En universitetsforsker, der havde frembragt et edb-program som led i sin forskning, ønskede oplyst, hvem ophavsretten til edb-programmet tilkom.

UBVA anførte, at det følger af ophavsretslovens § 59, at ophavsretten til et edb-program, der er frembragt af en arbejdstager under udførelsen af dennes arbejde eller efter arbejdsgiverens anvisninger, overgår til arbejdsgiveren. Medmindre andet er aftalt, tilkommer ophavsretten derfor universitetet.

Universitetsforskeren oplyste, at nogle af edb-programmets generelle algoritmer indgik i en patentansøgning. Hertil anførte UBVA, at dette ikke i sig selv havde betydning for overgangen af ophavsretten til det konkrete edb-program til universitetet.

Freelance medarbejdere i DR i 1980’erne har hverken efter de dagældende eller de nugældende freelance-overenskomster, som til dels erstatter de ældre overenskomster også for rettighederne til det tidligere producerede stof, overdraget DR eneret til at benytte råbånd med interviews, de har lavet som led i forberedelsen af en udsendelse. DR har nok ret til at bruge dem, men kan ikke hindre freelancerne i at benytte dem til produktion af udsendelser til andre organisationer, forudsat at de ikke derved handler illoyalt over for DR. En eventuel overtrædelse heraf vil ikke udløse sanktioner for ophavsretskrænkelse, men alene for brud på ansættelsesaftalen.

En offentlig ansættelse begrænser som klart udgangspunkt ikke den ansattes muligheder for at ytre sig privat, herunder gennem en bogudgivelse. Svaret på spørgsmålet afhænger derfor først og fremmest af, hvem der vil have ophavsretten til den omtalte bog.

Ifølge ophavsretslovens § 1, stk. 1, har den, der frembringer et litterært værk, ophavsret til værket. Som udgangspunkt kan en ansat ophavsmand råde over sin ophavsret til værket ved fx at indgå aftale om udgivelse af værket som bog på et forlag.

Det må imidlertid overvejes, om den ansattes arbejdsgiver kan gøre krav på ophavsretten til værket - helt eller delvist. Dette afhænger først og fremmest af, om bogen frembringes som led i ansættelsesforholdet, og om der er indgået nogle aftaler mellem den ansatte og arbejdsgiveren om ophavsretten til den ansattes værker. Hvis der ikke er indgået sådanne aftaler, gælder følgende:

Hvis den ansatte ikke frembringer bogen som led i sit ansættelsesforhold, men udelukkende skriver på bogen i din fritid, vil arbejdsgiveren ikke kunne gøre krav på ophavsretten til bogen. En udfordring kan her være, at grænsen mellem arbejdstid og fritid i nogle ansættelsesforhold kan være noget flydende, og at det derfor i nogle tilfælde kan give anledning til tvivl, om bogen er helt eller delvist frembragt i arbejdstiden. I så fald gælder det, der er anført i næste afsnit.

Hvis den ansatte frembringer bogen helt eller delvist som led i sit ansættelsesforhold, gælder følgende regel, når andet ikke er aftalt: Arbejdsgiveren får kun de dele af ophavsretten, som er nødvendige for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed på det tidspunkt, hvor værket frembringes. Dette er nærmere omtalt i ”Ophavsret for begyndere – en bog til ikke-jurister”, s. 172 ff.

Arbejdsgiveren har formentlig ret til at benytte fotografier, taget af en arkitektstuderende i virksomhedspraktik, inden for virksomhedens sædvanlige arbejdsområder. Hvis brugen er prominent, fx som forsideillustration i et magasin, bør der ske kreditering. Det samme gælder ved fremtrædende brug i magasinet, men ikke fx ved blotte afbildninger af produkter.

En person havde sammen med en kollega udviklet et materiale som led i sin ansættelse, og en samarbejdspartner til arbejdsgiveren, som havde været involveret i projektet, ønskede nu at patentere og udnytte materialet. Sagen gav anledning til ophavsretlige og patentretlige spørgsmål.

Ophavsret:
UBVA antog efter det oplyste, at materialet var ophavsretligt beskyttet, fordi det havde et betydeligt omfang, og fordi de to forfattere til materialet derfor måtte have haft en vis kreativ frihed ift. formuleringer, struktur, layout osv.

Ophavsretten opstår (med nogle enkelte undtagelser) hos den, der frembringer materialet. Spørgsmålet var derfor, om ophavsretten var overdraget til arbejdsgiveren og/eller samarbejdspartneren.

Når der ikke er aftalt noget om ophavsrettighederne, skal spørgsmål om, i hvilken udstrækning arbejdsgiveren får den ansattes ophavsrettigheder, afgøres efter de almindelige regler om ophavsret i ansættelsesforhold, hvorefter det bl.a. gælder, at arbejdsgiveren kun får de dele af den ansattes ophavsret, som var nødvendige for udøvelsen af arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed på det tidspunkt, hvor den ansatte lavede værket.

En del af den tid, den ansatte havde brugt på at lave materialet, var fritid. UBVA oplyste, at det imidlertid ikke er en betingelse, for at arbejdsgiveren kan få rettighederne efter den ovenfor omtalte regel om ophavsret i ansættelsesforhold, at værket er skabt i arbejdstiden, da arbejdstid og fritid kan flyde sammen. Efter reglerne om ophavsret i ansættelsesforhold skal den skabende indsats derimod falde inden for arbejdstagerens arbejdsopgaver, og værket skal være blevet til under udførelsen af dem. Det var ikke ud fra de for UBVA forelagte oplysninger muligt at vurdere, om udviklingen af materialet faldt ind under medarbejderens arbejdsopgaver. Det forekom dog usandsynligt, da vedkommende var ansat til andre opgaver.

Medarbejderen havde oplyst, at det ikke var arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed, at der blev udviklet (eller udnyttet) materiale svarende til det, som medarbejderen og kollegaen udviklede. Det er en skønsmæssig vurdering, hvad der ligger inden for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed. Efter de for UBVA forelagte oplysninger forekom det ikke at ligge inden for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed at udnytte materiale svarende til det, medarbejderen og kollegaen havde udviklet. Det var i hvert fald ikke sædvanlig virksomhed på tidspunktet for fremstillingen af materialet at udbrede materialet til eksterne parter eller at videreoverdrage rettighederne til samarbejdspartneren. Ligeledes var der ikke umiddelbart grundlag for, at det skulle være nødvendigt for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed, at den kunne forbyde medarbejderen selv at udnytte sin del af ophavsrettighederne til materialet, eller at arbejdsgiveren kunne overdrage en sådan forbudsret samarbejdspartneren. Det måtte derfor formodes, at hverken arbejdsgiveren eller samarbejdspartneren havde fået sådanne rettigheder. Der var efter det oplyste i øvrigt heller ikke indgået nogen stiltiende aftale herom.

