En underviser ville vide, om et interview - optaget til brug for en biografi – er beskyttet af ophavsret.
UBVA vejledte om, at interviews ofte vil nyde ophavsretlig beskyttelse, og at ophavsretten kan tilkomme både intervieweren og den interviewede. UBVA henviste spørgeren til at læse nærmere herom i Morten Rosenmeiers bog ”Ophavsret for begyndere – en bog til ikke-jurister”, side 36-37, og til at vende tilbage, hvis hun herefter havde spørgsmål til emnet.

Et undervisningsmateriale bestående af tekst og illustrationer er normalt ophavsretligt beskyttet, og ingen andre end rettighedshaverne må mangfoldiggøre det eller lægge det på internettet uden samtykke. Ofte vil det dog være hensigtsmæssigt at skrive på materialet, at det er beskyttet. Ad aftalevejen kan man sikre sig en bredere beskyttelse, fx mod brug af et koncept, men det giver kun kontraktlig beskyttelse.

Layoutet til omslag til en bogserie kan godt være ophavsretligt beskyttet, men beskyttelsen omfatter kun udformningen, ikke de underliggende ideer. Man kan således godt genbruge en ide om en firkant, som strækker sig fra forside til bagside over ryggen og indeholder bagsidetekst bagpå og serietitel foran, men proportioner, farvevalg, indramning, placering i designet må være sådan, at det ikke af beskueren genkendes som en direkte eller ændret gentagelse af det originale design. Det er en skønsmæssig afgørelse, som kan være vanskelig.

Videnskabelige opdagelser er ikke omfattet af hverken værks- eller opfindelsesbegrebet. Plagiering heraf hører under reglerne om videnskabelig uredelighed.

En underviser havde stillet spørgsmål til kreditering samt ophavsretten til en særlig undervisningsmetode, der var udviklet af nogle undervisere i fællesskab.

UBVA rådgav om de forskellige muligheder. Det blev i den forbindelse understreget, at det alene er den konkrete form, som en sådan er metode er kommet til udtryk i, som kan beskyttes ophavsretligt. Selve den bagvedliggende idé eller principperne nyder ikke ophavsretlig beskyttelse. Det kan fx være, hvis metoden beskrives i en artikel, så vil artiklen være beskyttet.

Sagen handlede om, hvilke rettigheder man har, når man laver en podcast, samt i hvilket omfang der skal klareres rettigheder til brug af andres værker, når disse indgår i podcasten. Deltagerne i en podcast har rettighederne til det de siger, i det omfang deres mundtlige frembringelser opfylder beskyttelseskriterierne i OPHL § 1 samt kriterierne for beskyttelse af ophavsrettigheder udviklet af EU-domstolen. Oftest vil dette være tilfældet, og det vil også ofte være tilfældet med bidrag som indføjes i en podcast, medmindre en undtagelse i OPHL kapitel II kan finde anvendelse, fx citatreglen i § 22. Når man deltager i, og dermed bidrager til en podcast, vil det ligge forudsat i deltagelsen, at podcasten skal offentliggøres, og dermed vil der normalt foreligge en stiltiende accept af, at ens værker (udtalelserne) anvendes offentligt i ophavsretslovens forstand. Et direkte samtykke er derfor som udgangspunkt ikke nødvendigt, men det anbefales, at der laves klare aftaler om anvendelsen, idet der kan opstå uenighed om udnyttelsen, fx hvis podcasten på et tidspunkt begynder at skabe indtægter, videreudnyttes af andre, eller redigeres i et omfang eller på en måde som man som bidragsyder ikke finder ønskeligt. Disse, og andre forhold, bør aftaledækkes inden podcasten produceres.

