelig via det elektroniske forum. Det var sandsynligt, at også de efterfølgende downloads og fremvisninger af præsentationen, foretaget af andre personer end den lærer, der havde lavet præsentationen, udgjorde ophavsretskrænkelser.

UBVA fandt det sandsynligt, at også brugen af illustrationerne fra den engelsksprogede bog i den anden PowerPoint-præsentation udgjorde en ophavsretskrænkelse. UBVA kunne dog ikke på det foreliggende grundlag afgøre, om konsulenten som forfatter af bogen havde fået del i retten til at forbyde andre at bruge illustrationerne, eller om det alene var det danske forlag, det amerikanske forlag eller eventuelt kun tegneren, der havde en sådan forbudsret.

UBVA vejledte konsulenten om, at hun burde overveje, om og hvordan hun ville påtale krænkelserne.

En forfatter havde skrevet en faglitterær bog. En anden forfatter havde herefter i sin egen bog citeret meget store afsnit fra et kapitel i bogen. Citaterne var kun blevet tilføjet sparsom supplerende tekst fra den anden forfatter.

UBVA vurderede, at den oprindelige forfatter havde ophavsret til de afsnit, den anden forfatter havde citeret. Ophavsret indebærer en eneret til at tillade eller forbyde fremstilling af eksemplarer af værket. Citering er eksemplarfremstilling.

Der findes dog i ophavsretslovens § 22 en regel, der tillader citering, hvis det sker fra et ”[…] et offentliggjort værk […] i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet.” UBVA oplyste, at citeringen derfor skal have en passende behersket karakter, og at citaterne normalt kun må udgøre en lille beskeden del af såvel det citerede værk som det citerende værk. Det afgørende vil ofte være, om citeringen er i overensstemmelse med de almene litterære normer for, hvordan man bør citere fra den konkrete type værk.

På grund af det meget store antal af citater i den anden forfatters bog og citaternes omfattende karakter, havde citaterne ikke en sådan tilstrækkelig begrænset karakter, at de var tilladelige. Det var derfor særdeles sandsynligt, at den anden forfatter krænkede den oprindelige forfatters ophavsret ved at citere i det omfang, han havde gjort, i sin bog.

UBVA oplyste, at hvis en person krænker en anden ophavsret, kan den krænkede have ret til erstatning, vederlag og godtgørelse, ligesom den krænkende kan ifalde strafansvar. Den krænkede person kan også kræve krænkende eksemplarer inddraget og destrueret.

En forfatter havde skrevet en faglitterær bog. En dansk forening havde derefter i sit medlemsblad udgivet en artikel, som indeholdt passager, der havde en høj grad af tekstsammenfald med forfatterens bog uden kildehenvisninger til forfatteren.

UBVA vurderede først og fremmest at forfatterens faglitterære bog var beskyttet efter ophavsretsloven § 1 i og med, at den opfyldte originalitetskravet, da forfatteren havde gjort brug af frie og kreative valg i forbindelse med fremstillingen af det faglitterære stof.

Ophavsret indebærer eneret til at tillade eller forbyde blandt andet fremstilling og bearbejdning af værket. Det vil sige tilladelse eller forbud til brug af værket i både uændret og ændret form. Hvis et tekststykke, der ligner noget tilsvarende, en anden har lavet, derimod laves uden at have haft kendskab til den oprindelige tekst, kræves der ikke tilladelse fra ophavsmanden til den oprindelige tekst. Der skal således foreligge efterligning for at genbrug af et tekststykke kræver samtykke fra ophavsmanden.

UBVA vurderede, at teksten i medlemsbladet havde en sådan grad af lighed med teksten i forfatterens bog, at det krævede tilladelse at udgive teksten i medlemsbladet. UBVA gik i den forbindelse ud fra, at forfatteren selvstændigt havde formuleret sin tekst, og at tekstsammenfaldet ikke skyldtes forfatterens og medlemsbladets brug af et fælles faktuelt kildemateriale. UBVA gik derfor også ud fra, at medlemsbladet havde efterlignet forfatterens tekst. Tilladelsen skulle være givet af både forfatteren og det forlag, hvor bogen var udgivet, da tilladelse til at forlaget måtte trykke bogen ikke indebar, at forfatteren mistede retten til at forbyde andres gengivelse af afsnit fra bogen.

Da medlemsbladet havde gengivet forfatterens tekst uden tilladelse, forelå der derfor en krænkelse af forfatterens ophavsret.

Det faldt uden for UBVA’s kommissorium at afgøre, om bladets overtagelse af de citater, forfatteren havde brugt i sin tekst, samt forfatterens egen tekst, udgjorde en overtrædelse af forfatteretiske normer.

En forfatter havde i 2003 udgivet en bog igennem et forlag som papirbog, dog uden nogen skriftlig forlagsaftale. Omkring 10 år senere erfarede hun, at forlaget var begyndt udgivelsen af bogen som e-bog uden at orientere hende og uden at indhente hendes tilladelse. Desuden mente hun, at e-bogen var i en dårlig kvalitet og prissat for højt, hvilket hun ikke ønskede at lægge navn til. Forlaget påstod, at de havde udgivet e-bogen i henhold til en aftale fra 1990 mellem en dansk myndighed og forlaget. Forfatteren benægtede, at hun havde overdraget ophavsretten til bogen til myndigheden. En dansk organisation omfattende forfatteren spurgte på den baggrund, om forfatteren kunne modsætte sig udgivelsen som e-bog.