Patentret:
UBVA bemærkede indledningsvist, at det forekom tvivlsomt, om der overhovedet var tale om en opfindelse, som kunne patenteres.

For det tilfælde, at der var tale om en opfindelse, bemærkede UBVA, at det følger af § 3 i lov om arbejdstageres opfindelser, at i det omfang andet ikke følger af lov, har en arbejdstager retten til de af vedkommende gjorte opfindelser. Efter § 5 kan arbejdsgiveren kræve opfindelse overdraget til sig. Efter § 8 har arbejdstageren ret til en rimelig godtgørelse, hvis arbejdsgiveren kræver opfindelsen overdraget til sig.

Hvis arbejdsgiveren havde fået medarbejderens del af ”opfindelsen” overdraget til sig, ville arbejdsgiveren i princippet kunne videreoverdrage rettighederne til samarbejdspartneren, men der var ifølge de oplysninger, UBVA havde fået, ikke indgået nogen overdragelsesaftale til en eventuel opfindelse mellem arbejdsgiveren og medarbejderen. Derfor var der ikke grundlag for, at samarbejdspartneren uden videre skulle kunne ansøge om patent på det udviklede materiale.

Ansattes ophavsret til edb-programmer tilvejebragt i ansættelsesforhold overgår kun til arbejdsgiveren, hvis frembringelsen skete under vedkommendes udførelse af sit arbejde eller foregik efter arbejdsgiverens anvisninger. Efter ordlyden af OHL § 59 gælder dette for alle, men nogle mener, at reglen ikke gælder for universitetsansatte pga. en langvarig tradition for, at disse bevarer alle ophavsrettigheder. Hvis programmer er frembragt i fritiden kan dette evt. sandsynliggøres med henvisning til vedkommendes konkrete arbejdsopgaver samt evt. korrespondance med sine overordnede. Hvis vedkommende ejer rettighederne, vil retten til en evt. brug af en efterfølgende arbejdsgiver skulle overgå ved aftale. Da en sådan aftale kan være stiltiende, må det anbefales at betingelserne for brugen forhandles, og at man derfor ikke bare stiller programmerne til rådighed. Ligeledes bør der sikres et dokumenteret forløb, hvor programmer bliver oversendt med e-mail eller på lignende måde, som efterfølgende kan dokumenteres. Der findes også kommercielle tjenesteudbydere, som tilbyder at ”tidsstemple” filer, så det dokumenteres, at man har dem i sin rådighed en given dato. Ved forhandling af licenskontrakter er det ofte klogt at søge vejledning hos en specialiseret advokat, da det kan rejse vanskelige spørgsmål, både af juridisk art og i henseende til den valgte forretningsmodel.

En fastansat havde bedt UBVA vurdere, i hvilket udstrækning hans fremtidige arbejde ville være begrænset af en klausul i hans nuværende kontrakt.

Klausulen omhandlede den nuværende arbejdsgivers erhvervelse af immaterielle rettigheder, som den fastansatte opnåede efter sin ansættelses ophør. Klausulen beskrev, at immaterielle rettigheder, som opstod efter ansættelsesforholdets ophør, kunne overgå til arbejdsgiveren. Det var navnlig, hvis den pågældende immaterielle rettighed helt eller delvist hidrørte fra aktiviteter under ansættelsen. Herudover var bevisbyrden for dette i en periode pålagt den ansatte.

UBVA forholdt sig både til klausulens ordlyd, men bedømte også, om en sådan klausul efter sit indhold overhovedet var lovlig. UBVA så alene på spørgsmålet i forhold til opfindelser og ophavsretligt beskyttede værker.

UBVA rådgav den fastansatte til at være meget forsigtig, hvis denne ønskede at arbejde med områder, som på en eller anden måde var i forlængelse af hans arbejde for den nuværende arbejdsgiver. UBVA påpegede tillige, at det ville være nødvendigt, at personen sikrede sig dokumentation for, hvordan og hvornår de enkelte immaterielle rettigheder opstod, og hvorfra baggrunden for at frembringe disse var kommet. UBVA fremhævede, at den aftalte bevisbyrde-regel i sig selv kunne gøre det meget vanskeligt eller næsten umuligt for den fastansatte at arbejde inden for samme område, som den nuværende arbejdsgiver beskæftigede sig med.

I forhold til lovligheden af klausulen nåede UBVA frem til, at klausulen med sikkerhed i forhold til opfindelser ikke kunne udstrækkes til at vare længere end et år. Det var i strid med § 10 i lov om arbejdstagers opfindelser. Det samme mente UBVA formentlig også måtte gælde i forhold til værker, men kunne alene støtte dette med en rimelighedsvurdering i henhold til aftalelovens § 36.

UBVA fandt også, at det var meget nærliggende, at klausulen begrænsede den fastansattes adgang til fremtidige nyansættelser og selvstændig virksomhed, og at klausulen måtte anses for en konkurrenceklausul. I så fald levede klausulen ikke op til betingelserne herfor i § 5 i lov om ansættelses-klausuler – og var dermed ugyldig.

UBVA så også nærmere på, om klausulen var så urimelig overfor den fastansatte, at den kunne blive tilsidesat helt eller delvist af en domstol. UBVA bedømte de forskellige elementer i klausulen, for så vidt angår både opfindelser og værker. UBVA konstaterede, at klausulen sandsynligvis ville blive helt eller delvist tilsidesat som urimelig, jf. aftalelovens § 36. Det var dog vanskeligt på forhånd at fastsætte, på hvilken måde en domstol ville regulere klausulen. UBVA fandt også, at sandsynligheden for tilsidesættelse af klausulen helt eller delvist som urimelig alt andet lige ville være størst i forhold værker.

I et fast ansættelsesforhold kan der ske overdragelse af ophavsrettigheder til de værker, som en ansat skaber som led i ansættelsesforholdet. I hvilket omfang dette sker vil ofte være reguleret af aftale, fx via ansættelsesaftalen. Her vil det normalt fremgå, at de rettigheder til de værker, som den ansatte skaber som led i ansættelsen, overgår til arbejdsgiveren. Samtidig kan aftalen indeholde bestemmelser om videreoverdragelse, om ret til at redigere i værkerne, samt udnyttelsesformer. I en konkret sag var den ansatte ansat til at skrive kortere bøger relateret til en virksomheds produkter, til at lave spil og til at lave e-learningsforløb. I forbindelse med et ejerskifte af virksomheden blev den ansatte afskediget, og alle projekter, som den ansatte havde arbejdet med, blev afsluttet/lagt ned. Spørgsmålet opstod herefter, om den ansatte kunne få alle eller nogle af rettighederne tilbage. Som udgangspunkt vil dette ikke være tilfældet, men den ansatte blev rådgivet om, hvordan vedkommende kunne indgå i forhandlinger med de nye ejere herom.

