"Firma 1", der tilbyder værtinder til forskellige events, havde bedt sine værtinder om i arbejdstjenesten for "Firma 2", som de var hyret af, at tage et billede af dem selv i arbejde, til "Firma 1"'s hjemmeside. "Firma 2", der havde hyret værtinderne, mente, at ophavsretten til billederne tilkom dem.

UBVA udtalte, at det som udgangspunkt var den pige som havde taget fotografiet, der havde ophavsretten til billedet, og at "Firma 1" derfor med pigens accept kunne lægge det ud på deres hjemmeside. Dette gjaldt, medmindre pigen ved aftale eller på anden måde havde overdraget ophavsretten til "Firma 2". Der forelå ingen oplysninger om, at dette var tilfældet.

UBVA tog ikke stilling til, om "Firma 1" havde handlet retsstridigt i forhold til "Firma 2" efter andre regler, end de ophavsretlige, herunder markedsføringslovens regler om god markedsføringsskik.

Ophavsretten til en bestilt tekst tilkommer som udgangspunkt ophavspersonen og overgår kun til bestilleren i det omfang, det er aftalt mellem parterne. I mangel af udtrykkelig aftale vil man ofte antage, at der ligger en stiltiende aftale om, at rettighederne overgår, men kun til den ved bestillingen af parterne forudsatte benyttelse. Der gælder dog som i alle kontraktforhold en gensidig loyalitetsforpligtelse.

Et koncept til arrangement af løb, hvor deltagerne skal løse gåder undervejs, er ikke ophavsretsbeskyttet og kan heller ikke patenteres. Det konkrete materiale til løbet, som de nedskrevne gåder og andet materiale er imidlertid ophavsretsbeskyttet. En overdragelse af rettigheder bør ikke ske med brug af begreber fra den almindelige ejendomsret, såsom overdragelse af ”ejerskabet”, fordi ophavsretten kan opdeles og overdragelsen bør derfor specificeres. Hvis der foreligger en bredt og klart formuleret overdragelse, giver specialitetsgrundsætningen ikke i sig selv grundlag for at fortolke den indskrænkende. Ved formuleringen af de overdragne rettigheder og eventuelle stedlige eller tidsmæssige begrænsninger bør man have klargjort sig den forretningsmodel, som overdragelsen skal implementere.

En musiker var blevet hyret af en virksomhed til at frembringe musik til et produkt. Musikeren ønskede UBVA’s rådgivning i forbindelse med udarbejdelse af kontrakten med virksomheden. Musikeren ønskede bl.a. at kunne bruge musikken også selv (f.eks. i koncerter). UBVA oplyste, at virksomheden havde lagt op til, at virksomheden skulle have hele ophavsretten til musikken, og at dette vilkår i aftalen med fordel derfor kunne afgrænses, så virksomheden kun fik de dele af ophavsretten, som var nødvendige for udvikling, produktion, brug og markedsføring af produktet og andre produkter med samme formål og funktionalitet. UBVA vejledte også musikeren om en række andre rettighedsspørgsmål, såsom om virksomheden, hvis relevant, skulle have lov til at ændre musikken, da den i mangel af aftale som udgangspunkt ikke måtte det. Derudover, om der i kontrakten skulle tages højde for, hvordan musikeren ville blive krediteret i forbindelse med musikken i produktet. Videre, at der kunne opstå rettighedsproblemer, hvis musikeren, som vedkommende havde lagt op til, inddrog andre musikere som led i produktionen, da sådanne musikere får rettigheder efter ophavsretslovens § 65 som såkaldt ’udøvende kunstnere’ og også kan få ophavsrettigheder, hvis de er med til at komponere musikken o.l. UBVA vejledte desuden om nogle vilkår i kontraktudkastet vedr. betaling for musikken/musikerens arbejde.

For alle fotografier, uanset om de er værker eller ej, som er fremstillet før den 1. juli 1995, gælder bestemmelserne i § 12 (fotografiske billeder udført efter bestilling) i den dagældende lov om retten til fotografiske billeder.

