UBVA udtalte at de forskningsetiske regler forskriver, at man som forsker åbent skal tilkendegive, hvis man tidligere har publiceret et lignende værk. Det er derfor hensigtsmæssigt, hvis det i en fagfællebedømt artikel loyalt oplyses (f.eks. i en indledende fodnote) om det tidligere arbejde, som artiklen bygger på.

En forsker havde stillet spørgsmål til reglerne for at blive angivet som førsteforfatter på en artikel.

UBVA oplyste grundlæggende om reglerne i ophavsretslovens § 3, stk. 1, som indebærer en forpligtelse til at kreditere alle forfattere til en artikel. Ophavsretsloven fastslår imidlertid ikke, i hvilken rækkefølge de forskellige ophavsmænd skal krediteres. Ophavsretsloven suppleres af de forskningsetiske regler. Der blev i den forbindelse henvist til Den danske kodeks for integritet i forskning (s. 12-13).

Denne kodeks siger dog ikke noget om forfatterrækkefølgen. Spørgsmålet er kontroversielt, og internationalt er der ingen konsensus herom. Nogle tidsskrifter og forlag har fastsat egne regler.

Inden for nogle fagområder er en angivelse af forfatterne i alfabetisk rækkefølge det sædvanlige, mens der inden for andre fagområder er tradition for, at forfatterrækkefølgen afspejler de forskellige forfatteres bidrag til den pågældende publikation. Den person, der har bidraget mest (og ofte har udarbejdet det første udkast til artiklen), angives som førsteforfatter. Inden for nogle fagområder har sidsteforfatteren en særlig status, som ofte tilkommer en ældre seniorforsker, der har bidraget med de grundlæggende ideer til projektet.

UBVA rådgav forskeren til at søge afklaret, hvilken praksis der eksisterer på det forskningsområde, som vedkommende arbejdede inden for, og at undersøge de aftaler, som der var blevet indgået med de andre bidragydere på projektet.

En ekstern forskergruppe havde indgået en mundtlig aftale med en universitetsansat professor om analyse af noget biologisk materiale, der skulle foretages i udlandet, idet den pågældende professor havde nogle ledige pladser i en analyseplade. Ifølge aftalen skulle det biologiske materiale tilbageleveres til forskergruppen sammen med analyseresultaterne, når analysen var gennemført. Dette skete imidlertid ikke i første omgang. Forskergruppen oplevede herefter, at der blev henvist til det biologiske materiale i en bachelorafhandling og i et forskningsprojekt uden forskergruppens vidende. UBVA vejledte forskergruppen om, hvorledes der kunne indbringes en klage for det relevante universitets praksisudvalg. UBVA fremhævede i den forbindelse vigtigheden af at kunne dokumentere de aftaler, som måtte være indgået, samt at kunne kvalificere det biologiske materiale og kurateringen heraf som et forskningsprodukt.

Ideer til forskningsemner, metoder, forskningsresultater og data som sådan er ikke beskyttet af ophavsretten, men kan i et vist omfang føre til krav om kreditering efter de videnskabsetiske regler. En række bidragstyper, som ikke udløber ophavsret kan kræves krediteret efter nærmere aftale mellem de involverede forskere. Hvor ophavsretten har specifikke sanktioner for retskrænkelser, er dette ikke tilfældet for de videnskabsetiske regler, hvor retskrænkelser må forfølges gennem de institutioner, som har ansat de pågældende forskere. Hvor der er indgået aftaler om kreditering, vil brud herpå kunne forfølges med de kontraktretlige misligholdelsesbeføjelser, men i praksis vil det sjældent give økonomisk mening.

En erhvervs-ph.d-studerende havde sendt et uddrag fra sin ansættelseskontrakt hos virksomheden til gennemsyn hos UBVA. Uddraget udgjorde en fortrolighedsklausul. Den ph.d-studerende ville gerne vide, om rækkevidden af fortrolighedsklausulen var sædvanlig. Herudover spurgte den ph.d-studerende, om det kunne blive et problem, at kontrakten ikke indeholdte bestemmelser om formidling, rettigheder og videre forskning, som UBVA har anbefalet i sin vejledning til kontrakter for erhvervs-ph.d-projekter.