En universitetsansat jurist skulle sammen med et eksternt firma udvikle en it-løsning til sin arbejdsgiver. Juristen spurgte UBVA, i hvilket omfang juristen havde ophavsret til it-løsningen, og i så fald om denne overgik til arbejdsgiveren. Juristen havde ingen aftale om ophavsret med universitetet.

UBVA svarede, at det afhang af, om it-løsningen kunne anses som et edb-program i ophavsretslovens forstand. Var det tilfældet, ville alle rettighederne til it-løsningen overgå til universitetet i henhold til ophavsretslovens § 59. Kunne it-løsningen ikke anses som et edb-program – hvilket UBVA anså for mest sandsynligt – ville rettighederne til it-løsningen kun overgå til universitetet, i det omfang det var nødvendigt for universitetets sædvanlige virksomhed. UBVA havde ikke kendskab til universitets virksomhed og kunne derfor ikke rådgive konkret herom. UBVA antog dog, at universitetets overdragelse af udnyttelsesrettighederne til it-løsningen til tredjemand, fx andre universiteter, i hvert fald ikke var en del af den sædvanlige virksomhed.

UBVA bemærkede, at idéen til it-løsningen ikke nød ophavsretlig beskyttelse. It-løsningens strukturer og flow kunne derimod efter omstændighederne nyde beskyttelse, mens it-løsningens tekster, billeder ol. næsten i alle tilfælde ville være beskyttede efter ophavsretsloven. UBVA bemærkede også, at andre personer, som på den ene eller anden måde medvirkede til udarbejdelsen af (indhold til) it-løsningen, som udgangspunkt ville anses som ophavsmænd. Det gjaldt også, selv om de i nogen grad arbejdede under instruks fra juristen.

UBVA anbefalede juristen at kontakte sin tillidsrepræsentant på universitetet. Tillidsrepræsentanten kunne formentlig redegøre nærmere for universitetets sædvanlige virksomhed. Herudover kunne tillidsrepræsentanten bistå juristen, hvis denne skulle få behov for at forhandle en særskilt aftale med universitetet omkring udnyttelsesrettighederne til it-løsningen.

Et forskningsprojekt nyder ikke ophavsretlig beskyttelse for det idemæssige indhold, men alene for konkrete formuleringer, billeder og lignende i beskrivelsen. Hvorvidt, og eventuelt i hvilket omfang, rettighederne til sådant materiale er overgået fra forskeren til en samarbejdspartner i forbindelse med drøftelser om en ansættelse med henblik på gennemførelse af projektet, afhænger af en konkret bedømmelse. Udgangspunktet vil formentlig være, at rettigheder ikke er overgået, og i givet fald påhviler bevisbyrden for en overgang samarbejdspartneren. De ophavsretlige sanktioner medfører ikke i sig selv, at det skabende ophav til projektbeskrivelsen kan kræve en støtte fra en statslig fond tilbagekaldt. Det vil afhænge af samspillet mellem de offentligretlige regler, som styrer fondens virke, og den privatretlige ophavsret. De videnskabsetiske regler kan indebære, at samarbejdspartnerens brug af forskerens ideer anses for plagiat og dermed videnskabelig uredelighed. Sanktioneringen af sådan uredelighed er imidlertid ikke fastsat i loven om videnskabelig uredelighed, men bestemmes af den pågældende videnskabelige institution.

En universitetsansat jurist skulle sammen med et eksternt firma udvikle en it-løsning til sin arbejdsgiver. Juristen spurgte UBVA, i hvilket omfang juristen havde ophavsret til it-løsningen, og i så fald om denne overgik til arbejdsgiveren. Juristen havde ingen aftale om ophavsret med universitetet.

UBVA svarede, at det afhang af, om it-løsningen kunne anses som et edb-program i ophavsretslovens forstand. Var det tilfældet, ville alle rettighederne til it-løsningen overgå til universitetet i henhold til ophavsretslovens § 59. Kunne it-løsningen ikke anses som et edb-program – hvilket UBVA anså for mest sandsynligt – ville rettighederne til it-løsningen kun overgå til universitetet, i det omfang det var nødvendigt for universitetets sædvanlige virksomhed. UBVA havde ikke kendskab til universitets virksomhed og kunne derfor ikke rådgive konkret herom. UBVA antog dog, at universitetets overdragelse af udnyttelsesrettighederne til it-løsningen til tredjemand, fx andre universiteter, i hvert fald ikke var en del af den sædvanlige virksomhed.

UBVA bemærkede, at idéen til it-løsningen ikke nød ophavsretlig beskyttelse. It-løsningens strukturer og flow kunne derimod efter omstændighederne nyde beskyttelse, mens it-løsningens tekster, billeder ol. næsten i alle tilfælde ville være beskyttede efter ophavsretsloven. UBVA bemærkede også, at andre personer, som på den ene eller anden måde medvirkede til udarbejdelsen af (indhold til) it-løsningen, som udgangspunkt ville anses som ophavsmænd. Det gjaldt også, selv om de i nogen grad arbejdede under instruks fra juristen.

UBVA anbefalede juristen at kontakte sin tillidsrepræsentant på universitetet. Tillidsrepræsentanten kunne formentlig redegøre nærmere for universitetets sædvanlige virksomhed. Herudover kunne tillidsrepræsentanten bistå juristen, hvis denne skulle få behov for at forhandle en særskilt aftale med universitetet omkring udnyttelsesrettighederne til it-løsningen.

En akademisk medarbejder i et amt havde lavet en rapport for amtet, hvor han havde leveret både tekst, billeder og nogle kort. Ved amtsnedlæggelsen i 2007 overgik en del af amtet til at være en kommune. 8 år efter medarbejderens pensionering fra amtet genbrugte den nyoprettede kommune 5 kort, 2 fotografier og en tekst fra medarbejderens rapport i en ny rapport uden tilladelse fra medarbejderen og uden at henvise til ham. Medarbejderen spurgte derfor UBVA, om kommunen krænkede hans ophavsret.

Kortene afspejlede subjektive vurderinger og frie og kreative valg, da andre arkæologer sandsynligvis ville have skabt anderledes kort, hvis de havde været bedt om at lave dem. Teksten var på samme måde udtryk for kreative og frie valg fra medarbejderens side.

UBVA vurderede derfor, at både kortene og teksten var ophavsretligt beskyttede. Fotografierne var beskyttede på naboretligt grundlag efter ophavsretslovens § 70.


Retten til at publicere medarbejderens rapport overgik efter almindelige regler om ophavsret i ansættelsesforhold til amtet som led i medarbejderens ansættelsesforhold med amtet, fordi sådan publicering var en del af amtets sædvanlige virksomhed, da medarbejderen lavede rapporten.

Retten til at genbruge dele af medarbejderens rapport i nye publikationer overgik derimod ikke til amtet, da genbrug ikke var en del af amtets sædvanlige virksomhed.

Det var tvivlsomt, om de rettigheder, der blev overdraget til amtet som led i medarbejderens ansættelsesforhold med amtet, ved amtsnedlæggelsen i 2007 blev videreoverdraget til den nyoprettede kommune.

