UBVA havde afgivet en udtalelse, der vurderede, at en tidligere specialevejleder havde krænket en tidligere specialestuderendes ophavsret ved at gengive dele af den specialestuderendes speciale og udkast til en fælles artikel i en rapport. Som følge af udtalelsen ændrede vejlederen rapporten, således at det fremgik, at den studerende var ophavsmand til de dele af rapporten, den studerende havde skrevet. Vejlederen spurgte derefter, om han kunne trække enten den studerendes tekst eller sit eget bidrag ud af rapporten, uden at komme i konflikt med ophavsretten.

UBVA vurderede, at vejlederen havde ophavsret til sin tekst. På samme vis havde den tidligere specialestuderende ophavsret til sin tekst.

Vejlederen og den studerende havde ikke aftalt, at teksterne skulle holdes sammen. Derfor kunne vejlederen trække både sin egen eller den studerendes tekst ud af rapporten.

En forlagsaftale giver normalt ikke forlaget ret til at ændre værket, men sproglige tilretninger må dog anses for sædvanlige, ikke mindst på det faglitterære område. Sådanne ændringer bør dog sendes til forfatteren til godkendelse i markeret form, så de klart fremgår. Det gælder endnu mere for indholdsmæssige ændringer. Det er normal praksis, at forlag med brug af intern eller ekstern ekspertise fagfællebedømmer værker, og forfatteren har ikke krav på at få at vide, hvem der har været inddraget. Eventuelle forslag til ændringer eller korrektioner skal normalt altid forelægges forfatteren til godkendelse, og i påkommende fald skal forlaget kunne begrunde ændringerne.

En person ønskede oplyst, om vedkommendes arbejdsgiver kunne skrive andre personer på som fremstiller af et materiale, vedkommende havde lavet med en kollega, eller alternativt blot at udelade navngivelse. Det følger af ophavsretslovens § 3, stk. 1, at ophavsmanden har krav på at blive navngivet i overensstemmelse med, hvad god skik kræver, såvel på eksemplarer af værket som når dette gøres tilgængeligt for almenheden. Det materiale, der var tale om, måtte formodes at være ophavsretligt beskyttet, fordi det havde et betydeligt omfang, og fordi de to kolleger derfor måtte have haft en vis kreativ frihed ift. formuleringer, struktur, layout osv. Hvis andre havde bidraget til materialet i en sådan grad, at deres bidrag opfyldte det ophavsretlige originalitetskrav, havde de også krav på at blive navngivet i overensstemmelse med § 3, stk. 1. Andre, der ikke havde bidraget med originale dele men måske bare mere abstrakte overvejelser/sparring mv., kunne nok også godt nævnes på materialet, men hvis der slet ikke var nogen adskillelse i angivelsen af de personer, der havde bidraget til materialet med elementer, der var ophavsretligt beskyttet, og de personer, der ikke havde det men kun havde været med på sidelinjen, kunne det nok ikke udelukkes, at det kunne være en krænkelse af § 3, stk. 1-rettighederne for de to kolleger. ”God skik” skal overordnet forstås som en rimelig og hæderlig handlemåde. Hvis det er urimeligt, vanskeligt eller umuligt at nævne navnet, vil det som udgangspunkt ikke være i strid med god skik at undlade at nævne navnet. UBVA vurderede, at det ikke ville være urimeligt, vanskeligt eller umuligt at skulle nævne de relevante navne på materialet, og de to kolleger måtte derfor have et krav på at blive navngivet.

Et bibliotek ønskede op mod jul at lave et juleværksted for bibliotekets brugere, hvor brugerne kunne lave juleklip ved brug af gamle aviser og tidsskrifter. Biblioteket ønskede oplyst, om dette kunne være i strid med ophavsretten.

UBVA oplyste, at det kunne være relevant at vurdere spørgsmålet i forhold til respektretten i ophavsretslovens § 3, stk. 2. Efter denne bestemmelse må man ikke ændre eller gøre et værk tilgængeligt for almenheden på en måde eller i en sammenhæng, der kan være krænkende for ophavsmandens litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart. Det vil altid bero på en konkret vurdering, om der vil kunne foreligge en krænkelse. UBVA vurderede, at det kun i sjældne tilfælde ville være et problem i forhold til selve tekstdelen af aviserne og tidsskrifterne, da de hovedsageligt ville blive brugt til privat julepynt uden fokus på indholdet af teksten. Derimod kunne det potentielt udgøre et problem, hvis billeder og fotografier fra de gamle aviser og tidsskrifter fik en mere fremtrædende rolle i juleklippet kombineret med, at de fx blev benyttet kommercielt til salg, udstilling med henblik på markedsføring m.v. Der henvistes i den forbindelse til dommen i UfR 2020.1179 SH, hvor det blev anset for en krænkelse af respektretten til et kunstværk, at det var blevet skåret i mindre dele, hvorefter de enkelte dele var blevet brugt som urskiver i ure, der blev solgt. Samlet vurderede UBVA dog, at hvis juleklippet alene skete til privatpersoners egen fornøjelse, ville det næppe krænke ophavsmandens droit moral rettigheder.