En kunstner havde gjort sig en masse tanker relateret til fysikkens verden. Det var ikke mundet ud i en konkret artikel eller afhandling. Kunstneren spurgte, hvordan dette kunne beskyttes. UBVA oplyste om grænselinjen mellem beskyttede værker og ubeskyttede ideer og principper. UBVA oplyste i tillæg hertil, at selv ubeskyttede ideer i et vist omfang kunne beskyttes i en samarbejdsrelation ved at udarbejde en hemmeligholdelsesaftale, men denne beskyttelse er ikke særlig slagkraftig.

En dansk landskabsarkitekt ved et institut havde udviklet en særlig form for grus, der havde nogle gode egenskaber. Da landskabsarkitekten og instituttet ikke havde aftalt håndteringen af de ansattes ophavsrettigheder, ønskede landskabsarkitekten oplyst, om slotsgruset var ophavsretligt beskyttet, og om han havde rettighederne til det.

UBVA oplyste, at det ikke kunne afvises, at gruset kunne være beskyttet som en slags havearkitektonisk værk. Det ville dog kræve, at landskabsarkitekten havde ladet sig lede af mere æstetiske snarere end rent praktiske og funktionelle overvejelser, og at gruset således var resultatet af en kreativ indsats. UBVA fandt, at det var tvivlsomt, og at det derfor var vanskeligt at forudsige, hvad en domstol måtte mene om det.

Det ønskedes oplyst, om en ikke-beskyttet titel, som anvendes af alternative behandlere, var beskyttet af ophavsret. UBVA vejledte om, at en sådan titel som udgangspunkt ikke er beskyttet af ophavsretsloven.

En forfatter var ved at skrive en bog om ensomme mennesker, der døde uden at efterlade sig pårørende. I den forbindelse ønskede forfatteren at optrykke de pågældendes dødsannoncer. Dødsannoncerne bestod af navn, fødselsdato og -sted, bopæl, dato og sted for døden og en henvisning til pårørende om at rette henvendelse til kommunen. Dødsannoncerne var indrykket samtidigt af en kommune i tre danske aviser. En af aviserne modsatte sig, at forfatteren kopierede de dødsannoncer, som var bragt i avisen. Forfatteren spurgte derfor UBVA, om avisen kunne forbyde kopiering af dødsannoncerne fra avisen.

UBVA vurderede, at dødsannoncerne ikke afspejlede kreativitet, og derfor ikke var ophavsretligt beskyttede.

Selv hvis annoncerne havde været beskyttede, havde kommunen alene overdraget en brugsret til avisen og ingen eneret som følge af indrykningen i flere aviser. Avisen havde derfor kun lov til at bruge annoncerne, men ikke at forbyde andre at bruge dem.

Selvom dødsannoncerne indeholdt personoplysninger, var persondataloven ikke til hinder for brugen af dem. Dette skyldtes, at der var tale om behandling med henblik på litterær virksomhed, jf. persondatalovens § 2, stk. 10, 2. pkt.

Uanset om der var persondataretlige problemstillinger eller ej, ville de i øvrigt være en sag imellem forfatteren og de pårørende, og ikke mellem forfatteren og avisen.

Avisen kunne derfor ikke forbyde forfatteren at kopiere dødsannoncerne.

En forfatter havde skrevet en faglitterær bog. En dansk forening havde derefter i sit medlemsblad udgivet en artikel, som indeholdt passager, der havde en høj grad af tekstsammenfald med forfatterens bog, uden kildehenvisninger til forfatteren.

UBVA oplyste, at litterære og kunstneriske værker har ophavsretlig beskyttelse, hvis de har originalitet. Originalitetskravet er mildt, og selv korte sætninger kan derfor beskyttes. Det indebærer, at værket er skabt af ophavsmanden ved frie og kreative valg.

