En professor havde udgivet et kompendium, som han havde brugt nogle billeder i. En ungarsk forsker påstod efterfølgende, at han havde ophavsretten til billederne, og at professoren krænkede forskerens ophavsret ved at bruge billederne. Professoren mente derimod selv, at han havde fået tilladelse fra den ungarske forskers overordnede til at bruge billederne. Som følge af den påståede ophavsretskrænkelse, overvejede professorens universitet at afskedige ham.

UBVA oplyste, at det var uklart, om der var ophavsret til billederne, da det var uklart, om de havde karakter af fotografier eller scanninger. Fotografier kunne godt være beskyttet i ubearbejdet form. Det fulgte af ophavsretslovens §§ 1 og 70. Scanninger derimod kunne kun beskyttes, hvis de var bearbejdet. Og det var uklart, om billederne var bearbejdede. Udover beskyttelse til selve billederne kunne der også være ophavsretlig beskyttelse til eventuelle billedtekster. Ophavsretten tilhører som udgangspunkt den, der skaber værket.

Hvis forskeren havde beskyttelse til billederne og/eller en eventuel billedtekst, ville det kræve samtykke fra ham at bruge billederne i kompendiet, medmindre ophavsretten var overgået til det ungarske Universitet. Det kunne UBVA på det foreliggende grundlag vurdere om var tilfældet.

Uanset om billederne og/eller billedtekster måtte være beskyttede, havde professoren med tilladelsen fra den ungarske forskers overordnede haft rimelig grund til at tro, at han måtte bruge billederne. Det ændrede ganske vist ikke på, om der forelå en eventuel ophavsretskrænkelse, men kunne have betydning for, om professoren kunne forpligtes til at betale vederlag, erstatning og godtgørelse til forskeren. Derudover, om han kunne idømmes straf.

Selv hvis professoren måtte have begået en ophavsretskrænkelse, var det dog tvivlsomt, om krænkelsen var en saglig grund til afskedigelse. For det første, fordi ophavsretten til forskning og formidling almindeligvis tilhører universitetsforskerne, og ophavsretlige spørgsmål derfor må være universiteterne uvedkommende. For det andet, fordi det var tvivlsomt, om professorens eventuelle krænkelse var begået som led i varetagelsen af hans professorat, da publikationen, krænkelsen kom af, var et kompendium. Endeligt, ville det være op til universitetet at bevise, at der faktisk var begået en ophavsretskrænkelse.

UBVA udtalte, at det som udgangspunkt er den person, der lægger materialet ud i gruppen, der bærer ansvaret. Administratoren af gruppen kan dog også ifalde ansvar, hvis denne ikke fjerner indholdet efter at være gjort bekendt med dets ulovlighed.

En person, som tidligere havde haft en privat hjemmeside, havde opdaget, at hendes tidligere hjemmeside – med hendes fotografier, tekster og personoplysninger – fortsat var tilgængelig på et internet arkiv som gemmer indeholdet af ens hjemmeside. Hun ønskede denne arkiverede version af hjemmesiden slettet.

UBVA vejledte om de ophavsretlige og persondataretlige regler, som indebærer, at et sådant arkiv efter dansk ret indebærer en overtrædelse af ophavsretsloven og muligvis også af persondataloven – men at det muligvis kan være lovligt i andre lande som fx USA. Da ”bagmanden” bag hjemmesiden tilsyneladende var en person bosiddende i Letland, vejledte UBVA endvidere om mulighederne for retsforfølgning, samt muligheden for at rette henvendelse til Datatilsynet.

