Hvem har rettighederne til en redesignet hjemmeside?
Et webbureau havde henvendt sig til UBVA, idet der var opstået en konflikt med et andet webbureau, som havde udviklet en hjemmeside for en kunde. Kunden var sidenhen gået til et nyt webbureau, som havde hjulpet med at redesigne hjemmesiden. Kunden havde i den forbindelse oplyst, at kunden havde alle rettigheder til indholdet, billeder, videoer, tekst m.v. Det nye webbureau, som havde redesignet hjemmesiden efter aftale med kunden, blev herefter mødt med et krav fra det gamle bureau.

UBVA oplyste, at forholdet primært var reguleret af aftaleforholdet mellem det oprindelige bureau og kunden. Hvis kunden havde fået overdraget alle rettigheder, inkl. rettighederne til designet, ville kunden frit kunne entrere med et nyt bureau. UBVA vurderede samtidig, at såfremt der ikke forelå en klar aftale om dette, kunne det oprindelige bureau fortsat have visse rettigheder til designet, som i givet fald skulle respekteres.

Besvaret d. Ukendt
AC Sagsnummer: S-2022-1322

Print