Ophavsretten til et faglitterært værk kan ikke udstrækkes til faktiske oplysninger, da de ikke skabt af ophavsmanden. Derimod kan den konkrete måde, oplysningerne bliver udtrykt på beskyttes ophavsretligt. Originaliteten kan således ligge i ordvalget; den rækkefølge, de enkelte oplysninger bringes i; og udvælgelsen og sammenstillingen af de faktiske oplysninger.
UBVA vurderede, at forfatteren havde ophavsret til ordvalget i bogen og den måde, de enkelte oplysninger var udvalgt og sammenstillet på. Da de enkelte afsnit, som forfatteren mente var uberettiget overtaget i medlemsbladet, også var originale, havde de også isoleret set ophavsretlig beskyttelse.
Forfatteren havde derimod ikke ophavsretlig beskyttelse til de citater, han havde brugt i sin tekst, og som medlemsbladet også havde brugt.

En forsker ved et dansk universitet havde udarbejdet en ordbog. Universitetet ønskede oplyst, om rettighederne til ordbogen tilkom forskeren selv eller universitetet.

UBVA vurderede, at ordbogens enkelte afsnit med beskrivelsen af hvert enkelt ord var selvstændigt ophavsretligt beskyttet efter ophavsretslovens §§ 1 eller 4, stk. 1, da de hver især opfyldte det ophavsretlige originalitetskrav. Det samme gjorde sig gældende for visse andre afsnit i bogen. Originalitetskravet betyder, at der kun gives ophavsretlig beskyttelse til værker, der er skabt af ophavsmanden selv ved frie og kreative valg, hvorved han har sat sit personlige præg på værket. Ordbogen som sådan var også ophavsretligt beskyttet. Denne som samleværk efter ophavsretslovens § 5, da den indeholdt en original udvælgelse og sammenstilling af de enkelte afsnit.

UBVA vurderede, at ordbogen også beskyttedes naboretligt efter ophavsretslovens § 71, da den var resultatet af en væsentlig investering.

En forfatter havde været medforfatter til seks bøger med en titel bestående af to ord, der var beskrivende for bogens emne. Forlaget, hvor bøgerne var udgivet, havde efterfølgende til hensigt at udgive flere bind i serien, dog skrevet af andre forfattere. Forfatteren ønskede derfor oplyst, om han kunne hindre, at forlaget udgav flere bind.

UBVA oplyste, at titler godt kan have ophavsretlig beskyttelse. Den titel, der var givet bogserien, havde dog åbenlyst ikke ophavsretlig beskyttelse.

Udover ophavsretlig beskyttelse, kunne forfatteren have såkaldt ”titelbeskyttelse” ifølge ophavsretslovens § 73. Den siger blandt andet, at et litterært værk ikke må gøres tilgængeligt for almenheden under en titel, som er egnet til at fremkalde forveksling med et tidligere offentliggjort værk. En titel er ikke egnet til at fremkalde forveksling med et tidligere værk, hvis titlen er beskrivende for værkets indhold og emne, medmindre titlen er blevet indarbejdet på markedet. Indarbejdelse betyder, at markedet associerer titlen med ophavsmanden, selvom titlen er beskrivende for emnet.

UBVA vurderede, at titlen var indarbejdet, da bogserien havde været på markedet i 15 år og var udkommet i seks bind. Der var derfor forvekslingsrisiko, hvis forlaget udgav flere bøger i serien under samme titel, skrevet af andre forfattere. Forfatteren havde ifølge specialitetsgrundsætningen i ophavsretslovens § 53, stk. 3, stadigvæk retten til titelbeskyttelse, selvom han havde overdraget dele af sine rettigheder til forlaget. Specialitetsgrundsætningen siger, at erhververe af ophavsrettigheder kun får de dele af ophavsretten, der klart og tydeligt er aftalt.

UBVA oplyste, at forlaget ville være forpligtet til at betale vederlag, erstatning og godtgørelse, hvis det udgav bøgerne med samme titel som de forrige i serien, og derudover kunne idømmes straf. Hvis forfatteren havde ophavsret til bogseriens komposition, mv., ville forfatteren også kunne kræve krænkende eksemplarer inddraget og destrueret.

Det var muligt, at brugen af titlen også ville være en krænkelse af markedsføringsloven og varemærkeloven.

