En fastansat havde bedt UBVA vurdere, i hvilket udstrækning hans fremtidige arbejde ville være begrænset af en klausul i hans nuværende kontrakt.

Klausulen omhandlede den nuværende arbejdsgivers erhvervelse af immaterielle rettigheder, som den fastansatte opnåede efter sin ansættelses ophør. Klausulen beskrev, at immaterielle rettigheder, som opstod efter ansættelsesforholdets ophør, kunne overgå til arbejdsgiveren. Det var navnlig, hvis den pågældende immaterielle rettighed helt eller delvist hidrørte fra aktiviteter under ansættelsen. Herudover var bevisbyrden for dette i en periode pålagt den ansatte.

UBVA forholdt sig både til klausulens ordlyd, men bedømte også, om en sådan klausul efter sit indhold overhovedet var lovlig. UBVA så alene på spørgsmålet i forhold til opfindelser og ophavsretligt beskyttede værker.

UBVA rådgav den fastansatte til at være meget forsigtig, hvis denne ønskede at arbejde med områder, som på en eller anden måde var i forlængelse af hans arbejde for den nuværende arbejdsgiver. UBVA påpegede tillige, at det ville være nødvendigt, at personen sikrede sig dokumentation for, hvordan og hvornår de enkelte immaterielle rettigheder opstod, og hvorfra baggrunden for at frembringe disse var kommet. UBVA fremhævede, at den aftalte bevisbyrde-regel i sig selv kunne gøre det meget vanskeligt eller næsten umuligt for den fastansatte at arbejde inden for samme område, som den nuværende arbejdsgiver beskæftigede sig med.

I forhold til lovligheden af klausulen nåede UBVA frem til, at klausulen med sikkerhed i forhold til opfindelser ikke kunne udstrækkes til at vare længere end et år. Det var i strid med § 10 i lov om arbejdstagers opfindelser. Det samme mente UBVA formentlig også måtte gælde i forhold til værker, men kunne alene støtte dette med en rimelighedsvurdering i henhold til aftalelovens § 36.

UBVA fandt også, at det var meget nærliggende, at klausulen begrænsede den fastansattes adgang til fremtidige nyansættelser og selvstændig virksomhed, og at klausulen måtte anses for en konkurrenceklausul. I så fald levede klausulen ikke op til betingelserne herfor i § 5 i lov om ansættelses-klausuler – og var dermed ugyldig.

UBVA så også nærmere på, om klausulen var så urimelig overfor den fastansatte, at den kunne blive tilsidesat helt eller delvist af en domstol. UBVA bedømte de forskellige elementer i klausulen, for så vidt angår både opfindelser og værker. UBVA konstaterede, at klausulen sandsynligvis ville blive helt eller delvist tilsidesat som urimelig, jf. aftalelovens § 36. Det var dog vanskeligt på forhånd at fastsætte, på hvilken måde en domstol ville regulere klausulen. UBVA fandt også, at sandsynligheden for tilsidesættelse af klausulen helt eller delvist som urimelig alt andet lige ville være størst i forhold værker.


Print