Men da retten til at genbruge dele af medarbejderens rapport ikke var overgået til amtet som led i medarbejderens ansættelsesforhold med amtet, kunne denne ikke være videreoverdraget til kommunen.

Kommunen havde derfor krænket medarbejderens ophavsret ved at have genbrugt de 5 kort, 2 fotografier og teksten i den nye rapport uden tilladelse fra medarbejderen og uden kreditering af ham.

UBVA vurderede, at en rimelig kompensation for uberettiget brug af de 8 værker ville udgøre 1.500 kr per værk, og tilføjede herudover 3.000 kr for manglende kreditering.

En kontorassistent havde over en sommer arbejdet ved et turistbureau. Assistentens opgaver bestod i at have kontakt med kunder, oprydning, opvask, mv. Derudover havde assistenten taget fotografier til bureauets hjemmeside og katalog og til en brochure om kirker. Nogle år efter ansættelsen konstaterede assistenten, at bureauet uden tilladelse havde brugt et af fotografierne i annoncer i danske aviser. Bureauet afviste at give assisten betaling for det.

UBVA vurderede, at fotografiet både havde naboretlig beskyttelse efter ophavsretslovens § 70 og muligvis ophavsretlig beskyttelse efter § 1. Det krævede derfor tilladelse fra assistenten at bruge det i reklamer, aviser, mv., medmindre rettighederne til det var gået over til bureauet. Derudover havde assistenten ifølge ophavsretslovens § 3 krav på at blive nævnt ved offentliggørelsen af fotografierne i annoncerne i overensstemmelse med god skik.

UBVA oplyste, at ophavsretten kan gå over til en arbejdsgiver som følge af de almindelige regler om overgang af ophavsret i ansættelsesforhold. De regler siger, at arbejdsgiveren kun får de dele af ophavsretten, der er nødvendige for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed på det tidspunkt, hvor arbejdstageren laver værket.

Turistbureauets sædvanlige virksomhed var at vejlede turister om, hvordan de finder seværdigheder, spisesteder, etc. Derudover udlejede det sommerhuse og solgte souvenirs. Det var derimod ikke sædvanlig virksomhed at indrykke annoncer i aviser. Derfor var den del af ophavsretten, der går ud på at bruge fotografierne i annoncer, ikke overgået til turistbureauet.

Turistbureauet havde dermed krænket assistentens ophavsret ved at bruge fotografierne uden tilladelse og ved at offentliggøre dem uden at kreditere assistenten i overensstemmelse med god skik. Assistenten havde derfor krav på et rimeligt vederlag og godtgørelse. Vederlaget skulle fastsættes til det beløb, som assisten med rimelighed ville kunne have forlangt, hvis assistenten forudgående var blevet bedt om tilladelse til brugen af fotografiet. Assistenten havde også mulighed for at få bureauet idømt straf.

En forsker havde frembragt nogle forskningsdata under sin ansættelse ved et dansk forskningscenter. Forskeren havde efterfølgende sammenstillet dataene i en database. Forskeren ønskede oplyst, om rettighederne til dataene tilkom forskeren selv eller centeret.

UBVA oplyste, at ophavsretten som udgangspunkt tilkom forskeren selv, men at den kunne være gået over til centeret som følge af reglerne om ophavsret i ansættelsesforhold. De regler siger, at arbejdsgiveren ikke får større del i ophavsretten, end hvad der var nødvendigt for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed på det tidspunkt, hvor arbejdstageren skabte værket. Hvis centeret derfor plejede at disponere over de ansattes databaser, da forskeren lavede sin database, havde centeret ret til også at disponere over forskerens database.

UBVA vurderede, at centeret formentlig ikke havde ret til eventuelt ophavsretligt beskyttede forskningsdata eller databaser, som måtte være frembragt, før forskeren blev tilknyttet centeret.

En forsker ved et dansk universitet havde udarbejdet en ordbog. Universitetet ønskede oplyst, om rettighederne til ordbogen tilkom forskeren selv eller universitetet.

UBVA, der først vurderede at ordbogen var ophavsretligt beskyttet efter ophavsretslovens §§ 1 eller 4, stk. 1, da originalitetskravet var opfyldt, mente ikke at ophavsretten var overgået til universitetet som følge af de almindelige regler om ophavsret i ansættelsesforhold. Universitetet plejede nemlig ikke at udgive forskernes litteratur, herunder ordbøger. Reglerne om ophavsret i ansættelsesforhold siger, at arbejdsgiveren kun får den del af ophavsretten, som var nødvendig for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed på det tidspunkt, hvor den ansatte skabte værket.

Universitetet havde derfor ingen del i rettighederne til forskerens ordbog.

UBVA blev af en kommunes it-ansvarlige spurgt, om kommunen måtte videresælge et it-system, som den it-ansvarlige havde fundet på og udviklet, uden den it-ansvarliges samtykke.

UBVA udtalte, at videresalg af it-systemet som udgangspunkt lå uden for kommunens sædvanlige virksomhed, og at kommunen derfor som udgangspunkt ikke havde ret til at sælge det videre.

En ph.d.-studerende ved X Universitet ønskede oplyst, om vedkommende selv havde ophavsretten til nogle ikke-offentliggjorte manuskripter og ”thesis proposals”, som vedkommende havde udarbejdet som led i sin ph.d.-ansættelse.

Selv om ophavsretten som udgangspunkt tilkommer forfatteren, kan ophavsretten overgå til arbejdsgiveren efter reglerne om ophavsret i ansættelsesforhold. UBVA vejledte derfor om disse regler og oplyste, at det i Danmark er sædvanligt, at ph.d.-studerende ved offentlige forskningsinstitutioner selv beholder ophavsretten til de værker, som de skaber som led i deres ph.d.-uddannelse.

En person, der som led i sit ansættelsesforhold havde skrevet en rapport, ønskede oplyst, om hun kunne kræve enhver ændring godkendt, som måtte blive foretaget i korrekturfasen, idet hun jo ellers risikerede at blive forbundet med et indhold, som hun ikke kunne stå inde for. Da en sådan rapport normalt vil være beskyttet af ophavsret, vejledte UBVA om, hvordan man som forfatter er beskyttet mod ændringer af ens værk. Da den præcise udstrækning af ophavsrettens værn mod ændringer i et tilfælde som det foreliggende afhænger af en række konkrete forhold vedrørende vedkommendes ansættelsesforhold sammenholdt med de pågældende ændringers præcise karakter, tilbød UBVA vedkommende telefonisk vejledning om de gældende regler.

En akademisk medarbejder i et amt havde lavet en rapport for amtet, hvor han havde leveret både tekst, billeder og nogle kort. Ved amtsnedlæggelsen i 2007 overgik en del af amtet til at være en kommune. 8 år efter medarbejderens pensionering fra amtet genbrugte den nyoprettede kommune 5 kort, 2 fotografier og en tekst fra medarbejderens rapport i en ny rapport uden tilladelse fra medarbejderen og uden at henvise til ham. Medarbejderen spurgte derfor UBVA, om kommunen krænkede hans ophavsret.