UBVA svarede, at store dele af fortrolighedsklausulen henviste til regler i markedsføringsloven, som ikke længere fandt anvendelse. Reglerne fremgik nu enten af andre bestemmelser i markedsføringsloven eller af ny lovgivning. UBVA anbefalede derfor generelt, at den ph.d-studerende bad om at få ændret sin ansættelseskontrakt, så den henviste til gældende lovgivning.

UBVA gjorde den ph.d-studerende opmærksom på, at bestemmelsen om fortrolighed var meget vidtgående. Både for så vidt angik tavshedspligt og kontakt til tidligere kunder, kunne den ph.d-studerende forvente, at en domstol i sidste ende ikke ville fortolke bestemmelserne fuldt ud efter deres ordlyd. En egentlig kundeklausul skulle for at være gyldig leve op til kravene i § 6 i lov om ansættelsesklausuler.

Herudover henviste UBVA til ovennævnte vejledning til kontrakter for erhvervs-ph.d-projekter. Vejledningen beskriver grundigt de problemer, som en erhvervs-ph.d-studerende vil kunne møde, hvis dennes kontrakt ikke følger vejledningens anbefalinger.

UBVA anbefalede derfor, at den ph.d-studerende forsøgte at ændre kontrakten også for denne del. De ovennævnte forkerte lovhenvisninger kunne evt. bruges som løftestang til at få revideret kontrakten.

En forsker var førsteforfatter på et manuskript, som blev indleveret og afvist hos et internationalt tidsskrift. Under sin barselsorlov blev den pågældende forsker informeret om, at et opdateret manuskript, hvortil forskeren ikke var angivet som medforfatter, efterfølgende blev indleveret og offentliggjort i et andet internationalt tidsskrift. På grund af ligheder mellem de to manuskripter, herunder den nøjagtigt samme titel, blev sagen via Praksisudvalget ved Københavns Universitet indbragt for Nævnet for Videnskabelig Uredelighed med påstand om plagiat. Der havde mellem forskeren og de øvrige medforfattere været forhandlinger om forfatterrækkefølgen til det publicerede manuskript. Da forskeren ikke kunne acceptere den foreslåede forfatterrækkefølge, blev artiklen udgivet uden, at forskeren var angivet som medforfatter. Nævnet fandt, at der var tekst- og figursammenfald mellem de to manuskripter. Desuagtet fandt nævnet ikke grundlag for at fastslå, at der var tale om plagiat, men at der kunne være tale om en forfatterskabstvist, hvorefter sagen blev tilbagesendt til Praksisudvalget med henblik på at vurdere dette spørgsmål. UBVA rådgav forskeren, mens sagen verserede for udvalget. Udvalget fandt, at den anmeldte forsker havde udvist tvivlsom forskningspraksis ved at have afskåret forskeren fra en plads som førsteforfatter.

En forsker ved et dansk universitet havde underskrevet en NDA (non-disclosure agreement) i forbindelse med et samarbejde med en amerikansk virksomhed. Forskeren ønskede UBVA’s vurdering af denne aftale.

På baggrund af en gennemgang af aftalen vurderede UBVA, at aftalen fremstod meget omfattende og uhensigtsmæssig for forskeren og forskerens forskningsfrihed. Da aftalen var underlagt lovgivningen i en amerikansk stat, skulle aftalens nærmere retsvirkninger fastlægges efter amerikansk ret. UBVA henviste derfor forskeren til at søge nærmere rådgivning herom hos en amerikansk advokat, som forskeren i forvejen havde taget kontakt til.

En forsker ønskede UBVA's vurdering af de juridiske og forskningsetiske spørgsmål, som kan opstå, ved brug af materiale fra Wikileaks.