UBVA vurderede, at ophavsretten til bogen tilhørte forfatteren, og at den betød at andre ikke uden hendes samtykke måtte udgive den, hverken som papir- eller e-bog.

Forfatteren og forlaget havde i 2003 ikke indgået nogen skriftlig forlagsaftale om udgivelse som papirbog, men havde indgået en ”stiltiende aftale” om det, da udgivelsen var sket med forfatterens samtykke.

Det følger af den ophavsretlige specialitetsgrundsætning, at aftaler om overdragelse af ophavsret skal fortolkes til fordel for ophavsmanden. Den overdragelse, som den stiltiende aftale om udgivelse som papirbog udgjorde, indebar derfor ikke, at forlaget kunne udgive bogen som e-bog.

Aftalen fra 1990 kunne heller ikke danne grundlag for udgivelsen. For det første fordi forfatteren ikke havde overdraget sin ophavsret til myndigheden. Den stiltiende forlagsaftale mellem forfatteren og forlaget var derfor ikke omfattet af aftalen mellem myndigheden og forlaget. For det andet fordi aftalen mellem myndigheden og forlaget ikke ville have givet forlaget lov til at udgive bogen som e-bog, selv hvis forfatterens udgivelse ved forlaget havde været omfattet af den aftale. Den aftale skulle nemlig ifølge specialitetsgrundsætningen fortolkes til fordel for myndigheden. Da begrebet e-bog ikke var kendt i 1990, måtte aftalen forstås således, at myndigheden ikke kunne have overdraget retten til udgivelse som e-bog til forlaget.

Forfatteren kunne derfor modsætte sig, at forlaget udgav værket som e-bog uden hendes samtykke. UBVA oplyste i den forbindelse, at man har krav på vederlag, erstatning og godtgørelse, hvis man krænker andres ophavsret. Ligeledes kan man ifalde strafansvar.

En programmør lavede et program på en hjemmeside, der kunne repetere gloserne fra en gloseliste ved hjælp af en indlæringsalgoritme, når eleverne havde indtastet gloserne i programmet fra sproglærebøger.
UBVA blev spurgt til om det var lovligt at kopiere gloselisterne og at de efterfølgende fremgik på hjemmesiden for programmet.

UBVA svarede at en gloseliste af denne type ville være beskyttet af ophavslovens § 1, hvis der havde været en kreativitet forbundet.

UBVA udtalte at ifølge ophavsretsloven var der tale om en krænkelse af rettighederne, og at dette dermed ville kræve tilladelse eller en Copydan aftale hvor det var muligt.

UBVA udtalte, at det følger af ophavsretslovens regler, at den, der frembringer et "litterært eller kunstnerisk værk", automatisk får ophavsret hertil. BA-studerendes projekt vil typisk bestå af noget, der ifølge ophavsretsloven kan kaldes enten "litterært" eller "kunstnerisk", og det vil typisk også være udtryk for sådan en kreativitet, at det er beskyttet af ophavsret. Ophavsretten indebærer, at det normalt vil kræve samtykke at bruge de studerendes bachelorprojekter på den ønskede måde.

UBVA blev spurgt til, om der var behov for at indhente endnu en tilladelse til udgivelsen af en artikel på en hjemmeside, hvor der før var en tilladelse til at bruge det i en forenings medlemsskrift?

UBVA udtalte at der i sagen var givet tilladelse til at bruge den i medlemsskriftet og dermed ikke via andre medier. Dertil kræves yderligere tilladelse fra ophavsmanden til den pågældende artikel.

UBVA udtalte, at formuleringen fundet på nettet om den pågældende sygdom var beskyttet af reglerne i ophavsretsloven, og at der dermed skule indhentes tilladelse før brug.

UBVA vurderede at interurbanaftalen mellem Copydan og statsbiblioteket gjorde det muligt for mellemledet at videresende materialet til låneren (slutbrugeren) jf. aftalens § 5, stk. 2.

En velgørende forening, der hvert år lavede et gratis postkort, spurgte, om det ville være at skrive "At elske et menneske vil sige at indvillige i at bliver gammel med vedkommende. Albert Camus" på et kommende kort. UBVA svarede, at der efter dets mening ville være tale om et lovligt ophavsretligt citat efter ophavsretslovens § 22.

En bibliotekar ved et uddannelsesbibliotek var i tvivl om, hvorvidt de studerende gerne måtte fotokopiere lærebøger i deres helhed til brug for deres studium. UBVA vejledte om reglerne om privat kopiering, herunder at en studerende gerne må fotokopiere lærebøger m.v. til brug for deres studium.

En underviser ved et dansk musikkonservatorium, der var ved at skrive en bog om musik, ønskede vejledning om retten til at bruge nodeeksempler fra musikværker, der stadig er beskyttet af ophavsret.

UBVA vejledte om, at en sådan brug af andres musikværker kan ske inden for de rammer, som følger af ophavsretslovens § 22 om citat.

En forsker fra en udenlandsk forskningsinstitution havde behov for at indscanne uddrag af en række bøger på et dansk bibliotek. UBVA vejledte om, at den danske ophavsretslovs § 12 alene tillader personer at indscanne materiale hvis det udelukkende sker til ”personlig brug for fremstilleren og dennes husstand”, og at det ikke er en sådan ”personlig brug”, hvis det sker som led i personens arbejde. UBVA vejledte desuden om, at forskeren lovligt kan fotokopiere eller lade fotokopiere uddrag af bøger på biblioteket. UBVA vejledte endvidere om, at det pågældende bibliotek i et vist omfang vil kunne indscanne uddrag af bøger og sende dem til forskeren, hvis biblioteket har en biblioteksaftale med Copydan Tekst & Node.