En overdragelse af ophavsrettigheder kan som udgangspunkt ikke opsiges, medmindre erhververen misligholder de aftalte betingelser. Hvis en udnyttelse er iværksat af erhververen finder bestemmelsen i OHL § 54 ikke anvendelse på efterfølgende fortsættelse af denne udnyttelse, fx udgivelsen af nye oplag af en bog.

Selv om en ansættelseskontrakt efter ordlyden kun begrænser den ansatte for så vidt angår rettighederne til produkter frembragt i ansættelsen, begrænser den kontraktlige loyalitetsforpligtelse også den ansatte. Bevarede rettigheder må ikke udnyttes på nogen måde, som kan konkurrere med arbejdsgiveren eller på anden måde anses for illoyal. Hvis ansættelseskontrakten ikke tillader erhvervsmæssig bibeskæftigelse, vil en erhvervsmæssig udnyttelse af frembringelser lavet i fritiden tillige kunne være en misligholdelse af ansættelseskontrakten. Definitionen af forretningshemmeligheder i loven herom indeholder flere skønsmæssige elementer, som kan gøre det vanskeligt at vurdere i praksis, hvornår en sådan hemmelighed eventuel videregives eller udnyttes uberettiget.

Fordelingen af vederlag mellem flere ophavspersoner til et fællesværk må aftales mellem parterne og behøver ikke nødvendigvis korrespondere med styrken af deres respektive bidrag. En aftaleklausul om, at den ene ophavsperson efterfølgende kan fortsætte med at skabe og afsætte nye versioner af fællesværket og at ophavsretten hertil alene tilkommer denne, må forstås som en overdragelse af den anden ophavspersons økonomiske rettigheder til vedkommendes bidrag, som videreføres i den nye versioner.

Et webbureau havde henvendt sig til UBVA, idet der var opstået en konflikt med et andet webbureau, som havde udviklet en hjemmeside for en kunde. Kunden var sidenhen gået til et nyt webbureau, som havde hjulpet med at redesigne hjemmesiden. Kunden havde i den forbindelse oplyst, at kunden havde alle rettigheder til indholdet, billeder, videoer, tekst m.v. Det nye webbureau, som havde redesignet hjemmesiden efter aftale med kunden, blev herefter mødt med et krav fra det gamle bureau.

UBVA oplyste, at forholdet primært var reguleret af aftaleforholdet mellem det oprindelige bureau og kunden. Hvis kunden havde fået overdraget alle rettigheder, inkl. rettighederne til designet, ville kunden frit kunne entrere med et nyt bureau. UBVA vurderede samtidig, at såfremt der ikke forelå en klar aftale om dette, kunne det oprindelige bureau fortsat have visse rettigheder til designet, som i givet fald skulle respekteres.

UBVA blev spurgt ind til forståelsen af Creative Commons-licenser. UBVA oplyste, at det grundlæggende er ophavsmanden, der bestemmer, hvilken type CC-licenser vedkommende ønsker at licensere sit materiale under. Der er en mangfoldighed af kombinationsmuligheder. De forskellige varianter er nærmere beskrevet på hjemmesiden www.creativecommons.dk. I virkeligheden er CC-licenserne blot en måde, hvorpå ophavsmanden fastsætter, hvilken brug han eller hun vil tillade af værket. De mest almindelige CC-licenser indebærer, at ophavsmanden giver fri ret til at udnytte værket i fx undervisningsvirksomhed, så længe det ikke sker i kommercielt øjemed. På den måde sikrer ophavsmanden sig imod, at nogen andre tjener penge på værket, uden at dette kommer ophavsmanden til gode. Det vil altid komme an på en konkret fortolkning af de forskellige licenser, hvad andre må bruge materialet til, og hvad ophavsmanden selv kan gøre med materialet.

En studerende skulle som led i afslutningen af sin uddannelse arbejde med et bachelor-projekt. Projektet indebar et samarbejde med en virksomhed, hvorved den studerende forventeligt ville frembringe computer-software. Den studerende spurgte UBVA, i hvilket omfang denne overdrog rettighederne til softwaren til virksomheden, og om han gennem aftale med virksomheden kunne sikre sig mod dette.