En forfatter havde været medforfatter til seks bøger med en titel bestående af to ord, der var beskrivende for bogens emne. Forlaget, hvor bøgerne var udgivet, havde efterfølgende til hensigt at udgive flere bind i serien, dog skrevet af andre forfattere. Forfatteren ønskede derfor oplyst, om han kunne hindre, at forlaget udgav flere bind.

UBVA vurderede, at det var tvivlsomt, om forfatteren havde ophavsret til bøgerne, på en måde, så han havde eneret til at fortsætte serien. Der var ingen trykte danske retsafgørelser om dette spørgsmål, og ophavsretten beskytter ikke generelle ideer, som en bogs emne. Det kunne dog ikke afvises, at der kunne være ophavsretlig beskyttelse til bøgernes struktur, komposition, opbygning, mv.

En uddannelsesinstitution ønskede at bruge nogle oplysninger om gennemsnitsindkomst og ledighed for kandidater fra den pågældende uddannelse, som var blevet offentliggjort i et grafisk udformet skema på et nyhedsmedies hjemmeside, i et fremstød for uddannelsen på institutionens Facebook-side. Det fremgik af skemaet, at kilderne til de anførte tal (indkomst og ledighed) var Akademikerne og CEPOS, og at skemaet var fremstillet af nyhedsmediet. UBVA vejledte om, at de konkrete taloplysninger ikke var beskyttet af ophavsret, men at den konkrete grafiske fremstilling af skemaet måtte antages at være det. Uddannelsesinstitutionen kunne derfor godt gengive selve de faktiske oplysninger - men ikke den konkrete grafiske fremstilling - i et fremstød på Facebook.

En person henvendte sig til UBVA, da han gerne ville lave en hjemmeside, hvorpå han skriver hvilke mærker som pænt tøj fra eksempelvis programmet X-factor har, og hvor tøjet kan købes. Han var dog i tvivl om, hvorvidt han måtte dette.

UBVA fortalte at sådanne oplysninger ikke er ophavsretligt beskyttet, og at der således ikke var noget til hinder for at videregive sådanne oplysninger.

UBVA fortalte dog også, at der kunne komme andre regelsæt i spil, såfremt personen ønskede at anvende hjemmeside til et erhvervsmæssigt formål. Såfremt hjemmesiden anvendes erhvervsmæssigt skal man bl.a. overholde reglerne i markedsføringsloven, samt reglerne i varemærkeloven, hvis man gengiver andres varemærker.

En forsker havde frembragt nogle forskningsdata under sin ansættelse ved et dansk forskningscenter. Forskeren havde efterfølgende sammenstillet dataene i en database.

UBVA oplyste, at rå, ubearbejdede forskningsdata oftest ikke nyder ophavsretlig beskyttelse. Ophavsretlig beskyttelse forudsætter, at materialet har såkaldt originalitet. Originalitetskravet betyder, at ophavsmanden selv skal have skabt materialet ved frie og kreative valg for derved at have sat sit personlige præg på det. Det kunne derfor ikke kategorisk afvises, at rå, ubearbejdede forskningsdata kunne beskyttes ophavsretligt, men det var usandsynligt at de af forskeren frembragte data var det.

UBVA oplyste også, at sammenstillinger af data kan beskyttes ophavsretligt og naboretligt. De kan beskyttes ophavsretligt ifølge ophavsretslovens § 1, hvor originaliteten kan ligge i udvælgelsen og/eller struktureringen af de data, der skal sammenstilles. De kan også beskyttes naboretligt efter § 71, hvor der stilles krav om, at sammenstillingerne er resultatet af en væsentlig arbejdsmæssig eller økonomisk investering. Investeringen skal ifølge retspraksis være gået til frembringelsen af selve databasen, og ikke til skabelsen af de data, der skal indgå i databasen.