En studerende ønskede oplyst, om man må lydoptage en oplæsning af en bog, som er beskyttet af ophavsret, og lægge lydoptagelsen på internettet. UBVA vejledte om, at dette vil være et indgreb i ophavsretten, som kræver samtykke fra forfatteren og/eller forlaget, jf. ophavsretslovens § 2.

En akademiker, der ønskede at indtale en række udgivne børnebøger, var i tvivl om, hvem der skulle give tilladelse til dette. UBVA vejledte om, at dette i mange tilfælde vil kræve samtykke både fra forfatteren og forlaget, og at man – hvis man ikke kan finde dem – kan prøve at søge bistand hos Copydan Tekst & Node

En bibliotekar på en professionshøjskole spurgte UBVA, om digitale artikler, bestilt fra et andet bibliotek, må lagres på skolens interne netværk. Efter samråd med Copydan Tekst & Node rådgav UBVA om, at artikler bestilt i henhold til den såkaldte interudbanlånsaftale må lægges på nettet i overensstemmelse med vilkårene i aftalen, men at artikler hentet fra betalingsdatabaser derimod falder uden for Copydans aftaler og derfor kun må bruges i henhold til databaseudbyderens vilkår.

En bibliotekar på et universitetsbibliotek ønskede oplyst, om bibliotekets lånere må tage en bog med ud af bibliotekslokalet (uden at låne bogen) for at indscanne eller kopiere den, samt om retten til privat kopiering gælder uanset værkets alder. UBVA vejledte om ophavsretslovens § 12, som indebærer, at en låner kan fotokopiere værker til sin private brug, mens digital kopiering (fx indscanning) af værker kun må ske til ”personlig brug” for låneren og dennes husstand OG ikke på grundlag af et eksemplar, der er ”lånt eller lejet”. UBVA vejledte endvidere om, at den sidstnævnte begrænsning – om at digital kopiering ikke må ske på grundlag af et eksemplar, der er ”lånt” – ifølge Kulturministeriets lovbemærkninger ikke er til hinder for, at en låner indscanner ting på biblioteket, hvorimod låneren ikke må indscanne lånt materiale uden for biblioteket.

En underviser ønskede at anvende tests og vejledninger fra bøger, som var påført klausuler om, at enhver form for kopiering og brug af materialet var forbudt ifølge ophavsretsloven. UBVA vejledte om, at det pågældende materiale var beskyttet af ophavsret, og at man derfor uden samtykke fra rettighedshaverne kun må råde over materialet inden for rammerne af ophavsretsloven og de relevante Copydan-aftaler. UBVA vejledte endvidere om, at de brugsrettigheder, der følger af ophavsretsloven og Copydan-systemet, kan kan begrænses ved en egentlig aftale. En klausul, der er trykt i en bog, er normalt ikke tilstrækkeligt i denne henseende.

En forsker ved Københavns Universitet løb ind i nogle problemer i forbindelse med et større forskningssamarbejde. Hun ønskede derfor at kende sin retsstilling, når det kom til forfatterskab og redaktørroller i sådanne forskningssamarbejder.

UBVA vejledte forskeren om normerne for forfatterskab i Den danske kodeks for integritet i forskningen samt lovgivningen om ophavsret. UBVA vejledte endvidere forskeren om, at der kan søges bistand hos den særligt udpegede person til understøttelse af god videnskabelig praksis ved det pågældende fakultet, samt mulighederne for at indgive en klage til Praksisudvalget ved Københavns Universitet.

UBVA anbefalede, at tvisten i første række søgtes løst via den særligt udpegede person eller en anden seniorkollega på fakultetet, som de involverede forskere havde faglig respekt for og tiltro til.

Et bibliotek ønskede oplyst, om de lovligt kunne optrykke et eksemplar af en ph.d-.afhandling, som alene var tilgængelig i elektronisk form, med henblik på udlån.

UBVA vejledte om, at ph.d.-afhandlingen må antages at være beskyttet af ophavsret, og at dette indebærer, at man ikke uden samtykke fra rettighedshaveren må optrykke denne og gøre det optrykte eksemplar tilgængeligt for udlån, jf. ophavsretslovens §§ 1 og 2 – medmindre andet følger af loven. UBVA vejledte herved om, at ophavsretslovens § 16 kun i helt særlig tilfælde giver visse biblioteker ret til at optrykke materiale mhp. udlån, og at denne bestemmelse efter UBVA’s vurdering ikke kunne anvendes i det foreliggende tilfælde.

En ansat ved et dansk universitet ønskede at udgive en afdød kollegas samlede værker ved på et forlag.

UBVA oplyste, at vedkommende gennem aftale med den afdøde kollegas arvinger skulle sikre sig ret til to ting: 1) redaktion af værkerne forud for udgivelsen og 2) udgivelsen af værkerne i den endelige form.

UBVA anbefalede med hensyn til første punkt, at vedkommende sikrede sig ret til at foretage alle handlinger, der var nødvendige for at foretage redaktionen. Herunder faldt fremstilling af eksemplarer på computer og papir i den nødvendige udstrækning, samt ændring af værkerne på den måde, der var nødvendig for at foretage redaktionen.

UBVA anbefalede med hensyn til andet punkt, at der blev taget udgangspunkt i UBVA-aftalen af 2010.