UBVA svarede, at ophavsretten som udgangspunkt tilfaldt den studerende som frembringeren af softwaren. Rettighederne til softwaren kunne dog overgå til virksomheden i et vist omfang gennem aftale med den studerende. Denne aftale kunne være stiltiende. Det betød, at en række usikre forhold ville have betydning, når et evt. omfang af virksomhedens adgang til at anvende softwaren skulle fastlægges.

UBVA anbefalede derfor, at den studerende på forhånd indgik en skriftlig aftale med virksomheden, hvor virksomhedens adgang til anvendelse af softwaren blev fastslået. UBVA sendte et forslag hertil. UBVA anbefalede samtidig også de studerende at drøfte sagen med deres projektvejleder eller en anden relevant vejleder på studiet med henblik på at få kendskab til, hvad der var sædvanligt på dette område.

Hvis der ikke er nogen arvinger til en afdød person, arver staten, jf. arvelovens § 95, stk. 1. Da arvelovgivningens almindelige regler finder anvendelse på ophavsrettigheder, jf. ophavsretslovens § 61, stk. 1, må sådanne rettigheder tilhøre og forvaltes af staten, dvs. Udbetaling Danmark, jf. arvelovens § 95, stk. 4. I praksis spiller dette næppe nogen større rolle, da der formentlig kun sjældent på denne måde tilflyder staten rettigheder af større værdi, eller at man måske ikke altid er opmærksom på, at der i boer af denne type kan være værdier af denne art. Bekendtgørelse nr. 1552 af 18/12 2007 om arv, der tilfalder staten, kommer ikke ind på spørgsmål om ophavsrettigheder.

Et frimærkedesign, som vandt en konkurrence udskrevet af Postvæsenet i 1902, er efterfølgende brugt og ændret over mange år. Oprindeligt fik arkitekten et engangshonorar på 500 kr. Afgørende for arkitektens arvingers retsstilling er dels konkurrencebetingelserne, evt. supplerende aftaler, samt arkitektens og arvingernes evt. efterfølgende stiltiende samtykke eller passivitet over for den stedfundne åbenlyse brug. Generelt er domstolene tilbageholdende med at tilsidesætte sådanne aftaler, men lovændringen i 2023 giver nu ret til et passende og forholdsmæssigt vederlag. En evt. prøvesag vil muligvis skulle forbi EU-Domstolen, hvorfor den af økonomiske årsager bør overvejes grundigt.

En afdeling under et dansk universitet havde efter bestilling fra en dansk myndighed udarbejdet en rapport, som skulle publiceres af myndigheden. Myndigheden havde dog forinden publicering foretaget en række ændringer i rapporten, som afdelingen under universitetet ikke kunne stå inde for. Blandt andet havde myndigheden tilført rapporten forkerte oplysninger og uholdbare konklusioner. I kontrakten mellem myndigheden og afdelingen om udarbejdelsen af rapporten stod der blandt andet, at en standardkontrakt for rådgivning og bistand af myndigheden skulle gælde. Standardkontrakten sagde blandt andet, at: ”[… myndigheden] er berettiget til vederlagsfrit og på enhver måde at anvende det materiale, data og programmel, der er indsamlet, udarbejdet og erhvervet i forbindelse med opgavens løsning, herunder ved bearbejdelse og anvendelse i anden form og sammenhæng […].”

UBVA vurderede at afdelingens rapport var ophavsretligt beskyttet. UBVA bemærkede i den forbindelse, at rapporten ikke pålagde juridiske rettigheder eller pligter. Derfor kunne den ikke være undtaget for ophavsretlig beskyttelse som følge ophavsretslovens § 9, der siger, at ”Love, administrative forskrifter, retsafgørelser og lignende offentlige aktstykker […]” ikke nyder ophavsretlig beskyttelse.