UBVA vurderede, at der højst sandsynligt var ophavsretlig beskyttelse til databasen. Det var dog tvivlsomt, om der var naboretlig beskyttelse af den, da investeringen snarere lå i frembringelsen af selve dataene end sammenstillingen af dem i databasen.

En dansk forsker havde ved brug af en særlig dechifreringsteknik rekonstrueret den kommunikative mening af en del af ornamentikken på et gammelt dansk artefakt. Efterfølgende havde en anden dansker fremstillet sin udlægning af ornamentikken som vedkommendes egen. Forskeren mente, at den anden dansker ikke selvstændigt var nået frem til sin udlægning, da vedkommende ved at have udskiftet blot et enkelt bogstav indikerede, at han ikke havde forstået de faglige principper for afkodningen. Forskeren spurgte derfor UBVA, om den anden dansker havde krænket hans ophavsret.

UBVA vurderede, at der højst sandsynligt ikke knyttede sig nogen ophavsret til forskerens rekonstruering af ornamentikken, da den ikke opfyldte det ophavsretlige originalitetskrav. Originalitetskravet indebærer, at kun materiale, der er skabt af ophavsmanden selv ved frie og kreative valg, beskyttes ophavsretligt. Når man rekonstruerer noget, har man derimod ikke skabt det.
Ligeledes fandt UBVA det sandsynligt, at de danske domstole ikke ville tillægge videnskabelige teorier, opfattelser mv., ophavsretlig beskyttelse, da det ville være samfundsmæssigt uheldigt og hæmme forskningen. UBVA vurderede, at forskerens udlægning af ornamentikken havde karakter af en videnskabelig teori.

Selvom resultatet var tvivlsomt på grund af manglende dansk retspraksis, fandt UBVA det højst usandsynligt, at der var begået nogen ophavsretskrænkelse.

Det faldt uden for UBVA’s kommissorium at udtale sig om, hvorvidt den anden dansker havde forbrudt sig imod forfatteretiske principper.

Tre forfattere havde udgivet tre bøger, der tilsammen fyldte ca. 100 sider, og indeholdt layout på næsten hver side. En dansk forening, der omfattede forfatterne, ønskede oplyst, om layoutet var ophavsretligt beskyttet.

UBVA oplyste, at layout, forstået som kombination og sammensætning af grafiske og tekstmæssige elementer mv., kan have ophavsretlig beskyttelse som en form for billedkunst, hvis layouten har originalitet. UBVA oplyste i den forbindelse, at originalitetskravet ved værker, der betegnes som ren kunst traditionelt ikke underlægges strenge originalitetskrav.

Efter UBVA’s udtalelse i sagen har EU-Domstolen i blandt andet sagerne C-145/10 (Panier), præmis 87-89, og C-604/10 (Football Dataco), præmis 37-40 udtalt, at værker skal beskyttes, hvis de er udtryk for ”ophavsmandens egen intellektuelle frembringelse”, og at det er tilfældet, hvis ophavsmanden har kunnet udtrykke sine kreative evner på grundlag af frie og kreative valg for derved at sætte sit personlige præg på værket. Det er derfor usandsynligt, at der nu skulle gælde forskellige originalitetskrav i forhold til forskellige værker.

UBVA oplyste også, at originalitetsvurderingen kan tage udgangspunkt i, om det er usandsynligt, at to eller flere ophavsmænd kunne have skabt det samme værk uafhængigt af hinanden. Hvis det er det, taler det for at værket er originalt.

UBVA vurderede, at layouten på bøgernes samlet ca. 100 sider var original. UBVA henviste i den forbindelse til, at den fremstod som særdeles professionel og præget af høj kvalitet. Efter afsigelsen af de nævnte EU-domme, er værkets kvalitet underordnet for originalitetsvurderingen. Der skal alene lægges vægt på, om ophavsmanden har foretaget frie og kreative valg ved udformningen af værket.