Der findes ikke et decideret "arvingeaftale-skema", men UBVA kan altid være behjælpelige med at se en eventuel aftale igennem.

En forsker rettede henvendelse til UBVA for at få bistand til at håndtere uenigheder i et forskersamarbejde om retten til at bruge fælles data. Der var uenighed imellem forskerne indbyrdes om metodologi, fortolkning og formidling, og forskeren ønskede derfor at gå videre med sin forskning på egen hånd, hvilket de andre forskere modsatte sig med henvisning til, at de havde krav på medforfatterskab.

UBVA vejledte om, at udgangspunktet for løsning af disse uenigheder kan findes i Den danske kodeks for integritet i forskningen (2014), som bygger på Vancouver-reglerne for forfatterskab. Disse retningslinjer indebærer, at en forsker, der har ydet et væsentligt bidrag til fx tilvejebringelse, analyse og fortolkning af data har krav på at blive tilbudt medforfatterskab på publikationer, der bygger herpå. Det kan give anledning til diskussion, om der foreligger et "væsentligt bidrag", og medforfatterskab kan i praksis være vanskeligt, når der er uenighed om metodologi og fortolkning.

UBVA opfordrede derfor til, at forskerne søgte bistand til at mægle mellem parterne med henblik på at finde en løsning, som var acceptabel for alle parter - fx via "named person" på det pågældende område.

Et bibliotek ved en uddannelsesinstitution spurgte, om undervisere måtte kopiere dele af bøger i forbindelse med udarbejdelse af kompendier, som skulle udleveres til deres bachelorstuderende.

I og med, at bøger er ophavsretligt beskyttet efter ophavsretslovens § 1 og at forfatterne til bøgerne derved har eneret til at eksemplarfremstille sine værker og sprede disse er udgangspunktet, at uddannelsesinstitutionen skal have samtykke fra de pågældende ophavsmænd, jf. ophavsretslovens § 2.

UBVA oplyste dog herefter, at det er meget normalt at ophavsmænd har indgået licensaftaler, hvorefter de afgiver samtykke til brug af deres værker. De fleste uddannelsesinstitutioner i Danmark har formentlig indgået en sådan licensaftale gennem Copydan Tekst og Node.

Derfor opfordrede UBVA uddannelsesinstitutionen at undersøge, hvad deres aftale med Copydan Tekst & Node nærmere siger.

På www.kopitilundervisning.dk kan man i øvrigt se en oversigt over, hvad man normalt må og ikke må ifølge Copydans aftaler. Man kan også kontakte Copydan Tekst og Node, hvis man har brug for rådgivning. Kontaktoplysningerne findes på www.tekstognode.dk.

UBVA gjorde til sidst opmærksom på, at ophavsmanden har krav på at blive navngivet på eksemplarer af deres værker i overensstemmelse med, hvad god skik kræver, jf. ophavsretsloven § 3. Det gælder også, når man laver kompendier med tilladelse fra Copydan.

Et bibliotek ønskede at vide, hvorvidt man må skrive videre på et litterært værk, hvis man ikke udgiver det. Hertil blev der spurgt, om man må lægge bearbejdelsen på en hjemmeside for fanfiction.

UBVA startede med at fastslå, at litteratur er ophavsretligt beskyttet efter ophavsretslovens § 1. Denne beskyttelse giver i medfør af lovens § 2 ophavsmanden til litteraturen en eneret til at råde over værket – herunder en eneret til at bearbejde det og skrive videre på det.

Herefter anførte UBVA, at man godt kan få ophavsret til sin egen bearbejdelse af en andens værk i medfør af lovens § 4. Dog kan bearbejdelsen ikke udnyttes - herunder gøres tilgængelig for offentligheden, uden at ophavsmanden til det originale værk har givet samtykke hertil.

UBVA anførte også, at der nogle gange kan være tale om fri benyttelse af en bearbejdelse i medfør af lovens § 4, stk. 2. Dette kan dog kun komme på tale såfremt der er sket en intensiv bearbejdelse, således at det gamle værk ikke længere genkendes. Man må altså godt lade sig inspirere af andres værker og idéer uden tilladelse.

UBVA fremhævede dog, at retsstillingen omkring fanfiction og offentliggørelsen af disse er usikker, og UBVA anbefalede derfor, at man grundet den usikre retsstilling tager forbehold og ikke offentliggøre fanfiction på internettet.

UBVA anførte afslutningsvis, at der ikke er noget til hinder for at skrive videre på en historie, hvis man ikke udgiver den/gør den tilgængelig for almenheden.

En person ønskede vejledning om reglerne om fremstilling af eksemplarer af avisartikler - både fra Danmark og udlandet - til sin egen private brug.

UBVA vejledte om, at sådanne avisartikler normalt er beskyttet af ophavsret, og at adgangen til at fremstille eksemplarer, heraf til privat brug, er nærmere reguleret i ophavsretslovens § 12. Den danske ophavsretslov regulerer adgangen til at fremstille eksemplarer til privat brug i Danmark - også selv om kilderne til eksemplarfremstilling er udenlandske aviser, blade m.v.

Efter ophavsretslovens § 12 må man således gerne tage en digital kopi (fx download af artiklen som PDF) til "personlig brug for dig selv og din husstand", så længe det ikke sker på grundlag af et eksemplar, der er lånt eller lejet. Når det gælder materiale fra internettet, må man dermed gerne gemme en digital kopi heraf til "personlig brug for dig selv og din husstand". Man må desuden gerne fremstille enkelte "analoge kopier" (fx udskrive artikler på papir) til ens "private brug".