En dansk uddannelsesinstitution var blevet opmærksom på, at en studerende var begyndt at sælge de ”work packages” (business cases), som de studerende normalt skal købe fra forlagets hjemmeside, og institutionen ønskede UBVA’s hjælp til at formulere en kort meddelelse til alle studerende om, at en sådan aktivitet uden samtykke fra forlaget var ulovlig. UBVA udarbejdede en kort tekst, som institutionen kunne bruge: "Institutionen er blevet gjort bekendt med, at mindst én studerende har tilbudt at sælge eksemplarer af de ”work packages” (business cases), som normalt køber fra forlagets hjemmeside. Da der er tale om materiale, som er beskyttet af ophavsret, skal Institutionen hermed gøre alle studerende opmærksom på, at et sådant salg uden samtykke fra den relevante rettighedshaver indebærer en klar overtrædelse af ophavsretsloven, som normalt kan udløse både straf- og erstatningsansvar”

En forfatter oplevede, at hendes bog tilsyneladende var lagt til fri download på hjemmesider på internettet, der ved nærmere eftersyn formentlig var udtryk for ”phishing”. Forfatteren havde anmeldt sagen til politiet og kontaktede UBVA for at høre, om der var noget at gøre civilretligt. UBVA vejledte om, at en tilgængeliggørelse af bogen på internettet uden forfatterens samtykke var en ophavsretskrænkelse, men at det i praksis kan være vanskeligt at anlægge en civil sag herom, fordi det i praksis kan være vanskeligt at identificere, hvem der præcist står bag krænkelserne. I dette tilfælde tydede oplysningerne på, at de ansvarlige kunne befinde sig i Asien, hvor det vil være vanskeligt at få tvangsfuldbyrdet en dansk dom. UBVA vejledte desuden om, at en seriøs hosting-udbyder normalt vil fjerne ulovligt indhold fra sine servere, men at oplysningerne tydede på, at dette ikke var en seriøs hosting-udbyder, og at en henvendelse herom derfor næppe vil føre til noget. UBVA oplyste, at en advokat med speciale på dette område ville kunne hjælpe forfatteren med at vurdere mulighederne for at få gjort noget ved krænkelserne gennem en civil sag.

En adjunkt, der mente sig plagieret i et studenterspeciale, indberettede det til universitetet. Dette besluttede derefter at lade adjunktens beskrivelse af, hvad plagiatet bestod i, udgå af sagen med henvisning til forvaltningsretlige regler om inhabilitet.

UBVA oplyste, at de forvaltningsretlige inhabilitetsregler betyder, at adjunkten ikke måtte være med til at behandle eller afgøre sagen. Derimod betyder de ikke, at de dokumenter, vedkommende havde indsendt som klager, ikke måtte indgå i sagen. Det følger tværtimod utvivlsomt af det forvaltningsretlige undersøgelsesprincip - dvs. et princip om, at forvaltningsmyndigheder skal oplyse sager forsvarligt - at universitetet havde pligt til at lade dem indgå i den.

En forskningsinstitution opfordrede alle forskere til at udnytte mulighederne for at lægge deres artikler i open access, når tidsskriftet tillader det. I denne forbindelse havde institutionen integreret databasen Sherpa/Romeo i institutionens bibliotekssystem. Sherpa/Romeo indeholder oplysninger om OA-politikker for en lang række tidsskrifter. Institutionen ønskede oplyst, om institutionen kunne ifalde ansvar, hvis det viser sig, at oplysningerne i Sherpa/Romeo er forkerte.

UBVA konstaterede, at det fremgår udtrykkeligt af Sherpa/Romeo-databasen, at oplysningerne heri er "correct to the best of our knowledge but should not be relied upon for legal advice". UBVA anførte, at forskningsinstitutionen med fordel kunne vejlede forskerne om, at det er deres ansvar at sikre sig, at upload at det er deres ansvar at sikre, at de lovligt må uploade deres artikel i repositoriet, at Sherpa/Romeo alene er vejledende på dette punkt, og at forskerne derfor altid bør undersøge, hvad der fremgår af deres eventuelle forlagsaftale/aftale om publicering hhv. af tidsskriftets hjemmeside m.v.

En person rettede henvendelse til UBVA for at få rådgivning om sin retsstilling i anledning af, at han havde modtaget et brev fra advokatfirmaet OPUS med krav om betaling af vederlag/erstatning for ulovlig fildeling, som ifølge brevet var foregået fra personens internetforbindelse. UBVA vejledte om, at det er væsentligt, at en sådan henvendelse bliver besvaret, idet man ellers risikerer at kravet taget til inkasso, hvilket kan påføre debitor yderligere omkostninger.