UBVA anførte, at dette spørgsmål giver anledning til en række overvejelser, som ifølge UBVA's oplysninger ikke er blevet nærmere udredt i Danmark, og at det er vanskeligt at give nogen præcis redegørelse for alle de overvejelser, som brug af materiale fra Wikileaks kan give anledning til.
Det kan navnlig give anledning til juridiske overvejelser, hvis materialet indeholder fortrolige oplysninger (erhvervshemmeligheder, statshemmeligheder m.v.) eller personoplysninger, hvilket især må bedømmes efter regler i persondataloven, straffeloven, markedsføringslovens § 19 m.v.

Forskningsetisk kan der bl.a. være grund til at overveje, (i) hvordan det kan påvirke forskningens "objektivitet", pålidelighed og uafhængighed, og (ii) hvorvidt det opfylder etiske normer for ansvarlig forskning. Sidstnævnte må bl.a. tage hensyn til de skadevirkninger, som forskningen kan give anledning til.

UBVA vejledte nærmere om disse overvejelser og henviste til en nylig forskningspublikation af en professor, Gabriel J. Michael fra Yale Law School. Publikationen er fra marts 2015 og har titlen ”Who’s Afraid of WikiLeaks? Missed Opportunities in Political Science Research”. Den første del af denne artikel giver et overblik over de juridiske og forskningsetiske overvejelser, som ifølge den pågældende forfatter må gøres fra et amerikansk perspektiv.

En ph.d.-studerende, som havde skrevet en artikelbaseret ph.d.-afhandling, søgte vejledning om, hvorvidt der ville være juridiske eller forskningsetiske problemer forbundet med at skrive en artikel baseret på den del af ph.d.-afhandlingen, som ikke tidligere havde været udgivet i artikelform. Der var ingen medforfattere til ph.d.-afhandlingen.

UBVA vejledte om, at den ph.d.-studerende ikke var juridisk afskåret fra at skrive den påtænkte artikel, men at artiklen derimod gav anledning til forskningsetiske overvejelser af den art, som ofte benævnes "selvplagiat".

UBVA vejledte i denne forbindelse om de normer for genbrug af eget arbejde, der er fastsat i den danske kodeks for integritet i forskningen, og om Praksisudvalget ved Københavns Universitets nylige afgørelse om Esben Lunde Larsens nyttiggørelse af visse dele af sit speciale i sin ph.d.-afhandling.

På denne baggrund anbefalede UBVA, at det kommer til at fremgå tydeligt af den påtænkte artikel, at denne er baseret på ph.d.-afhandlingen.

En forskningsinstitution opfordrede alle forskere til at udnytte mulighederne for at lægge deres artikler i open access, når tidsskriftet tillader det. I denne forbindelse havde institutionen integreret databasen Sherpa/Romeo i institutionens bibliotekssystem.

Sherpa/Romeo indeholder oplysninger om OA-politikker for en lang række tidsskrifter. Institutionen ønskede oplyst, om institutionen kunne ifalde ansvar, hvis det viser sig, at oplysningerne i Sherpa/Romeo er forkerte. UBVA konstaterede, at det fremgår udtrykkeligt af Sherpa/Romeo-databasen, at oplysningerne heri er "correct to the best of our knowledge but should not be relied upon for legal advice".

UBVA anførte, at forskningsinstitutionen med fordel kunne vejlede forskerne om, at det er deres ansvar at sikre sig, at upload at det er deres ansvar at sikre, at de lovligt må uploade deres artikel i repositoriet, at Sherpa/Romeo alene er vejledende på dette punkt, og at forskerne derfor altid bør undersøge, hvad der fremgår af deres eventuelle forlagsaftale/aftale om publicering hhv. af tidsskriftets hjemmeside m.v.

En ph.d-studerende, som skulle gennemføre case-studier i private danske og udenlandske virksomheder i form af interviews og observation, ønskede oplyst, om der var noget særligt juridisk, som man skal være opmærksom på i denne forbindelse.

UBVA vejledte om, at dette meget afhænger af den information, som case-studierne vil give adgang til, og at der navnlig er anledning til at overveje, om den phd-studerende ville få adgang til person- eller virksomhedsfølsomme oplysninger.