Ophavsretten tilkom afdelingen under det danske universitet. Afdelingen havde givet myndigheden tilladelse til at publicere rapporten, men denne tilladelse indebar ikke nogen tilladelse til at ændre rapporten, medmindre det var udtrykkeligt aftalt med afdelingen, eller medmindre det var sædvanligt eller åbenbart forudsat af parterne. Selv hvis det var sædvanligt eller åbenbart forudsat at ændre rapporten, ville det kræve udtrykkelig aftale at ændre værket på en måde, der krænkede afdelingens og dens ansattes litterære anseelse og integritet. En sådan aftale skulle ifølge den ophavsretlige specialitetsgrundsætning være klar og umisforståelig. Specialitetsgrundsætningen siger, at uklare eller abstrakt formulerede aftaler om overdragelser om ophavsret skal fortolkes til fordel for ophavsmanden.

UBVA vurderede, at den abstrakt formulerede standardkontrakt, der henvistes til i parternes aftale, ikke gav myndigheden ret til at ændre i rapporten i den udstrækning, den havde gjort. Specialitetsgrundsætningen indebar nemlig, at standardkontraktens abstrakte karakter betød, at den skulle fortolkes til fordel for afdelingen under universitetet.
Uanset om det var sædvanligt eller åbenbart forudsat, at myndigheden skulle kunne ændre rapporten, betød det omfang ændringerne faktisk havde derfor, at myndigheden havde begået en ophavsretskrænkelse.

En dansk organisation af arbejdstagere ønskede oplyst, om deres medlemmer burde afholde sig fra at skrive under på kontrakter om myndigheders bestilling af undersøgelser og rapporter, hvorved de ansatte afgav alle deres immaterielle rettigheder til myndigheden samt underlagde sig en næsten uindskrænket tavshedspligt.

Et typisk vilkår i en sådan kontrakt havde følgende ordlyd: ”Kunden erhverver ejendomsret, ophavsret og enhver anden rettighed til alle dokumenter, som Konsulenten udarbejder i forbindelse med opgavens udførelse, herunder rapporter samt data, som Konsulenten frembringer som led i kontrakten. Konsulenten og dennes personale skal iagttage ubetinget tavshed med hensyn til oplysninger vedrørende Kundens eller andres forhold, som der opnås kendskab til i forbindelse med opfyldelse af denne kontrakt.”

UBVA vurderede, at de rapporter og undersøgelser, som kontrakten handlede om, måtte formodes at indeholde ophavsretligt og/eller naboretligt beskyttet indhold. Det gjaldt således blandt andet tekster, tekniske tegninger, fotografier og systematiske sammenstillinger af data. Det er den, der frembringer materialet, som får ophavsretten.

Ophavsretten kan overdrages, men man må ikke ændre materialet eller videreoverdrage retten til at bruge værket til andre, medmindre det klart er aftalt eller åbenbart forudsat.

For overdragelser af ophavsret gælder specialitetsgrundsætningen, som siger, at en ophavsretsaftale, der giver anledning til tvivl, fortolkes snævert til fordel for ophavsmanden. Kontraktsvilkårene var uklare omkring spørgsmålet om ændring og videreoverdragelse. Det fulgte derfor af specialitetsgrundsætningen, at vilkårene skulle fortolkes indskrænkende, således at der ikke var givet tilladelse til hverken ændring eller videreoverdragelse. Der kunne derfor opstå konflikter, hvor myndigheden på baggrund af den generelle klausul fik det fejlagtige indtryk, at den måtte gøre, hvad den ville med den bestilte rapport el.lign.

UBVA bemærkede, at det var uhensigtsmæssigt uklart, hvad aftalen mente med, at kunden skal have ophavs- og ejendomsret til ”data”, da data i en lang række tilfælde slet ikke beskyttes og derfor ikke kan overdrages.

UBVA forklarede, at markedsføringslovens § 19 pålægger en forpligtelse til ikke på utilbørlig måde at forsøge at skaffe sig kendskab til eller rådighed over erhvervshemmeligheder, når man er ”[…] i et tjenesteforhold eller samarbejdsforhold til en virksomhed eller udfører et hverv for denne […].”