UBVA vejledte om, at svaret på brevet jo navnlig må afhænge af, om man har foretaget eller deltaget i den anførte ulovlige fildeling eller ej. Hvis dette ikke er tilfældet, bør kravet afvises. I den forbindelse kan det være en god idé at oplyse i brevet, hvis der er flere brugere af internetforbindelsen - fx familiemedlemmer eller venner - eller hvis internetforbindelsen anvendes til et trådløst netværk uden password-beskyttelse. Derimod har man ikke pligt til at oplyse om en eventuel mistanke om, hvem der kan have foretaget den påståede ulovlige fildeling.
Hvis man derimod har foretaget den anførte ulovlige fildeling, anbefalede UBVA, at vedkommende rettede henvendelse til en advokat. UBVA vejledte i den forbindelse om mulighederne for at få dækket advokatomkostningerne via en retshjælpsforsikring eller via en offentlig retshjælpsordning.

To forskere (F1 og F2) havde sammen skrevet et bidrag til en antologi. Efterfølgende havde F2 genbrugt flere sider herfra i et bidrag til en anden antologi uden at henvise til det tidligere fælles antologibidrag og uden kreditering af F1. F1 anmodede UBVA om at vurdere, hvorvidt forlaget bag den anden antologi kunne forventes at reagere på en henvendelse herom.

UBVA redegjorde indledningsvis for de ophavsretlige regler, som efter det oplyste her var overtrådt, samt for ansvaret for ophavsretskrænkelse, som i en sag som denne typisk påhviler både forfatter og forlag.

UBVA anførte, at et professionelt forlag normalt vil tage henvendelser om ophavsretskrænkelse seriøst, og at det er sædvanligt, at der i sådanne tilfælde opnås enighed om en eller flere af følgende løsninger: 1) At der indsættes et rettelsesblad i restoplaget af den nye antologi, hvori F1 krediteres som medforfatter til det gengivne uddrag, 2) At lignende op-lysninger indføjes i evt. markedsføringsmateriale for bogen, fx på forlagets hjemmeside, 3) At F1 får en udtrykkelig undskyldning/beklagelse fra forlaget, 4) At F1 modtager en økonomisk godtgørelse for krænkelsen, og 5) at forlaget tilbagekalder udgivelsen fra markedet og destruerer restoplaget med henblik på efterfølgende genoptryk med korrekt kreditering.

UBVA anførte, at de foreliggende oplysninger om krænkelsens (trods alt) beskedne omfang i forhold til hele antologiværket gjorde det usandsynligt, at forlaget ville tilbyde løsning nr. 5).

Et fotografi blev benyttet i en præsentation i en undervisningsinstitution. Selv hvis det foregik i klasseundervisning, som ofte vil være ikke-offentlig, indebærer brugen normalt digital eksemplarfremstilling, som ikke er omfattet af lovens undtagelsesbestemmelser. Det samme gælder brugen af samme præsentation i forbindelse med et eksternt arrangement, hvor også fremførelsen af fotografiet typisk vil være rettighedsbelagt. Institutionen var ikke bekendt med og gav ikke direkte eller indirekte samtykke til, at præsentationen blev lagt på nettet. Da fotografen rejste krav om betaling, kunne det kun vedrøre brugen i institutionen og ved det eksterne arrangement. Disse brugsformer er normalt dækket af kollektive licenser fra VISDA, og fotografens krav på rimeligt vederlag må derfor fastsættes i overensstemmelse med, hvad der normalt ville blive afregnet for sådan brug. Eventuelle krav om erstatning for yderligere skade skal dokumenteres eller rimeligt sandsynliggøres af rettighedshaveren, lige som dennes krav om godtgørelse for manglende kreditering må ses i sammenhæng med fotografiets karakter og gængs praksis for sådanne fotos, ligesom det konkret må vurderes, hvilken betydning det skal tillægges, at der ikke var kreditering i den kilde, som fotografiet var hentet fra.