To lektorer ved et universitet havde fået en ide til at lave en database, der skulle indeholde abstracts over artikler om nogle nærmere afgrænsede juridiske spørgsmål. De kategoriserede derefter de forskellige abstracts ud fra relevante juridiske problemstillinger og regler. Universitetet havde fra starten af projektet gået ud fra, at det havde rettighederne til databasen, og indgik således efter nogle år en aftale med en tredjepart, hvor et særskilt oprettet projektselskab fik en vis procentdel af rettighederne til databasen, mens tredjeparten fik den resterende procentdel af rettighederne. Efterfølgende indgik tredjeparten, projektselskabet og de to lektorer en samarbejdsaftale, som sagde, at lektorernes rettigheder var overgået til universitetet, fordi lektorernes bidrag til udviklingen af databasen var sket som led i deres ansættelsesforhold ved universitetet. Derefter blev databasen gjort til en del af et forlags materiale for det specifikke juridiske område. De to lektorer modtog på intet tidspunkt særskilt betaling for udviklingen af databasen. Flere år senere erfarede de dog, at deres eventuelle rettigheder til databasen kun var overgået til universitetet i et begrænset omfang. Lektorerne spurgte på den baggrund, om de havde ophavsret til databasen, og om de havde nogen krav i forhold til universitetet, projektselskabet, tredjeparten og/eller forlaget.

UBVA vurderede, at databasen både var beskyttet naboretligt efter ophavsretslovens § 71, og på grund af originalitet i udvælgelsen og struktureringen af materialet efter ophavsretslovens § 5, der giver ophavsretlig beskyttelse som ”samleværk”.

Da § 71-retten går til ”fremstilleren”, og da juridiske personer – herunder universiteter – godt kan være fremstillere, gik rettighederne formentlig ikke til lektorerne selv, men derimod til universitetet, der havde sørget for finansieringen af udviklingen af databasen. Derimod blev § 5-rettighederne hos lektorerne selv. Dem fik universitetet kun, hvis de var blevet overdraget til universitetet igennem aftale eller hvis de var gået over til universitetet ifølge de almindelige regler om overdragelse af ophavsret i ansættelsesforhold. De sidstnævnte regler siger, at arbejdsgiveren ikke får andre dele af ophavsretten, end dem, der er nødvendige for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed på det tidspunkt, hvor den ansatte laver værket. Da det i hvert fald i de første par år, hvor lektorerne lavede databasen, måtte have ligget uden for universitetets sædvanlige virksomhed at udnytte forskeres databaser kommercielt, var den del af rettighederne ikke ovegået til universitetet.

Der stod derimod i den aftale, som var indgået imellem lektorerne, tredjeparten og projektselskabet, at lektorernes rettigheder var overgået til universitetet.

UBVA fandt dog, at aftalen mellem lektorerne, tredjeparten og projektselskabet ikke kunne opretholdes på punktet om rettighedsoverdragelsen fra lektorerne til universitetet. Det skyldtes, at lektorerne på tidspunktet for indgåelsen af aftalen fejlagtigt troede, at aftalen blot gentog en overdragelse, som allerede gjaldt efter andre regler om ophavsret i ansættelsesforhold, og således ikke udgjorde en selvstændig indskrænkning i deres rettigheder. UBVA henviste i den forbindelse for det første til, at hvis en aftale er ensidigt formuleret af den ene aftalepart, skal vilkår, der stiller den anden part væsentligt ringere end han ville være stillet uden aftalen, fremhæves særligt for at være gyldige. For det andet henviste UBVA til, at hvis en aftalepart befinder sig i en vildfarelse om noget, som den anden part bør indse, er aftalen ikke gyldig på det pågældende punkt.

UBVA fandt på den baggrund, at der var en høj grad af sandsynlighed for, at det ikke var gyldigt aftalt med lektorerne, at universitetet havde fået deres § 5-rettigheder. Lektorerne havde på den baggrund krav på et større kompensationsbeløb fra universitetet på grund af universitetets kommercielle udnyttelse af databasen uden lektorernes samtykke.