Vilkåret i kontrakten om ubetinget tavshedspligt var uhensigtsmæssigt vidtgående, fordi den prøvede at pålægge en tavshedspligt, der gik langt videre, end den, der fulgte af markedsføringsloven.

UBVA anbefalede derfor, at organisationens medlemmer afstod fra at skrive under på kontrakter, hvori klausulen indgik.

En webmaster havde udviklet en hjemmeside til en frivillig forening, uden at der mellem parterne var indgået nogen udtrykkelig aftale om rettigheder til hjemmesiden. Efter samarbejdets ophør krævede webmasteren, at foreningen ophørte med at gøre brug af den af ham udviklede hjemmeside. Foreningen blev vejledt om de almindelige aftaleretlige og ophavsretlige regler, der har betydning for foreningens retsstilling. Ud fra de foreliggende oplysninger måtte webmasteren anses for stiltiende at have givet foreningen ret til at gøre brug af hjemmesiden, og der var ingen holdepunkter for at fastslå, at denne overdragelse skulle være tidsbegrænset. De ophavsretlige regler kunne imidlertid forhindre foreningen i bl.a. at ændre og videreoverdrage i hjemmesiden.

En specialist i en bestemt sygdom havde udviklet et spil om den pågældende sygdom. Specialisten ville gerne vide, hvordan spillet var beskyttet mod efterligning/kopiering, og hvad man særligt bør være opmærksom på, når man kontakter en spilproducent for at kommercialisere spillet.

UBVA vejledte om, hvordan et sådant spil kan beskyttes efter immaterialretlige regler, og om muligheden for at indgå en hemmeligholdelsesaftale med en potentiel producent.

En grafisk designer, der i en lang årrække havde lavet grafisk arbejde for en virksomhed, var blevet informeret om, at virksomheden havde bragt samarbejdet til ophør, og at virksomheden i denne forbindelse havde fremsat krav om, at designeren skulle udlevere alt originalmateriale for de grafiske arbejder til virksomheden. Den grafiske designer ønskede oplyst, om designeren kunne kræve betaling for dette, og hvad et rimeligt vederlag i givet fald skulle være. UBVA vejledte om, at ophavsretten til det grafiske arbejde som udgangspunkt tilkommer designeren, som har frembragt materialet, men at denne ophavsret kan være overdraget til virksomheden helt eller delvist. UBVA vejledte nærmere om, hvornår dette kan være tilfældet. UBVA vejledte desuden om, at det – uanset om ophavsretten var overdraget helt eller delvist – måtte kræve særlige holdepunkter (en klar aftalte eller dog en kendelig forudsætning), hvis virksomheden skulle have krav på udlevering af alt originalmateriale. UBVA vurderede, at designeren derfor formentlig havde en god forhandlingsposition.

En medarbejder ved en skole ønskede information om, hvad der bør stå i en aftale mellem institutionen og de ansatte om rettigheder til undervisningsmateriale m.v. UBVA opfordrede medarbejderen til at orientere sig i det materiale, som ligger på UBVA’s hjemmeside og vende tilbage, hvis der er noget, vedkommende ønskede at drøfte nærmere.

UBVA vejledte Kommunikation og Sprog om en sag, hvori et medlem som ansat i en virksomhed havde udviklet undervisningsmateriale. Ansættelsesforholdet var ophørt på grund af virksomhedens konkurs, og konkursboet havde videreoverdraget alle rettigheder til et nyt selskab, som efter den ansattes opfattelse ikke udfoldede tilstrækkelige bestræbelser på fortsat salg og brug af undervisningsmaterialet. UBVA vejledte om mulighederne for at anfægte konkursboets overdragelse af ophavsrettighederne og konsekvenserne heraf samt om mulighederne for at ophæve aftalen, hvis misligholdelsen kunne siges at være væsentlig.

