To lektorer ved et universitet havde fået en ide til at lave en database, der skulle indeholde abstracts over artikler om nogle nærmere afgrænsede juridiske spørgsmål. De kategoriserede derefter de forskellige abstracts ud fra relevante juridiske problemstillinger og regler. Universitetet havde fra starten af projektet gået ud fra, at det havde rettighederne til databasen, og indgik således efter nogle år en aftale med en tredjepart, hvor et særskilt oprettet projektselskab fik en vis procentdel af rettighederne til databasen, mens tredjeparten fik den resterende procentdel af rettighederne. Efterfølgende indgik tredjeparten, projektselskabet og de to lektorer en samarbejdsaftale, som sagde, at lektorernes rettigheder var overgået til universitetet, fordi lektorernes bidrag til udviklingen af databasen var sket som led i deres ansættelsesforhold ved universitetet. Derefter blev databasen gjort til en del af et forlags materiale for det specifikke juridiske område. De to lektorer modtog på intet tidspunkt særskilt betaling for udviklingen af databasen. Flere år senere erfarede de dog, at deres eventuelle rettigheder til databasen kun var overgået til universitetet i et begrænset omfang. Lektorerne spurgte på den baggrund, om de havde ophavsret til databasen, og om de havde nogen krav i forhold til universitetet, projektselskabet, tredjeparten og/eller forlaget.

UBVA vurderede, at databasen både var beskyttet naboretligt efter ophavsretslovens § 71, og på grund af originalitet i udvælgelsen og struktureringen af materialet efter ophavsretslovens § 5, der giver ophavsretlig beskyttelse som ”samleværk”.

Da § 71-retten går til ”fremstilleren”, og da juridiske personer – herunder universiteter – godt kan være fremstillere, gik rettighederne formentlig ikke til lektorerne selv, men derimod til universitetet, der havde sørget for finansieringen af udviklingen af databasen. Derimod blev § 5-rettighederne hos lektorerne selv. Dem fik universitetet kun, hvis de var blevet overdraget til universitetet igennem aftale eller hvis de var gået over til universitetet ifølge de almindelige regler om overdragelse af ophavsret i ansættelsesforhold. De sidstnævnte regler siger, at arbejdsgiveren ikke får andre dele af ophavsretten, end dem, der er nødvendige for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed på det tidspunkt, hvor den ansatte laver værket. Da det i hvert fald i de første par år, hvor lektorerne lavede databasen, måtte have ligget uden for universitetets sædvanlige virksomhed at udnytte forskeres databaser kommercielt, var den del af rettighederne ikke ovegået til universitetet.

Der stod derimod i den aftale, som var indgået imellem lektorerne, tredjeparten og projektselskabet, at lektorernes rettigheder var overgået til universitetet.

UBVA fandt dog, at aftalen mellem lektorerne, tredjeparten og projektselskabet ikke kunne opretholdes på punktet om rettighedsoverdragelsen fra lektorerne til universitetet. Det skyldtes, at lektorerne på tidspunktet for indgåelsen af aftalen fejlagtigt troede, at aftalen blot gentog en overdragelse, som allerede gjaldt efter andre regler om ophavsret i ansættelsesforhold, og således ikke udgjorde en selvstændig indskrænkning i deres rettigheder. UBVA henviste i den forbindelse for det første til, at hvis en aftale er ensidigt formuleret af den ene aftalepart, skal vilkår, der stiller den anden part væsentligt ringere end han ville være stillet uden aftalen, fremhæves særligt for at være gyldige. For det andet henviste UBVA til, at hvis en aftalepart befinder sig i en vildfarelse om noget, som den anden part bør indse, er aftalen ikke gyldig på det pågældende punkt.

UBVA fandt på den baggrund, at der var en høj grad af sandsynlighed for, at det ikke var gyldigt aftalt med lektorerne, at universitetet havde fået deres § 5-rettigheder. Lektorerne havde på den baggrund krav på et større kompensationsbeløb fra universitetet på grund af universitetets kommercielle udnyttelse af databasen uden lektorernes samtykke.

UBVA vejledte dog lektorerne om, at de risikerede at gøre sig upopulære i forhold til universitetsledelsen, hvis de begyndte at stille store krav om kompensation. Derfor foreslog UBVA i stedet, at lektorerne holdt en uformel samtale med deres institutleder om forholdet, for at søge at finde en fælles løsning på spørgsmålet.


Print