UBVA vejledte dog lektorerne om, at de risikerede at gøre sig upopulære i forhold til universitetsledelsen, hvis de begyndte at stille store krav om kompensation. Derfor foreslog UBVA i stedet, at lektorerne holdt en uformel samtale med deres institutleder om forholdet, for at søge at finde en fælles løsning på spørgsmålet.

UBVA udtalte, at det ikke er muligt at få ophavsret til den idé, som et koncept bygger på. Derimod kan konceptets konkrete elementer som fx manualer, skabeloner, hjemmesidedesign osv. være ophavsretligt beskyttet.

Et dansk fjernsynsforetagende havde sendt en række udsendelser, der forsøgte at vise, hvordan advokater, revisorer, bankfolk, m.fl. rådgav erhvervslivet om, hvordan man kunne komme til at betale en lavere skat ved brug af uetiske eller ulovlige metoder. Udsendelserne indeholdt optagelser af skatterådgivere lavet med skjult kamera af en undercoverjournalist, der lod som om, at han var en forretningsmand, der ønskede at komme til at betale lavere skat. En af de rådgivere, der var blevet optaget ved skjult kamera, spurgte UBVA, om fjernsynsforetagendet havde krænket hans rettigheder ifølge ophavsretsloven.

UBVA udtalte, at det krævede, at rådgiveren på optagelsen havde frembragt et litterært værk. UBVA anførte, at originalitetskravet vurderes mildt, og at det derfor måtte antages, at rådgiverens kommentarer var beskyttet af ophavsret. Den skjulte optagelse og udsendelsen heraf i fjernsynet var derfor som udgangspunkt en krænkelse af rådgiverens ophavsret.

UBVA blev spurgt til, hvad det krævede for en kommende producent af videoer at opnå ophavsretlig beskyttelse af sine videoer.

UBVA udtalte, at den ophavsretlige beskyttelse af videoer opstår automatisk, men at det er en god idé at angive (Navn © 2014) i videoen.

Et forlag havde i et undervisningsmateriale omtalt et forretningskoncept, som er udviklet af en tredjepart, og redegjort for, hvordan konceptet kunne danne grundlag for en undervisningsøvelse. Tredjeparten mente, at forlaget herved havde krænket deres ophavsret til konceptet. UBVA vejledte om, at forretningskoncepter kan være beskyttet af både ophavsretsloven og markedsføringsloven, men at denne beskyttelse bl.a. ikke er til hinder for, at man (med sine egne ord) gengiver den abstrakte idé og hovedindholdet i et sådant koncept, hvorimod det kan være en ophavsretskrænkelse at kopiere andres konceptbeskrivelser og lign. UBVA fremhævede, at det kan give anledning til tvivl, hvornår man har gengivet så meget fra et koncept, at der foreligger en krænkelse.

UBVA fik en henvendelse vedrørende J.D. Sallingers roman ”The Catcher in the Rye”, som oprindeligt blev udgivet på dansk under titlen ”Forbandede Ungdom”, men som i Klaus Rifbjergs nye oversættelse fra 2004 blev udgivet under titlen ”Griberen i rugen”. Spørgeren ønskede oplyst, om Rifbjerg ved sin nye oversættelse af titlen havde opnået en særskilt ophavsret hertil. UBVA vejledte om, at ”Griberen i Rugen” fremstår som en ordret oversættelse af den engelske titel ”The Catcher in the Rye”, og at Rifbjerg i så fald ikke er udfoldet en sådan kreativitet, at den danske oversættelse af titlen i sig selv kan udgøre et litterært værk, der er beskyttet af ophavsretslovens § 1.

Et dansk forlag havde erhvervet licens til at udgive en amerikansk bog på dansk hos et amerikansk fond. Forlaget ønskede oplyst, om ophavsretten til oversættelsen var betinget af notifikation i bogen, f.eks. ved et © (copyright) logo. Derudover, hvordan kolofonen burde formuleres og hvordan et ønske fra forlaget om et forbud mod gengivelse i kolofonen bedst imødesås.