En ansat i en organisation havde skrevet en bog med organisationen som udgiver. Den ansatte kunne enten anses som forfatter eller som redaktør af bogen.

Parterne havde indgået en mundtlig aftale omkring kreditering på bogen. Den – nu tidligere – ansatte ville gerne kende sin retstilling i forhold til kreditering.

UBVA svarede, at parterne som udgangspunkt var bundet af aftalen, og krediteringen som følge heraf skulle følge denne. Det forudsatte dog, at aftalen var konkret, klar og tydeligt specificeret.

I modsat fald skulle den ansatte krediteres i overensstemmelse med god skik. Forfattere har typisk krav på at blive krediteret på forsiden af bogen. For den omhandlede bog kunne det imidlertid ikke udelukkes, at krediteringen kunne ske et andet sted i eller på bogen. Redaktører må ofte acceptere, at krediteringen af dem kan være mindre fremtrædende end for forfattere. UBVA havde dog ikke grundlag til at foretage en nærmere bedømmelse af den gode skik for kreditering af disse funktioner i forbindelse med udgivelse af bøger.

UBVA gjorde desuden den ansatte opmærksom på, at kravet om kreditering i ophavsretsloven ikke medførte, at ophavsmændene til bogen skulle angives ved omtaler af bogen, fx hos boghandlere, i anmeldelser og lignende – om end der er tradition herfor af hensyn til læsere og potentielle købere.

Det rejste spørgsmål drejede sig om kreditering af en arkitekt i henhold til ophavsretslovens § 3, stk. 1. Arkitekten havde tidligere været ophavsperson til en række bygninger (arkitektoniske værker), som han havde fremstillet under sin tidligere ansættelse i et arkitektfirma. Firmaet var efterfølgende gået konkurs og blevet overdraget til et andet arkitektfirma. Arkitekten var fulgt med, men kun for en kortere periode. Arkitekten ønskede fremadrettet i sit CV og portfolio at kunne henvise til de værker, han havde været med til at frembringe. UBVA rådgav, at han var i sin gode ret til at blive navngivet i overensstemmelse med god skik, herunder at han selv kunne henvise til de værker, han var ophavsperson til; der var tale om en personlig ret. Endvidere gav UBVA udtryk for, at der angiveligt var en pligt til at kreditere ophavspersonen ved brugen af dennes arkitektoniske værker i anden sammenhæng af et andet arkitektfirma.

En overlæge havde udarbejdet en tekst til et lægevidenskabeligt tidsskrift. Tidsskriftet havde efterfølgende ladet en anden forfatter fortsætte overlægens tekst, under den anden forfatters navn.

UBVA vurderede, at overlægen havde ophavsret til teksten, han havde udarbejdet. Ophavsretten indebar blandt andet, at overlægen som udgangspunkt kunne forbyde andre at ændre teksten.

Herefter skulle det vurderes, hvorvidt overlægen havde afgivet samtykke til, at teksten måtte ændres af en anden forfatter.

UBVA oplyste, at tilladelsen kan gives stiltiende, hvilket vil sige, at ophavsmandens adfærd har givet erhververen af ophavsretten rimelig grund til at tro, at ophavsmanden samtykker i at erhververen må foretage ændringerne.

Det havde været mangeårig fast praksis for tidsskriftet at lade andre forfattere fortsætte og ændre tekst skrevet af tidligere forfattere uden at nævne de tidligere forfatteres navne, og var det også, da overlægen tiltrådte som bidragsyder. Overlægen havde, ved ikke at have gjort indvendinger imod det tidligere, givet tidsskriftet en berettiget forventning om, at den kunne fortsætte med sin praksis. UBVA fandt det derfor nærliggende, at der var indgået en stiltiende aftale om, at tidsskriftet kunne lade andre forfattere fortsætte overlægens tekst uden hans tilladelse, og uden at nævne ham.

En overlæge havde udarbejdet en tekst til et lægevidenskabeligt tidsskrift. Tidsskriftet havde efterfølgende ladet en anden forfatter fortsætte overlægens tekst, under den anden forfatters navn.

UBVA vurderede, at overlægen havde ophavsret til teksten, han havde udarbejdet. Ophavsretten indebar blandt andet, at overlægen som udgangspunkt kunne forbyde andre at ændre teksten.