UBVA vejledte om, at en behandling af personfølsomme oplysninger kan kræve anmeldelse af forskningsprojektet til Datatilsynet samt indhentelse af-samtykke fra de involverede personer. UBVA vejledte endvidere om, at adgang til en virksomheds erhvervshemmeligheder normalt vil kræve afgivelse af en hemmeligholdelseserklæring (non-disclosure agreement, NDA), og at det i sådanne tilfælde er vigtigt at sikre, at man ikke afskære sig fra at bruge den information, som man ønsker, i sin forskning, og at man kan publicere og formidle sine forskningsresultater.

En specialestuderende, som gerne ville bruge data fra en engelsk virksomhed i sit speciale, var blevet bedt om at underskrive en non-disclosure agreement (NDA). UBVA vejledte den studerende om, at indgåelsen af sådanne fortrolighedsaftaler kan give anledning til en række problemer i forbindelse med aflevering af specialet, og gjorde opmærksom på, at flere uddannelsesinstitutioner har fastsat nærmere regler for indgåelsen af sådanne aftaler som led i specialeforløb. UBVA opfordrede den studerende til at undersøge, om hans institution havde fastsat sådanne regler. UBVA konstaterede derefter, at den pågældende NDA var underkastet engelsk ret, og at UBVA derfor ikke kunne foretage nogen sikker vurdering af retsvirkningerne af denne aftale. UBVA fremkom dog med en række generelle bemærkninger til aftalen og påpegede flere steder, hvor den konkrete aftale burde præciseres.

En ph.d.-studerende, som havde skrevet en artikelbaseret ph.d.-afhandling, søgte vejledning om, hvorvidt der ville være juridiske eller forskningsetiske problemer forbundet med at skrive en artikel baseret på den del af ph.d.-afhandlingen, som ikke tidligere havde været udgivet i artikelform. Der var ingen medforfattere til ph.d.-afhandlingen.

UBVA vejledte om, at den ph.d.-studerende ikke var juridisk afskåret fra at skrive den påtænkte artikel, men at artiklen derimod gav anledning til forskningsetiske overvejelser af den art, som ofte benævnes "selvplagiat". UBVA vejledte i denne forbindelse om de normer for genbrug af eget arbejde, der er fastsat i den danske kodeks for integritet i forskningen, og om Praksisudvalget ved Københavns Universitets nylige afgørelse om Esben Lunde Larsens nyttiggørelse af visse dele af sit speciale i sin ph.d.-afhandling. På denne baggrund anbefalede UBVA, at det kommer til at fremgå tydeligt af den påtænkte artikel, at denne er baseret på ph.d.-afhandlingen.

En forskningsinstitution skulle indgå en samarbejdsaftale, der blandt andet omfattede et universitet. Som led i samarbejdet skulle forskningsinstitutionen stille fortrolige forskningsdata til rådighed for forskere ved universitetet, og universitetet ønskede i denne forbindelse en ret til at opbevare en kopi af de fortrolige forskningsdata også efter samarbejdets ophør. Universitetet henviste i denne forbindelse til reglerne om journaliseringspligt i offentlighedslovens § 15. UBVA vejledte om, at journaliseringspligten efter offentlighedslovens § 15 ikke i sig selv ses at stille krav om opbevaring af en kopi af modtagne forskningsdata (men alene at stille krav om registrering af visse metaoplysninger herom). Det synes i stedet at måtte bero på almindelige forvaltningsretlige regler, om universitetet er retligt forpligtet til at opbevare en kopi af de modtagne data, og at det fremstod tvivlsomt, om en sådan opbevaring var påkrævet. UBVA henviste i denne forbindelse til, at de pågældende forskningsdata formentlig kunne undtages fra retten til aktindsigt efter offentlighedslovens § 27. UBVA foreslog derfor forskningsinstitutionen at bede universitetet komme med en nærmere begrundelse for deres ønske om at opbevare de pågældende forskningsdata, da dette ønske - som nævnt - ikke syntes at kunne begrundes med journaliseringspligten efter offentlighedslovens § 15.