UBVA oplyste, at ophavsretten til oversættelsen ikke er betinget af notifikation om ophavsret i bogen, men at ophavsretten kan påberåbes uden yderligere formkrav.

UBVA vurderede, at den af forlaget foreslåede kolofon, der både nævnte den oprindelige forfatter, det amerikanske fond og det danske forlag, tog rimeligt hensyn til personer, der måtte ønske at opsøge rettighedshaverne.

Derudover oplyste UBVA, at det ikke i henhold til dansk ophavsret er muligt generelt og absolut at forbyde andre at bruge ophavsretligt beskyttet materiale, da de ophavsretlige undtagelser ikke kan tilsidesættes ved ensidige erklæringer i f.eks. kolofoner.

UBVA foreslog derfor følgende formulering af et afsnit om rettigheder i kolofonen:

”Gengivelse og tilgængeliggørelse i enhver form af denne bog må kun finde sted i overensstemmelse med gældende dansk ret. Alle rettigheder forbeholdes helt eller delvist og i enhver form.”

Om henvisning til rettighedshaverne i et separat afsnit foreslog UBVA følgende formulering:

”Denne bog er udgivet med licens fra [Fondet]. Ingen dele af denne bog må uden rettighedshavernes samtykke gengives eller tilgængeliggøres, medmindre det ifølge gældende dansk ret er tilladt, ligesom enhver gengivelse eller tilgængeliggørelse skal ske med tydelig kildeangivelse. Fremsend venligst eventuelle forespørgsler vedrørende brug af bogens tekst på e-mail eller med brev til [Forlaget] og forespørgsler vedrørende andre dele af bogen, herunder de billeder, der indgår i bogen, til [Fondet].”

En lyriker skaber ”konceptlitteratur” ved at bruge ord og vendinger fra eksisterende værker, taget ud af deres sammenhæng, som sættes sammen i nye og helt anderledes værker. Hvis de ord og vendinger, som benyttes, ikke gengiver det selvstændige personlige udtryk, som originalforfatteren lagde i sit originale værk, vil det benyttede materiale ikke være ophavsretligt beskyttet, og brugen i en ny og anderledes sammenhæng med et nyt personligt præg og et nyt udtryk kan ikke anses for en ophavsretskrænkelse.

I stedet må det anses for et nyt og selvstændigt værk, frembragt gennem fri benyttelse af et andet værk, og ophavsretten hertil er efter Ophavsretslovens § 4, stk. 1, ikke afhængig af ophavsretten til det benyttede værk. I visse tilfælde, hvor der i et sådant nyt selvstændigt værk benyttes enkelte tekstbidder med et klart individuelt præg, vil citatreglen efter § 22 ligeledes kunne føre til, at benyttelsen kan anses for tilladelig, hvis kilden angives i overensstemmelse med god skik. Der er imidlertid tale om en vanskelig og meget skønspræget afgørelse, som i sidste ende hører under domstolene.

En læge, som i samarbejde med bl.a. professor havde udarbejdet to protokoller, der skulle danne grundlag for forskningsprojekter, søgte rådgivning om, hvilke rettigheder han havde dertil.

UBVA vejledte om, de omtalte protokoller med omtale af forskningsprojektets formål, materiale, metode m.v. normalt vil være beskyttet af ophavsret, og at ophavsretten tilkommer den eller dem, der har frembragt protokollerne. UBVA vejledte desuden om, hvad ophavsretten indebærer. Det var oplyst, at lægen selv var hovedophavsmand til protokollerne, men det kunne ud fra oplysningerne ikke vurderes sikkert, om også andre kunne have en medophavsret dertil. UBVA opfordrede derfor lægen til at rette telefonisk henvendelse til UBVA for at få en nærmere vurdering af sin retsstilling.