Overlægen havde overdraget den del af ophavsretten, der gik ud på at lade teksten publicere i tidsskriftet. UBVA bemærkede, at overdragelse af ophavsret ifølge ophavsretslovens § 56, stk. 1, ikke indebærer at erhververen af ophavsretten må ændre værket, medmindre erhververen har fået særskilt tilladelse til det, eller medmindre ændringen er sædvanlig eller åbenbart forudsat. Ændring på en måde, der er krænkende for ophavsmandens anseelse eller egenart kræver dog altid egentlig tilladelse ifølge ophavsretslovens § 3, stk. 1. Ligeledes skal erhververen ifølge ophavsretslovens § 3, stk. 2, medmindre andet følger af god skik, nævne ophavsmandens navn på eksemplarer af værket og ved tilgængeliggørelse for almenheden.

UBVA oplyste, at tilladelsen kan gives stiltiende, hvilket vil sige, at ophavsmandens adfærd har givet erhververen af ophavsretten rimelig grund til at tro, at ophavsmanden samtykker i at erhververen må foretage ændringerne.

Det havde været mangeårig fast praksis for tidsskriftet at lade andre forfattere fortsætte og ændre tekst skrevet af tidligere forfattere uden at nævne de tidligere forfatteres navne, og var det også, da overlægen tiltrådte som bidragsyder. Overlægen havde, ved ikke at have gjort indvendinger imod det tidligere, givet tidsskriftet en berettiget forventning om, at den kunne fortsætte med sin praksis. UBVA fandt det derfor nærliggende, at der var indgået en stiltiende aftale om, at tidsskriftet kunne lade andre forfattere fortsætte overlægens tekst uden hans tilladelse, og uden at nævne ham.

En selvstændig designer havde som led i en projektansættelse i en designvirksomhed bidraget med skitser til et møbel, som virksomheden nu - efter videreudvikling - ville kommercialisere. Spørgsmålet var, om den selvstændige designer havde krav på at blive navngivet som (med)ophavsmand til møblet.

UBVA anførte, at dette især afhang af, om møblet var ophavsretligt beskyttet som et værk af brugskunst, og om designeren kunne anses for (med)ophavsmand hertil. De foreliggende oplysninger gav ikke UBVA mulighed for at foretage en nærmere vurdering heraf.

UBVA anførte endvidere, at såfremt disse betingelser var opfyldt, havde designeren krav på at blive navngivet i overensstemmelse med god skik, jf. ophavsretslovens § 3, stk. 1.

En forsker, som havde et samarbejde med en privat virksomhed om brug af forskerens viden og billedmateriale m.v. i markedsføringsøjemed, søgte vejledning om virksomhedens krediteringspligt og grænserne for som forsker at have et sådant virke. I forhold til krediteringspligten vejledte UBVA om, at forskerens billedmateriale og tekster og lign. var beskyttet af ophavsret, og at virksomheden derfor havde pligt til at navngive forskeren som ophavsmand hertil i overensstemmelse med god skik, jf. ophavsretslovens § 3, stk. 1. UBVA vejledte endvidere om de generelle forskningsetiske normer for interessekonflikter og de institutionsfastsatte regler om bibeskæftigelse. Sidstnævnte kan bl.a. indeholde krav om, at denne form for erhvervssamarbejde deklareres på forskellig vis.

En institution ønskede oplyst, hvordan medarbejdere skulle kreditere udviklere af fysiske og digitale produkter ved registrering i en database. Registreringerne indeholdte oftest en række oplysninger om bl.a. produktets type, målgruppe, beskrivelse mv.; links; dokumenter; billeder; film og undertiden også produktet selv i digital form
.
UBVA oplyste, at der alene er pligt til at kreditere (1) ophavsmanden til noget, der er ophavsretligt beskyttet, (2) en person, som optræder med noget, der i sig selv er ophavsretligt beskyttet (f.eks. en sanger eller skuespiller) og (3) fotografen til et fotografi. Kreditering skal ske, når værket gengives eller gøres tilgængeligt for offentligheden, og skal ske i overensstemmelse med ”god skik”.

UBVA vurderede at oplysningerne ikke forudsatte kreditering. Det samme gjaldt links’ne.

For dokumenter skulle forfatteren krediteres. For billeder skulle fotograf, tegner el.lign. krediteres. For film skulle fotograf, klipper, instruktør, skuespillere, komponist, manuskriptforfatter, tøjdesigner, kulissedesigner og andre personer, der havde givet væsentlige kreative bidrag krediteres. For både billeder og film skulle også personer, der havde designet et fysisk produkts layout eller et digitalt produkts grafik, krediteres.

For produktet selv skulle personer, der havde ydet et vist kreativt bidrag ved fremstillingen af produktet, krediteres.
UBVA oplyste, at der ikke er noget krav om brug af © logoet eller andre logoer, når man krediterer. Dog skal et pseudonym anvendes, hvor et sådant er opgivet.