Kortene afspejlede subjektive vurderinger og frie og kreative valg, da andre arkæologer sandsynligvis ville have skabt anderledes kort, hvis de havde været bedt om at lave dem. Teksten var på samme måde udtryk for kreative og frie valg fra medarbejderens side. UBVA vurderede derfor, at både kortene og teksten var ophavsretligt beskyttede. Fotografierne var beskyttede på naboretligt grundlag efter ophavsretslovens § 70.

Retten til at publicere medarbejderens rapport overgik efter almindelige regler om ophavsret i ansættelsesforhold til amtet som led i medarbejderens ansættelsesforhold med amtet, fordi sådan publicering var en del af amtets sædvanlige virksomhed, da medarbejderen lavede rapporten.

Retten til at genbruge dele af medarbejderens rapport i nye publikationer overgik derimod ikke til amtet, da genbrug ikke var en del af amtets sædvanlige virksomhed.

Det var tvivlsomt, om de rettigheder, der blev overdraget til amtet som led i medarbejderens ansættelsesforhold med amtet, ved amtsnedlæggelsen i 2007 blev videreoverdraget til den nyoprettede kommune.
Men da retten til at genbruge dele af medarbejderens rapport ikke var overgået til amtet som led i medarbejderens ansættelsesforhold med amtet, kunne denne ikke være videreoverdraget til kommunen.

Kommunen havde derfor krænket medarbejderens ophavsret ved at have genbrugt de 5 kort, 2 fotografier og teksten i den nye rapport uden tilladelse fra medarbejderen og uden kreditering af ham.

UBVA vurderede, at en rimelig kompensation for uberettiget brug af de 8 værker ville udgøre 1.500 kr per værk, og tilføjede herudover 3.000 kr for manglende kreditering

En underviser på en professionshøjskole søgte hjælp til at håndtere en ledelsesbeslutning om webcast af undervisning til de studerende. UBVA henviste hende til de vejledende aftaler, som UBVA har udarbejdet til brug for webcast, og opfordrede underviseren til at kontakte UBVA igen, hvis der opstod spørgsmål i forbindelse med implementering af aftalerne.

En ansat på en professionshøjskole rettede henvendelse til UBVA i anledning af, at skolen havde opfordret nogle ansatte til at fremkomme med udførlige forslag til forskningsprojekter. Skolen havde samtidig meddelt, at forslagsstillerne ikke kunne påregne at skulle arbejde videre med projekterne, som i stedet fx kunne bruges som grundlag for phd-projekter m.v. Den ansatte ønskede oplyst, om dette indebar en krænkelse af den ansattes ophavsret.

UBVA vejledte om, at den ansatte som udgangspunkt har ophavsretten til de udarbejdede forslag til forskningsprojekter, og at dette indebærer, at den ansatte kan forhindre andre i fx at kopiere de udarbejdede beskrivelser eller stille dem til rådighed for almenheden. Da ophavsretten ikke beskytter de generelle idéer og tanker, der ligger bag de udarbejdede beskrivelser, kan den ansatte derimod ikke forhindre forskningsprojekter, der er baseret på samme idé m.v.

UBVA vejledte endvidere om, at den ansattes ophavsret kan være overgået til skolen helt eller delvist efter reglerne om ophavsret i ansættelsesforhold.

En bibliotekar på en uddannelsesinstitution ønskede oplyst, i hvilket omfang institutionen måtte bruge og redigere undervisningsmaterialer frembragt af en tidligere underviser. Desuden spurgte hun, i hvilket omfang hun måtte videresende indscannede artikler modtaget fra Statsbiblioteket i Århus, til skolens ansatte pr. mail, eller om hun havde pligt til at printe artiklerne ud først. Endelig bad hun om oplysning om, hvorvidt hun var berettiget til at printe artiklerne ud til flere lånere.

UBVA vejledte om, at det følger af reglerne om ophavsret i ansættelsesforhold, at institutionen kun var berettiget til at bruge og redigere undervisningsmaterialet i det omfang, det var aftalt eller sædvanligt på det tidspunkt, hvor materialet blev skabt. Endvidere oplyste UBVA, at det kun er muligt at videresende artikler modtaget pr. mail fra statsbiblioteket til andre pr. mail i det omfang, det har hjemmel i statsbibliotekets aftale med Copydan. Endelig oplyste UBVA, at bibliotekaren var berettiget til at udprinte modtagne artikler til flere kolleger, hvis det skete ikke-erhvervsmæssigt, og hvis de pågældende selv havde bedt om artiklerne, jf. ophavretslovens § 12, stk. 4.

En forsker ønskede vejledning om ophavsretten til et edb-program, der var frembragt af en forsker ved en dansk forskningsinstitution. UBVA vejledte om, at ophavsretten til et edb-program som udgangspunkt tilkommer den/dem, der har frembragt edb-programmet (ophavsretslovens § 1), men at ophavsretslovens § 59 indeholder en særlig regel, hvorefter ophavsretten til edb-programmer i visse tilfælde overgår fuldstændigt til arbejdsgiveren. UBVA vejledte om, at ophavsretslovens § 59 kan fraviges ved aftale, og at det derfor e. o. kan være nødvendigt at få tilladelse til brug af et edb-program både hos de relevante programmør(er) og deres forskningsinstitution. UBVA vejledte endvidere om indholdet af den legale programlicens, jf. ophavsretslovens §§ 36-37.

En person skulle ansættes ved en institution på Grønland. Vedkommende havde tidligere været ansat samme sted med en anden titel. Dengang havde personen udviklet noget undervisningsmateriale som led i arbejdet. Institutionen sendte i forbindelse med nyansættelsen en kontrakt, hvor alle personens rettigheder til materiale udviklet under den tidligere ansættelse blev overdraget til institutionen. Personen havde ikke noget problem med, at andre brugte materialet, men ville dog også selv kunne bruge det.

UBVA foreslog derfor følgende formulering til en aftale:
”Ophavsretten til undervisningsmateriale, som underviseren har lavet som led i sit ansættelsesforhold ved [Institutionen] med henblik på brug i undervisningen her, tilhører [Institutionen]. Denne kan derfor tillade andre lærere at bruge materialet i deres undervisning. Desuden kan andre lærere ved [Institutionen] frit bearbejde og redigere i materialet. [Institutionen] kan dog ikke videresælge materialet til andre, herunder andre skoler, uden tilladelse fra underviseren. Underviseren har uanset denne aftale lov til selv at bruge sit undervisningsmateriale i undervisning uden for [Institutionen].

En arbejdstager ønskede at udgive bøger om et emne, der lå tæt op ad vedkommendes arbejdsopgaver. Arbejdstagerens leder havde givet samtykke til, at arbejdstageren kunne udgive bøgerne, så længe de blev skrevet i fritiden og ikke indeholdt arbejdsgiverens navn.