En forfatter havde som freelancer skrevet en række tekster, som var solgt til et forlag. Der var i denne forbindelse ikke indgået nogen skriftlig aftale om, hvad forlaget måtte bruge teksterne til. Forfatteren ønskede nu at samle alle sine tekster i en bearbejdet form i en bogudgivelse, og forfatteren ønskede UBVA's vurdering af, om dette krævede samtykke fra det forlag, som havde udgivet teksterne individuelt.

UBVA vejledte om, at teksterne måtte antages at være beskyttet af ophavsret, og at det måtte lægges til grund, at forfatteren havde overdraget i hvert fald en del af sin ophavsret til det forlag, der havde udgivet teksterne individuelt. Rækkevidden af denne aftale måtte fastlægges ud fra parternes korrespondance og mundtlige drøftelser samt de kendelige forudsætninger for parternes samarbejde. En eventuel tvivl om aftalens rækkevidde måtte komme forlaget til skade, jf. ophavsretslovens § 53, stk. 3. Hvis det herefter måtte lægges til grund, at forfatteren havde bevaret retten til at udgive sine tekster i bogform, følger det af almindelige aftaleretlige regler, at forfatteren har en loyalitetspligt over for det forlag, som har udgivet teksterne enkeltvis. Loyalitetspligten indebærer, at forfatteren ikke må udgive teksterne i bogform, hvis en sådan udgivelse direkte konkurrer med forlaget udgivelse af teksterne enkeltvis.

En ansat på en videregående uddannelsesinstitution spurgte, om man må oversætte en ophavsretlig beskyttet tekst uden at spørge ophavsmanden om tilladelse. Ophavsretten til forlægget omfatter også oversættelser heraf, og det kræver derfor som udgangspunkt samtykke at frembringe en oversættelse og at gøre oversættelsen tilgængelig for almenheden, jf. ophavsretslovens § 4, stk. 1. Det er dog tilladt til lave en oversættelse til sin private brug inden for rammerne af ophavsretslovens § 12.

En fotograf ønskede at bruge udpluk af litterære værker til udsmykning af nogle erhvervslokaler for en kunde. UBVA vejledte om, at de pågældende litterære værker er beskyttet af ophavsret, og at gengivelse heraf derfor som udgangspunkt kun må ske med rettighedshaverens samtykke. UBVA vejledte endvidere om, at man – uden sådant samtykke – må citere fra offentliggjorte værker efter reglen i OHL § 22.

UBVA anbefalede fotografen at læse om denne citat-regel i ”Ophavsret for begyndere” og at vende tilbage, hvis fotografen – efter at have læst i bogen – fortsat havde spørgsmål om citat.

En IT-konsulent spurgte, om man må offentliggøre den historiske bog "Valby Politi, 75 år, 1906-1981" udgivet af Valby Politi i 1981 på nettet uden samtykke.

UBVA vejledte om, at det må man ikke.

En ph.d.-studerende havde publiceret en videnskabelig artikel i et tidsskrift, som vedkommende nu ønskede at optrykke i sin ph.d.-afhandling, der skulle offentliggøres. Den ph.d.-studerende ønskede oplyst, om dette krævede tidsskriftsforlagets samtykke.

UBVA vejledte om, at dette især afhænger af den forlagsaftale/aftale om publicering, som er indgået med det pågældende tidsskriftsforlag. UBVA vejledte også om, at hvis der er medforfattere til artiklen, kræves disses samtykke i princippet også for at publicering kan ske i anden sammenhæng.

En forfatter havde skrevet en bog med en sammensat titel, hvoraf i hvert fald en del af titlen havde et betydeligt særpræg. forfatteren ønskede oplyst, om den kunne skride ind over for en blogger, der anvendte den særprægede del af titlen som overskrift på en række blogindlæg.

UBVA vejledte om, at denne brug sandsynligvis var i strid med ophavsretslovens § 73 (titelbeskyttelse) og ophavsretslovens § 1 (værksbeskyttelse).

UBVA vejledte desuden om, at brugen efter omstændighederne også kunne indebære en overtrædelse af forlagets rettigheder efter varemærke- og markedsføringsloven.

Endelig vejledte UBVA om mulighederne for at rette håndhævelsen mod bloggens forfatter og den kommercielle udbyder af den pågældende blogfunktionalitet.

Spørgeren ønskede at gengive forskellige teoretiske modeller (fx vedrørende LEAN, organisation, kunderelationer m.v.) i et læringsmateriale, som skulle være tilgængeligt via internettet, og ønskede i denne forbindelse oplyst, om det er tilstrækkeligt at anføre kilden.

UBVA vejledte om, at teoretiske modeller af den anførte art efter en konkret vurdering kan være beskyttet af ophavsret som et ”litterært værk” (evt. som et ”beskrivende værk”), hvis de er udtryk for en personlig skabende indsats, og at der generelt ikke skal så meget til for at opnå en sådan ophavsretlig beskyttelse.