Udgiveren af et videnskabeligt tidsskrift søgte viden om, hvad der skulle indhentes af tilladelser for at digitalisere tidsskriftets ”bagkatalog”, som bestod af knap 100 udgivelser.
UBVA vejledte om, at en sådan digitalisering som udgangspunkt kun kan ske med samtykke fra de forskere m.fl., der har bidraget til de tidligere udgivelser, og at et samtykke til at publicere i en ”papirudgivelse” af tidsskriftet ikke i sig selv er tilstrækkeligt til, at en digitalisering vil være lovlig. UBVA vejledte desuden om, at det – i stedet for at indhente individuelt samtykke fra alle bidragydere gennem tiden – er muligt at få en aftalelicens hos Copydan Tekst & Node, som kan give ret til at digitalisere tidsskriftet. UBVA opfordrede derfor spørgeren til at rette henvendelse til Copydan Tekst & Node.

En designer, der tidligere i en årrække havde været medejer af en designvirksomhed, var nu som selvstændig designer blevet kontaktet af en tidligere kunde, der ønskede designerens bistand ved løsning af en række nye opgaver, der lå i forlængelse af de tidligere. Der var ikke aftalt en konkurrence- eller kundeklausul el .lign. i forbindelse med designerens udtræden af designvirksomheden. UBVA vejledte om, at designeren ifølge markedsføringslovens § 19 ikke måtte udnytte erhvervshemmeligheder tilhørende den designvirksomhed, som hun tidligere havde været medejer af, ligesom hun skulle sikre sig, at hun ikke ved løsning af nye opgaver krænkede rettigheder til de tidligere udarbejdede løsninger, som fortsat tilkom designvirksomheden.

En akademiker havde haft ansættelse på et forlag til at udarbejde undervisningsmateriale om en række emner, og det fulgte af ansættelseskontrakten, at alle rettigheder til dette materiale tilkom arbejdsgiveren. Akademikeren ønskede nu – efter ansættelsens ophør – at skrive en lærebog om nogle af de samme emner.

UBVA vejledte om, at arbejdsgiverens ophavsrettigheder til det tidligere udarbejdede undervisningsmateriale ikke var til hinder for, at akademikeren nu skrev en lærebog om (nogle af) de samme emner, så længe der ikke var tale om en krænkelse af ophavsretten til det tidligere udarbejdede undervisningsmateriale (”selvplagiat”), og det i øvrigt skete i overensstemmelse med den ulovbestemte loyalitetspligt. Denne loyalitetspligt indebærer blandt andet, at man ikke må handle på en måde, som kan skade den anden parts legitime interesser. Man må herved ikke gøre den aftale som man har indgået mindre attraktiv end de vilkår som den er indgået ved. Det er muligt at læse mere om loyalitetspligten og overdragelse af ophavsrettigheder i Morten Rosenmeiers bog ”Ophavsret for begyndere – en bog for ikke-jurister” i kapitel 7. Bogen kan downloades gratis fra UBVAs hjemmeside www.ubva.dk/publikationer.

UBVA blev spurgt, hvor det fremgår, at ophavsrettigheder falder i arv, sådan så brug af det beskyttede stof kræver tilladelse fra ophavsmandens arvinger. Desuden blev UBVA spurgt, om en kunstner, der har videresolgt et værk til et museum, derefter er afskåret fra efterfølgende at ændre værket.

UBVA vejledte om, at det fremgår af ophavsretslovens § 61, at ophavsrettigheder falder i arv ved ophavsmandens død.

Desuden vejledte UBVA om, at hvis en kunstner sælger et værk til et museum, kan det somme tider følge af en udtrykkelig eller stiltiende aftale med museet, at kunstneren ikke må lave nye versioner af værket. Derimod kan man ikke sige, at der gælder et almindeligt princip om, at kunstnere, der har solgt værker til museer, ikke må lave nye versioner af dem, jf. loyalitetspligten, som der kan læses mere om i Morten Rosenmeiers bog "Ophavsret for begyndere - en bog til ikke-jurister" kap 7. Denne kan downloades gratis på UBVAs hjemmeside: www.ubva.dk/publikationer

En forening havde som virksomhed at udleje kunstværker i sin samling til sine medlemmer. For at promovere foreningen ønskede den at digitalisere kunstværkerne og lægge dem ud på de sociale medier. Foreningen havde igennem tiden indgået en række aftaler med nogle af rettighedshaverne til kunstværkerne i samlingen.