Arbejdstagerens kontrakt indeholdt en bredt formuleret klausul om, at arbejdstageren overdrog alle immaterielle rettigheder til arbejdsgiveren for værker o.l., som blev frembragt under ansættelsen.

UBVA oplyste, at kontraktens bestemmelse om immaterielle rettigheder var urimeligt vidtgående. UBVA vurderede dog, at forudsætningen i kontrakten om, at materialet var frembragt under arbejdstagerens ansættelse, formentlig ville føre til, at bøgerne skrevet i fritiden ikke ville være omfattet af overdragelsen.

Alligevel anbefalede UBVA, at arbejdstageren for en sikkerheds skyld indgik en skriftlig aftale med lederen for hver ny bog, arbejdstageren ville skrive.

En uddannelsesinstitution ønskede oplyst, om man kunne fortsætte med at bruge grafiske billeder, som var udarbejdet af en nu tidligere ansat som led i ansættelsen, efter ansættelsesforholdets ophør. UBVA vejledte om reglerne om ophavsret i ansættelsesforhold, herunder at det i første række har betydning, om der er indgået en aftale om den ansattes ophavsret, og at det – hvis dette ikke er tilfældet – afhænger af de ulovbestemte regler om ophavsret i ansættelsesforhold. UBVA vurderede ud fra de foreliggende oplysninger, at institutionen kunne fortsætte brug af billederne til det formål, som de var udarbejdet til, mens det i øvrigt måtte afhænge af en evt. aftale eller institutionens ”sædvanlige virksomhed”, hvad billederne kunne bruges til.

En medarbejder ved et universitet havde i en årrække fået løn for at udgive et blad. Universitetet fremstod som udgiver. Medarbejderen var nu blevet opsagt og spurgte på den baggrund UBVA, i hvilket omfang hun selv ville kunne fortsætte med at udgive bladet efter sin fratræden, herunder ved at drive en hjemmeside, hvor man kunne se de tidligere numre. UBVA rådgav om, at det fulgte af almindelige regler om ophavsret i ansættelsesforhold, at retten til udgivelse af de allerede skrevne artikler var overgået til universitetet, og at medarbejderen derfor var afskåret fra lægge dem på nettet. Desuden måtte det efter UBVAs opfattelse antages, at retten til bladets navn nu formentlig tilhørte universitetet, sådan så medarbejderen ikke ville kunne drive et nyt blad videre under samme navn.

En uddannelsesinstitution, hvis elever var ansat på skolen, spurgte UBVA, om skolen kunne disponere over elevernes bachelorrapporter.

UBVA rådgav om, at hvis ikke institutionen havde en aftale om ophavsretten til rapporterne, gælder de almindelige regler om ophavsret i ansættelsesforhold, jf. UBVAs informationsbog "Ophavsret for begyndere" kap. 7 afsnit K. De regler vil betyde, at institutionen vil kunne råde over bachelorrapporterne på den måde, den plejede at gøre, da rapporterne blev skrevet. Derimod vil institutionen ikke kunne råde over rapporterne i videre omfang uden en aftale med eleverne.

En lærer ved en uddannelsesinstitution, der udbød en kort videregående uddannelse, spurgte UBVA, hvem der ville have ophavsretten til en lærebog, han var ved at skrive.

Det fremgik, at han måtte registrere halvdelen af den tid, han brugte på bogen, som arbejdstid. Der var ingen aftaler mellem skolen og lærerne om ophavsretten til de sidstnævntes bøger, og skolen havde ikke indtil nu haft del i ophavsretten til dem.
UBVA rådgav om, at hvis ikke der er aftalt andet, følger det af almindelige regler om ophavsret til værker skabt i ansættelsesforhold, at arbejdsgiveren kun får del i den ansattes ophavsret i det omfang, det er nødvendigt for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed. Se nærmere UBVAs informationsbog "Ophavsret for begyndere" kap. 7 afsnit K, herunder underafsnit K.3.a. Det betød i sagen her, at læreren selv havde ophavsretten til bogen.

En dansk styrelse havde ansat 60 interne undervisere til at varetage efteruddannelses- og kursusvirksomheden ved den del af den offentlige forvaltning, som styrelsen vedrørte. Styrelsen ønskede i den forbindelse oplyst, hvem der havde ophavsretten til undervisningsmaterialet, når der inkluderet i lønnen var en i forvejen fastsat forberedelsestid til hver undervisningstime.

UBVA oplyste, at ophavsretten i mangel af aftale er hos underviseren selv, medmindre andet følger af de almindelige regler om ophavsret i ansættelsesforhold. De regler siger, at arbejdsgiveren kun får de dele af ophavsretten, som var nødvendig for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed på det tidspunkt, hvor den ansatte skabte værket. Styrelsen kunne derfor alene fortsætte med at bruge undervisningsmaterialet på de måder, den plejede. Nye former for udnyttelse ville kræve en aftale med de ansatte.

UBVA anbefalede, at styrelsen indgik en aftale med de ansatte om de former for udnyttelse, styrelsen gerne ville kunne foretage med undervisningsmaterialet.

En medarbejder, der var fratrådt for at gå på pension, ønskede at anvende noget undervisningsmateriale, som hun havde udarbejdet som led i sin tidligere ansættelse, i en ny, selvstændig virksomhed.

UBVA vurderede, at undervisningsmaterialet var beskyttet af ophavsret, og UBVA vejledte hende om, at hendes tidligere arbejdsgiver kan have erhvervet dele af ophavsretten til materialet, og at dette kan være til hinder for, at hun lovligt kan bruge materialet i sin nye virksomhed.

UBVA vejledte om de nærmere retningslinjer for ophavsret i ansættelsesforhold og henviste hende til at vende tilbage, hvis hun havde nærmere spørgsmål hertil.

En ansat ved en offentlig institution spurgte UBVA, i hvilket omfang institutionen havde ophavsretten til rapporter, som de ansatte havde lavet, og som den pågældende institution derefter leverede til andre offentlige institutioner. I den forbindelse henledte spørgeren opmærksomheden på, at der i nogle rapporters kolofoner stod, at copyrighten tilkom forfatterne og den institution, de var ansat ved. I andre, derimod, stod der, at copyrighten tilhørte både den pågældende institution og den institution, der havde bestilt rapporterne.

UBVA oplyste, at spørgsmålet om, hvem der har ophavsretten til værker skabt af ansatte, afhænger af, hvad der er aftalt mellem dem og arbejdsgiveren. Hvis ikke der er aftalt noget, er reglen den, at arbejdsgiveren får de dele af den ansattes ophavsret, der er nødvendige for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed. Se nærmere UBVAs informationsbog "Ophavsret for begyndere" kap. 7 afsnit K. I tilfælde, hvor dele af den ansattes ophavsret er gået over til arbejdsgiveren, kan vedkommende normalt kun give ophavsretten videre til andre, hvis det er aftalt med den ansatte, eller hvis det er nødvendigt for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed. Se nærmere Ophavsret for begyndere kap 7 afsnit E. Det har ingen betydning for disse spørgsmål, hvilke copyright-angivelser o.l., der måtte stå i rapporternes kolofoner.