UBVA vejledte endvidere om, at den ophavsretlige beskyttelse af en teoretisk model omfatter den konkrete beskrivelse af modellen (typisk gennem tekst og figurer/diagrammer m.v.), og at beskyttelsen indebærer, at man som hovedregel ikke må gengive den således beskrevne model i et onlinelæringsmateriale som anført, men at der dog gælder nogle undtagelser til denne hovedregel. UBVA pegede her på:

- reglen om citat i ophavsretslovens § 22 (som giver mulighed for citat af tekster, hvorimod det er tvivlsomt, om det er i orden at citere ”beskrivende værker”, dvs. figurer/diagrammer m.v. af den anførte art),

- muligheden for med egne ord (og evt. egne figurer m.v.) at gengive en model i store/overordnede træk, og muligheden for at linke til lovligt tilgængelige beskrivelser af modellerne på internettet

En forsker skulle udgive en række konferencebidrag, hvor hver forfatter var blevet bedt om at sikre, at brug af tredjemands materiale var ”clearet”. I ét af konferencebidragene (en videnskabelig artikel) var der en gengivelse af et skema (en tabel) fra en anden videnskabelig artikel, og forskeren ønskede oplyst, om denne gengivelse krævede samtykke fra forfattere til og udgiveren af ”kildeartiklen”.

UBVA vejledte om, at det omtalte skema var beskyttet af ophavsret, men at en gengivelse heraf i en videnskabelig artikel som denne var ok, så længe det sker i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet, jf. ophavsretslovens § 22 og evt. § 23, stk. 1, i det omfang skemaet måtte opfattes som et ”beskrivende værk”. UBVA konstaterede, at der var sket korrekt kreditering og kildeangivelse, men påpegede dog, at kildeangivelsen kunne præciseres i en enkelt henseende. UBVA konstaterede endvidere, at gengivelsen måtte anses for at være i overensstemmelse med artiklens videnskabelige formål. Dermed er gengivelsen lovlig efter dansk ophavsret, uanset forfattere og udgiver af ”kildeartiklen” ikke har samtykket heri . UBVA bemærkede, at spørgsmålet om gengivelsens lovlighed i det tilfælde, at konferencebidragene spredes til modtagere i andre lande, skal afgøres efter ophavsretslovgivningen i hvert af disse andre lande. UBVA vurderede, at det i de lande, som vi normalt sammenligner os med, formentlig er tilladt – på samme måde som i dansk ret – at gengive et skema som dette i en videnskabelig artikel, men at UBVA ikke kunne vurdere dette med sikkerhed. UBVA bemærkede, at man derfor kan overveje at indhente udtrykkeligt samtykke til gengivelsen fra ”kildeartiklens” forfattere og udgiver – men at det næppe er sædvanlig praksis at gøre dette i et tilfælde som dette.

Et bibliotek ønskede at stille en række ph.d.-afhandlinger til rådighed for lånerne. Ph.d.-afhandlingerne var tilgængelige på internettet, men kunne ikke umiddelbart indkøbes som fysiske eksemplarer, og biblioteket ønskede derfor at printe et eksemplar ud af hver afhandling, som derefter kunne udlånes. UBVA vejledte om, at ph.d.-afhandlinger normalt er beskyttet af ophavsret, og at det herefter som udgangspunkt kræver samtykke at printe et eksemplar heraf og udlåne dette eksemplar. UBVA vejledte endvidere om, at ophavsretslovens § 16, stk. 4, i visse snævert definerede tilfælde giver offentlige og offentligt støtte biblioteker ret til at fremstille eksemplarer af offentliggjorte værker (og e.o. at udlåne sådanne eksemplarer), men at denne bestemmelse næppe kan anvendes her, hvor ph.d.-afhandlingerne er tilgængelige på internettet. UBVA vejledte derfor om, hvordan biblioteket på anden vis kunne hjælpe lånerne med at få adgang til ph.d.-afhandlingerne. UBVA pegede her på, at biblioteket kunne linke til ph.d.-afhandlingerne på internettet, at biblioteket kunne lade lånerne få adgang til personligt gennemsyn af ph.d.-afhandlingerne på teknisk udstyr (fx en computer eller iPad), og at lånerne havde ret til at udskrive et eksemplar af ph.d.-afhandlingerne til deres private brug.

En underviser ønskede oplyst, om han kunne anvende anonymiserede udgaver af studerendes eksamensbesvarelser som led i sin undervisning, herunder ved at distribuere disse til andre studerende.

UBVA vejledte om, at studerende som udgangspunkt har ophavsret til deres eksamensbesvarelser, og at den påtænkte anvendelse ifølge ophavsretsloven vil kræve deres samtykke.

UBVA vejledte endvidere om, at dette samtykke eventuelt kan indhentes på en systematisk måde i forbindelse med aflevering af opgaverne eller i en generel politik for studerende på den pågældende undervisningsinstitution.

Henvendelsen angik de krav, der kan stilles til kildehenvisninger, når man som studerende eller forsker bruger citater eller gengiver synspunkter fra andres værker.

UBVA vejledte om, at det afgørende er, at der er en tydelig henvisning til forfatterens navn og til det værk, som der er tale om, hvilket skyldes både et hensyn til forfatteren (som gerne vil forbindes med sit værk) og til andre, som søger nærmere viden om de anvendte kilder.

UBVA vejledte desuden om, at der ved gengivelse af et citat eller et synspunkt fra et større værk bør anføres et sidetal eller anden præcis angivelse af, hvor det pågældende citat er taget fra.

UBVA henledte opmærksomheden på de standarder, der er udviklet på området (bl.a. APA, Harvard og Chicago citation style), samt software som kan hjælpe med at henvise korrekt i overensstemmelse med disse standarder (RefWorks, Endnote m.fl.). Endelig omtalte UBVA ophavsretslovens regler om navne- og kildeangivelse.