UBVA vurderede, at kunstværkerne i samlingen var ophavsretligt beskyttede, og at det derfor som udgangspunkt ville kræve tilladelse at lægge dem ud på de sociale medier.

Specialitetsgrundsætningen ville formentlig indebære, at aftaler, der var indgået før, at det blev almindeligt at bruge de sociale medier, ikke kunne give foreningen lov til at lægge kunstværkerne ud på de sociale medier. Det gjaldt, uanset om aftalerne brugte vendinger som ”brug på internettet”. Derimod vurderede UBVA, at aftaler indgået efter, at det blev almindeligt at bruge de sociale medier, godt kunne give foreningen lov til at lægge kunstværkerne ud på de sociale medier.

Dog kun, når aftalerne nævnte brug på internettet el.lign. Det var ikke klart, om aftalerne tillod selve affotograferingen af kunstværkerne. Foreningen var derfor muligvis begrænset til tilfælde, hvor den allerede havde digitale billeder.

Foreningen kunne desuden med henvisning til ophavsretslovens § 24, stk. 1, 2. pkt. digitalisere kunstværkerne for efterfølgende at lægge dem ud på de sociale medier. Dog kun i den udstrækning, at foreningen gjorde det for at gøre opmærksom på en kommende eller igangværende udstilling hos et af foreningens medlemmer. UBVA oplyste i den forbindelse efter anmodning, at foreningen kunne bruge en skabelon til billedteksten med følgende struktur:

[Beskrivelse af billedet]
[Kreditering af ophavsmanden]
[Oplysninger om udstillingen, herunder 1. navn på udstillingen, 2. beskrivelse af udstillingen, 3. stedet for udstillingen, 4. perioden for udstillingen og 5. arrangør]
[Henvisning til foreningen]

Endeligt kunne foreningen få en aftalelicens fra Copydan Billeder, hvis foreningen måtte ønske at bruge kunstværkerne på måder, som aftalerne eller ophavsretslovens § 24, stk. 1, 2. pkt., ikke tillod.

UBVA vejledte om, at når flere forfattere sammen har skrevet en afhandling på en sådan måde, at deres bidrag til afhandlingen ikke naturligt kan adskilles i separate værker, så har de fælles ophavsret til afhandlingen.

UBVA bemærkede yderligere, at hvis begge ønsker at bruge specifikke ting fra afhandlingsarbejdet, som begge har bidraget til – fx specifikke analyser, datamateriale m.v. – kan det efter omstændigheder forudsætte, at der er enighed herom, fordi der er fælles ophavsret til det pågældende materiale.

Et universitet havde oplevet flere tilfælde, hvor en privat kursusvirksomhed havde rettet uopfordret henvendelse til studerende for at få adgang til forskelligt undervisningsmateriale, som ligger på universitetets intranet, herunder undervisningsplaner.

UBVA vejledte om, at det pågældende undervisningsmateriale ofte vil være beskyttet af ophavsret, og at materialet ofte kun vil være licenseret til brug for underviserne og de studerende. Det vil i så fald stride imod de ophavsretlige regler, hvis studerende giver andre adgang til materialet, og da både universitet og de studerende herved kan få problemer, var det forståeligt, hvis universitetet ønskede at gribe ind.

En ansat i en universitetsadministration stillede følgende spørgsmål:

”Når vi parallelarkiverer (grøn open access […]) en videnskabelig artikel i henhold til forlagets regler, ændres copyrightrettighederne vel ikke? Parallelarkivering af en Elsevier-publiceret artikel ændrer ikke på det faktum, at det er Elsevier, der har copyright-rettighederne over artiklen.
Umiddelbart vil jeg mene, at jeg er på fast grund med ovennævnte antagelse, men jeg kommer af og til i tvivl, når et forlag som De Gruyter på deres hjemmeside anfører info-materiale om CC-licenser på en side, der ellers kun handler om parallelarkivering …”.