En ansat ved et universitetsbibliotek havde i sin arbejdstid skrevet et kapitel til en lærebog. Den ansatte spurgte UBVA, hvorvidt dennes arbejdsgiver havde fået overdraget en del af ophavsretten til dette bidrag, og hertil om arbejdsgiveren havde krav på den royalty, som den ansatte var stillet i udsigt.

UBVA svarede, at arbejdsgiveren kun får del i de ansattes værker, der er frembragt i arbejdstiden, hvis frembringelsen af værket er en del af den ansattes almindelige arbejdsopgaver, som er nødvendig for arbejdsgiverens almindelige virksomhed. UBVA oplyste, at det ikke er en del af et universitetsbiblioteks almindelige opgaver, at udgive faglitteratur, hvorfor arbejdsgiveren ikke får del i ophavsretten til værket. Slutteligt oplyste UBVA, at arbejdsgiveren således heller ikke havde krav på, at få del i den royalty, som den ansatte var blevet stillet i udsigt.

UBVA vejledte en ansat i undervisningssektoren om, at undervisere normalt selv har ophavsretten til undervisningsmateriale efter almindelige regler om ophavsret i ansættelsesforhold. Som beskrevet i artiklen ”Hvem har ophavsretten til undervisningsmateriale” på ubva.dk er det dog hensigtsmæssigt, at undervisere og uddannelsesinstitutioner indgår nærmere aftaler om, i hvilket omfang institutionerne får del i retten. UBVA bistår gerne ved forhandlingen om, hvad der skal stå i aftalerne.

En freelance-underviser, som af opdragsgiveren var blevet bedt om at dele sit undervisningsmateriale med en anden freelance-underviser, ønskede vejledning om sin retsstilling. Det fremgik efter det oplyste af freelance-konsulentaftalen, at ophavsretten til freelance-konsulentens undervisningsmateriale overgik til opdragsgiveren, hvis det var aftalt eller forudsat i en aftale mellem parterne. Efter det oplyste var praksis, der blev indgået en nærmere aftale i forbindelse med en ny undervisningsopgave, og freelance-underviseren mente, at rettighedsklausulen henviste til den aftale. UBVA vejledte om, at den indgåede aftale var uklar. Selv om det følger af ophavsretslovens § 53, stk. 3, at uklare aftaler normalt skal fortolkes til fordel for ophavsmanden, anførte UBVA, og den uklare aftale kunne give anledning til tvister med opdragsgiveren, og at det derfor var i freelance-underviserens interesse at få præciseret skriftligt, at ophavsretten til undervisningsmateriale kun overgik til opdragsgiveren, hvis dette blev aftalt skriftligt.

En studerende på en videregående uddannelse var ansat i en virksomhed, hvori en række processer ikke var automatiserede. Han foreslog sin arbejdsgiver, at de automatiserede nogle flere af processerne, hvilket arbejdsgiveren var med på. Han deltog i et pilotprojekt herom, og derefter blev der dedikeret en gruppe medarbejdere i virksomheden til at arbejde med projektet. Han fortsatte i gruppen efter endt uddannelse.
Automatiseringen bestod navnlig i udvikling af software, som kunne sammenkøre data fra forskellige kilder og udføre en række beregninger herpå. Den akademiske medarbejder havde nu fået tilbud om ansættelse i en anden virksomhed, som ville lave det samme, og han ønskede UBVA's vurdering af, om han "kunne tage sin idé med" til den nye virksomhed. Akademikerens ansættelseskontrakt indeholdt ikke særlige klausuler af betydning for dette spørgsmål.

UBVA vejledte akademikeren om, at edb-programmer (både i form af kildekode og objektkode, forberedende designmateriale, algoritmer m.v.) er beskyttet af ophavsret, jf. ophavsretslovens § 1, stk. 3. Når en ansat som led i sit arbejde laver edb-programmer, overgår alle rettigheder til edb-programmet til arbjedsgiveren, jf. ophavsretslovens § 59. Akademikeren var således afskåret fra at tage de edb-programmer med sig, som han havde udviklet i sin nuværende virksomhed.

UBVA vejledte desuden akademikeren om, at han ikke må medtage, udnytte og videregive erhvervshemmeligheder, tekniske tegninger m.v. fra sin nuværende arbejdsgiver til en ny arbejdsgiver, jf. markedsføringslovens § 23. Begrebet "erhvervshemmeligheder" omfatter konkret fortrolig viden om kommercielle og tekniske forhold (knowhow). Det omfatter derimod ikke viden, som er almindeligt kendt i branchen m.v

En forsker arbejdede i en privat virksomhed, hvor det var almindelig skik at forelægge rapporter, man lavede, for andre medarbejdere i virksomheden med henblik på peer review. Efter peer review’et ville rapportens forfatter få rapporten tilbage og diskutere eventuelle ændringer med den person, der foretog review’et. Når forfatteren var færdig med sin rapport, ville den blive uploadet i et internt dokumentsystem, for herefter at blive godkendt af forfatterens afdelingsleder og den person, der foretog peer review’et. Efter godkendelse, ville det ikke længere være muligt at ændre i rapporten.
Forskeren i virksomheden skrev en rapport og bad en kollega om at sørge for at den blev gjort til genstand for peer review. Efter review’et blev rapporten dog ændret væsentligt uden forskerens samtykke ved blandt andet fjernelse af afsnit og ændringer af konklusionen. Endeligt blev rapporten uden forskerens tilladelse uploadet til intranettet og markeret som ”endelig”, således at der ikke længere kunne ændres i den.

UBVA vurderede, at forskerens rapport var beskyttet som litterært værk, og oplyste at ansatte har ophavsretten, medmindre den er overgået til arbejdsgiveren. Ophavsretten indebærer blandt andet, at det er forbudt at ændre værket på en måde, som er krænkende for forfatterens litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart.

Ophavsretten kan overgå til arbejdsgiveren som følge af aftale. Den kan også overgå efter de almindelige regler om overgang af ophavsret i ansættelsesforhold, som siger, at arbejdsgiveren kun får de dele af ophavsretten, der er nødvendige for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed, på det tidspunkt, hvor værket skabes.
Ophavsretten, herunder retten til at forbyde ændringer, var ikke overgået til arbejdsgiveren ifølge aftale. Ophavsretten var heller ikke overgået til arbejdsgiveren ifølge reglerne om ophavsret i ansættelsesforhold, da det havde formodningen imod sig, at det var en del af virksomhedens sædvanlige virksomhed at ændre de ansattes rapporter på måder, som de ikke kunne stå inde for. Det var derimod praksis, at rapporterne kun blev ændret efter at ændringen var drøftet med forfatteren.