Et bibliotek ønskede at vide, hvorvidt man må skrive videre på et litterært værk, hvis man ikke udgiver det, og hvornår der er tale om en udgivelse. Hertil blev der spurgt, om man må lægge bearbejdelsen på en hjemmeside for fanfiction.

UBVA anbefalede at man grundet den usikre retsstilling inden for fanfiction tager forbehold og ikke offentliggøre fanfiction på internettet. UBVA svarede hertil at der ikke er noget til hinder for at skrive videre på en historie, hvis man ikke udgiver den/gør den tilgængelig for offentligheden.

Et forskningsbibliotek ønskede at gøre artikler, der er publiceret i tidsskrifter, der tillader open access, tilgængelige for almenheden via bibliotekets repositorium. UBVA vejledte om, at dette kræver samtykke fra alle ophavsmænd (M/K) til den pågældende artikel, og at der i denne forbindelse er en formodning for, at alle personer anført som forfattere er ophavsmænd til artiklen, jf. ophavsretslovens § 7, stk. 1. UBVA vejledte videre om, at forfatterne kan bemyndige én forfatter til at give samtykket på hele forfatterkollegiets vegne, og at det ikke vil være usædvanligt, at én forfatter repræsenterer hele forfatterkollegiet i forbindelse med artiklens publicering. Hvis én forfatter giver samtykke til open access-publicering på vegne af hele forfatterkollegiet, indestår den pågældende forfatter for, at vedkommende har fornøden fuldmagt hertil fra de øvrige forfattere, jf. aftalelovens § 25, og forskningsbiblioteket vil i sådanne tilfælde normalt være i god tro om, at offentliggørelse er sket med fornødent samtykke. UBVA anbefalede dog, at hvis en medforfatter til en artikel retter henvendelse til biblioteket for at få fjernet artiklen fra repositoriet, bør artiklen fjernes indtil der er klarhed over, om der foreligger fornødent samtykke eller ej.

Et forskningsbibliotek ønskede oplyst, om de på bestilling fra en låner måtte fremstille en papirkopi af et speciale fra 1993, hvorpå forfatteren havde påtrykt en klausul om, at "kopiering eller anden gengivelse af opgaven eller dele af den er kun tilladt med forfatterens tilladelse (jf. gældende dansk lov om ophavsret)".

UBVA vurderede, at biblioteket som udgangspunkt gerne må bistå en låner med at fremstille en papirkopi af et værk, jf. ophavsretslovens § 12, stk. 1, forudsat at specialet var et "offentliggjort værk" i lovens forstand, og at denne ret kun kan fraviges ved en egentlig aftale herom. Efter det for UBVA oplyste havde hverken bibliotekets lånere eller biblioteket indgået nogen aftale om fravigelse af ophavsretslovens § 12, og under disse omstændigheder kunne den (ensidigt) påtrykte klausul ikke i sig selv fratage biblioteket og dets lånere de rettigheder, der følger af ophavsretslovens § 12.

Bestemmelserne i ophavsretsloven er ikke til hinder for, at skoleelever selv fotokopierer en hel bog til deres private brug ved hjælp af en ikke offentligt tilgængelig kopimaskine. Der gælder dog særlige regler med hensyn til nodeudgivelser. I de tilfælde, hvor eleverne har adgang til fotokopimaskiner på skoler, som ikke kan anses for at være anbragt på et offentligt tilgængeligt sted, kan skolerne dog af ordensmæssige eller økonomiske grunde begrænse kopieringsadgangen til et vist antal sider. Eleverne må også gerne lave udskrifter fra ebøger ved hjælp af ’print screen’ funktionen i tilfælde, hvor det til bogen hørende læseprogrammel ikke tillader udskrift, men man skal dog her være opmærksom på, at eleverne (i hvert fald hvis de er myndige) kan have forpligtet sig kontraktligt til ikke at printe på denne måde ved at tiltræde leverandørens licensaftale, som ofte er en forudsætning for, at man kan læse bogen

UBVA anførte, at fotokopiering med henblik på deltagelse i en sådan læsekreds udgør "privat brug" og derfor kan være tilladt efter ophavsretslovens § 12, stk. 1. UBVA gennemgik de nærmere betingelser i bestemmelsen.

Som sagen var oplyst, kunne hver deltager af læsekredsen selv lovligt tage en fotokopi af den pågældende novelle. Ét medlem af læsekredsen kunne også fremstille fem fotokopier af novellen (eller få bistand hertil fra en bibliotekar) og derefter dele fotokopierne med de fire andre medlemmer af læsekredsen. UBVA anførte, at dette vil være lovligt, hvis der er tilstrækkelige personlige bånd mellem deltagerne i læsekredsen og antallet af fotokopier ikke overstiger "enkelte eksemplarer". Sidstnævnte afhænger af en konkret bedømmelse af værkets karakter, herunder graden af værkets sårbarhed over for kopiering. Som udgangspunkt er det antaget, at én person normalt kun må fotokopiere en hel bog i 1-2 eksemplarer, mens én person gerne må fotokopiere en artikel eller et kapitel i en bog i 5-6 eksemplarer. På denne baggrund vil fem fotokopier af en novelle, som er udgivet i en novellesamling, formentlig ligge inden for rammerne af begrænsningen om "enkelte eksemplarer".

Såfremt hvert medlem af læsekredsen beder én bibliotekar om at fotokopiere novellen til sig, vil det kunne blive betragtet som en omgåelse af ophavsretslovens § 12, stk. 1, hvis bibliotekaren på denne måde samlet set fotokopierer et større antal fotokopier, end bibliotekaren lovligt kunne have fremstillet for et enkelt medlem af læsekredsen - i hvert fald hvis fotokopierne fremstilles samtidig.