UBVA rådgav om, at rettighederne som udgangspunkt er hos ophavsmanden. Ved aftalen mellem ophavsmanden og tidsskriftet overdrager ophavsmanden imidlertid visse af sine rettigheder til tidsskriftet, dvs. typisk retten til publikation i artikelform. Han beholder selv de ideelle rettigheder, jf. OPHL § 3. Afhængig af hvad der står i aftalen med tidsskriftet beholder han også somme tider dele af sine økonomiske rettigheder. Hvis en dansk forsker får trykt en juridisk artikel i Ugeskrift for Retsvæsen, får sidstnævnte f.eks. nok kun retten til udgivelse på dansk, mens forfatteren beholder retten til at udgive artiklen på andre sprog. De aftaler, man indgår med et tidsskrift, vil normalt gå ud på, at tidsskriftet får en egentlig eneret til de udgivelser, det må foretage. En aftale indgået med en forfatter og et tidsskrift vil mao. normalt indebære en eksklusiv, partiel overdragelse. Se nærmere UBVAs informationsbog Ophavsret for begyndere, som kan downloades gratis fra ubva.dk under ”Publikationer”, kap. 7.

Den kendsgerning, at tidsskriftet normalt får en eneret, bevirker, at forfatteren som udgangspunkt er afskåret fra selvarkivering. Somme tider går tidsskrifterne imidlertid med til en vis form for O.A. De skriver derfor ind i aftalerne med forfatterne, at de har lov til de og de former for parallelpublicering. Visse dele af ophavsretten er så hos forfatteren, mens visse andre dele er hos tidsskriftet.

En forsker ved en dansk forskningsinstitution havde været formand for en ekspertgruppe, som havde til opgave at lave en rapport. Forskeren lavede på et tidspunkt i sin egenskab som formand et foreløbigt engelsk “executive summary”, der sammenfattede resultaternes af ekspertgruppens arbejde. Den danske forskningsinstitution lagde derefter en dansk oversættelse af dette ud på sin hjemmeside. I den danske oversættelse var der dog sket ændringer i summaryet’s konklusion, som ikke afspejlede ekspertgruppens opfattelse.

UBVA vurderede, at det engelske summary var ophavsretligt beskyttet og at forskeren i sin egenskab af formand som udgangspunkt havde ophavsretten. Den ophavsretlige beskyttelse indebar blandt andet ifølge ophavsretslovens § 3, stk. 2, at det var forbudt uden forskerens tilladelse at ændre værket på en måde, der ville krænke hans litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart. Forskningsinstitutionen kunne kun foretage ændringerne lovligt, hvis forskeren havde overdraget den del af ophavsretten til forskningsinstitutionen. Overdragelse af retten efter § 3, stk. 2, skal normalt ske ved udtrykkelig aftale. Men den kan også ske efter de almindelige regler om ophavsret i ansættelsesforhold. De regler siger, at arbejdsgiveren kun får de dele af ophavsretten, som er nødvendige for hans sædvanlige virksomhed, på det tidspunkt, hvor arbejdstageren skabte værket.
Der var ikke indgået nogen udtrykkelig aftale om overdragelse af retten til at ændre rapporten, og UBVA fandt ikke grundlag for, at forskningsinstitutionen havde som sin sædvanlige virksomhed at ændre de ansattes summaries på måder, de ikke kan stå inde for.

Forskningsinstitutionens ændring af summary’et var derfor højst sandsynligt en ophavsretskrænkelse. UBVA oplyste i den forbindelse, at hvis man krænker andres ophavsrettigheder, skal man betale vederlag, erstatning og godtgørelse, ligesom man kan blive straffet. Desuden kan krænkende eksemplarer kræves inddraget og destrueret.