UBVA vurderede derfor, at ændringerne i forskerens rapport udgjorde ophavsretskrænkelser.

En it-programmør, der var ansat i en it-virksomhed, overvejede at starte egen virksomhed og søgte i denne forbindelse vejledning om, hvorvidt han kunne begynde at udvikle idéer hertil under sit nuværende ansættelsesforhold. Det fremgik af hans ansættelseskontrakt, at alle immaterielle rettigheder, know-how og opfindelser mv., som medarbejderen frembragte helt eller delvist i ansættelsesperioden inden for it-virksomhedens virksomhed, tilkom it-virksomheden.
UBVA vurderede, at den pågældende bestemmelse efter sin ordlyd var meget vidtgående, og at den måtte fortolkes på en måde, som ikke stillede it-programmøren i en helt urimelig situation.
UBVA vurderede, at it-programmøren ikke var afskåret fra at bruge sin generelle it-viden, uanset denne måtte være blevet forbedret som led i ansættelsen hos it-virksomheden, og at it-programmøren heller ikke var afskåret fra at bruge generelle idéer, som it-programmøren selv er kommet på, og som han ikke havde arbejdet med som led i sin ansættelse. Derimod var it-programmøren som udgangspunkt afskåret fra at bruge mere konkrete programkoncepter og design m.v., som var udviklet under ansættelsen.
UBVA fremhævede også, at det følger af loyalitetspligten i ansættelsesforhold, at en ansat ikke må påbegynde eller beskæftige sig med en til arbejdsgiveren konkurrerende virksomhed.

En akademiker, der alene havde arbejdet på nogle faglitterære værker som led i sin ansættelse i en virksomhed, var blevet fyret og fritstillet, og han ønskede nu oplyst, om han selv eller hans arbejdsgiver havde ophavsretten til de faglitterære værker.

UBVA anførte, at den, der frembringer et litterært værk (hvorunder falder faglitteratur), har ophavsret til værket, jf. ophavsretslovens § 1, stk. 1. Denne ophavsret kan med visse begrænsninger overdrages til andre, jf. ophavsretslovens § 53, stk. 1. En sådan overdragelse kan ske ved en aftale herom, men efter det oplyste forelå der ikke en sådan aftale.

UBVA anførte videre, at når der ikke er aftalt andet, så får arbejdsgiveren kun de dele af den ansattes ophavsret, som var nødvendige for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed på det tidspunkt, hvor den ansatte lavede værket. UBVA vejledte nærmere om indholdet af denne bestemmelse.

En akademiker, der var ansat i den offentlige forvaltning, havde som led i sit arbejde udarbejdet en beregningsmodel i Excel med tilhørende hjælpetekster samt en særskilt vejledning til modellen. Den ansatte ønskede oplyst, hvem der havde ophavsretten til beregningsmodellen.

UBVA anførte, at det første måtte overvejes, hvorvidt det frembragte materiale overhovedet var beskyttet af ophavsret.
UBVA vurderede, at den frembragte model med tilhørende hjælpetekster og vejledning måtte anses for at være beskyttet af ophavsret som "litterære værker" ifølge ophavsretslovens § 1. Mens hjælpeteksterne og vejledningen udgjorde litterære værker i form af "sprogværker", var det mere tvivlsomt, om selve beregningsmodellen i Excel eventuelt var beskyttet som et "edb-program", der ifølge ophavsretslovens § 1, stk. 3, "henregnes til litterære værker". Et edb-program i ophavsretlig forstand defineres traditionelt således: »Et edb-program er en række instruktioner eller oplysninger, fikseret i en hvilken som helst form eller på et hvilket som helst medium, som tilsigter direkte eller indirekte at bringe en datamat til at angive, udføre eller opnå en bestemt funktion, opgave eller et bestemt resultat«.

UBVA kunne ikke på det foreliggende grundlag vurdere sikkert, om beregningsmodellen var omfattet af denne definition.

UBVA anførte, at eftersom akademikeren havde frembragt beregningsmodellen m.v. som led i sit arbejde, gav sagen anledning til at overveje, hvorvidt arbejdsgiveren (den offentlige forvaltningsmyndighed) havde fået overdraget ophavsretten helt eller delvist til sig efter reglerne om ophavsret i ansættelsesforhold.

UBVA anførte, at det her først og fremmest har betydning, om der er indgået en aftale om ophavsretten - fx i ansættelseskontrakten eller i andre aftaler, der gælder for ansættelsesforholdet. Hvis der ikke er aftalt noget om ophavsretten, følger det af ophavsretslovens § 59, at "Ophavsretten til et edb-program, der er frembragt af en arbejdstager under udførelsen af dennes arbejde eller efter arbejdsgiverens anvisninger, overgår til arbejdsgiveren." For andre litterære værker gælder de ulovbestemte regler om ophavsret i ansættelsesforhold, der kan sammenfattes således: "Medmindre andet er aftalt, får arbejdsgiveren kun de dele af den ansattes ophavsret, som var nødvendige for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed på det tidspunkt, hvor den ansatte lavede værket."

UBVA vejledte nærmere om indholdet af disse regler.

Hvis ikke der er aftalt noget, får arbejdsgiveren kun den ansattes ophavsret i det begrænsede omfang, det er nødvendigt for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed. Hvor en tidligere ansat (en stenhugger) var ansat til at frembringe værker ved et stenhugger-firma, må den tidligere arbejdsgiver (stenhugger-firmaet) således have fået de dele af medarbejderens ophavsret, som er nødvendig for arbejdsgiverens sædvanlige drift af stenhugger-firmaet. Heri må bl.a. ligge, at firmaet også fremadrettet kan fremstille eksemplarer af medarbejderens figurer mm. Derimod er det ikke sandsynligt, at det er nødvendigt for den tidligere arbejdsgivers virksomhed, at den tidligere arbejdsgiver får adgang til at forbyde den tidligere medarbejder at afbilde egne værker frembragt under ansættelsesforholdet i CV´er o.l. Medarbejderen må derfor formentlig have ret til at gøre det.

Når aviser fra før år 2000 gøres tilgængelige for almenheden på internettet kræver det rettighedshavernes samtykke, så længe rettighederne ikke er udløbet. De ansatte journalister kan ikke anses for at have overdraget deres rettigheder hertil til avisudgiverne for så vidt angår aviser, som udkom førend det blev sædvanligt for den enkelte udgiver at lægge avisens indhold på nettet. Tilsvarende gælder i kraft af stiltiende aftaler også for andre bidragydere, alt under forudsætning af, at der ikke er indgået andre aftaler. En sådan tilgængeliggørelse vil kunne muliggøres med virkning også for udenforstående rettighedshavere gennem en aftalelicensudløsende aftale med Copydan, jf. OHL § 50, stk. 2.