En kandidat havde sammen med sin tidligere specialevejleder aftalt at skrive en artikel, hvor kandidaten skulle bidrage med et teoriafsnit, mens vejlederen skulle bidrage med empiri fra konkrete forskningsprojekter. Kandidaten sendte i august 2010 et udkast som sit bidrag til vejlederen, men hørte ikke fra vejlederen. I 2012 konstaterede kandidaten, at vejlederen allerede i september 2010 havde udgivet en rapport om det emne, som de havde aftalt at skrive artiklen om. Rapporten indeholdt 4,5 siders ordret gengivelse af kandidatens udkast til teoriafsnit og mindre tekststykker, herunder 11 linjer lange afsnit, fra kandidatens speciale. I rapporten henviste vejlederen i en fodnote til den artikel, vejlederen og kandidaten havde aftalt at lave med angivelse om, at den var ”[…] (i trykken).” Vejlederen henviste også tilsyneladende til kandidatens speciale. Artiklen eksisterede dog ikke.

UBVA vurderede, at udkastet til teoriafsnit og hele specialet som sådant var beskyttet som litterære værker. Det krævede derfor tilladelse fra kandidaten at overtage tekst fra dem, medmindre der var tale om enten banale sætninger eller citat.

Det var tvivlsomt, om de linjer, der var overtaget fra specialet, isoleret set var udtryk for en sådan sproglig originalitet, at de havde selvstændig ophavsretlig beskyttelse, og at overtagelse af dem derfor skulle udgøre en krænkelse. Det var derimod utvivlsomt, at overtagelsen af teoriafsnittet var krænket ved vejlederens overtagelse af det. UBVA understregede, at fodnoten med henvisning til artiklen og specialet ikke kunne gøre brugen af teoriafsnittet til lov citat. For det første fordi man ikke kunne se, hvilke dele af rapporten, der var taget fra kandidatens tekst. For det andet fordi man kun må tage små brudstykker ifølge citat-reglerne, ikke flere sider.

UBVA oplyste, at man har krav på vederlag, erstatning og godtgørelse, hvis nogen krænker ens ophavsret. Desuden kan den, der krænker, straffes. Man kan også forlange de krænkende eksemplarer inddraget.

En forfatter, der havde fået offentliggjort nogle af sine litterære værker på en hjemmeside, var blevet bekendt med, at flere skoler anvendte disse værker i undervisningen, og forfatteren ønskede oplyst, om skolerne skulle betale for denne brug.

UBVA anførte, at de litterære værker er beskyttet af ophavsret, og at det derfor som udgangspunkt kræver forfatterens samtykke, såfremt skoler ønsker at fremstille eksemplarer af værkerne (fx ved print og fotokopiering) og gøre værker tilgængelige for skolens elever (enten på papir eller digitalt). Skolerne må dog gerne linke til hjemmesiden, idet værkerne dér er gjort offentligt tilgængelige med forfatterens samtykke. UBVA anførte videre, at mange skoler har en aftale med Copydan, som giver dem mulighed for - uden samtykke fra forfatteren - at bruge litterære værker til undervisningsformål, hvilket forudsætter betaling til Copydan. Som forfatter til sådanne tekster kan man i en række tilfælde være berettiget til at modtage betaling fra Copydan.

UBVA henviste forfatteren til at kontakte Copydan Tekst og Node for at få nærmere vejledning herom.

Et bibliotek ønskede oplyst, om en låner, der var ansat i centraladministrationen, måtte lægge licensbelagte artikler op på et internt drev og linke til artiklerne i et nyhedsbrev.

UBVA anførte, at de pågældende artikler måtte antages at være beskyttet af ophavsret, og at den ønskede brug af artiklerne i så fald kræver ophavsmandens (rettighedshaverens) samtykke ifølge de ophavsretlige regler. Svaret på spørgsmålet afhang derfor først og fremmest af, hvad der står i licensbetingelserne for bibliotekets adgang til de pågældende artikler. Hvis den påtænkte brug ikke var omfattet af licensen, ville det være nødvendigt at indhente særskilt samtykke til den påtænkte brug.

En dansk professor havde udgivet en bog, som havde visse tekstmæssige ligheder med en amerikansk bog om samme emne. Professorens ledere på universitetet havde derfor begyndt en diskussion af, om disse ligheder begrundede ansættelsesmæssige konsekvenser for professoren.

UBVA vurderede, at den amerikanske forfatter havde ophavsret til sin bog.

Da professorens bog ikke var identisk med den amerikanske forfatters bog, var der tale om et vanskeligt skøn. UBVA vurderede dog, at visse passager i professorens bog lå så tæt op ad den amerikanske forfatters formuleringer, at der var tale om en krænkelse.

UBVA henledte opmærksomheden på, at professoren kunne forsøge at erhverve tilladelse fra den amerikanske forfatters arvinger samt fra det forlag, der havde udgivet bogen. I den forbindelse anbefalede UBVA, at professoren og det danske forlag i så fald tilkendegav for omverdenen, at professorens bog var baseret på den amerikanske og indeholdt passager, der var oversat mere eller mindre direkte med tilladelse fra rettighedshaverne.

UBVA udtalte sig ikke om de forfatteretiske aspekter af sagen, da det faldt uden for UBVA’s kommissorium.