En tidligere medarbejder ved en dansk virksomhed havde været med i to informationsfilm om virksomhedens primære forretningsområde. Den ene af de to film lå allerede på virksomhedens hjemmeside, og den anden skulle efter planen senere lægges ud. Virksomheden havde derudover lavet nogle bannerreklamer, der skulle henlede opmærksomheden på informationsfilmene. Reklamerne indeholdt nogle fotografier af medarbejderen. Medarbejderen og virksomheden havde ikke indgået aftale om medarbejderens rettigheder i forbindelse med udarbejdelsen af informationsfilmene eller reklamerne. Medarbejderen havde heller ikke fået betaling for sin medvirken. Virksomheden havde efterfølgende bedt medarbejderen om at underskrive en samtykkeerklæring, der gav virksomheden alle immaterielle rettigheder til filmene og fotografierne samt adgang til at bruge dem.

UBVA vurderede, at medarbejderen havde naboretlig beskyttelse af sin optræden i filmene som ”udøvende kunstner” ifølge ophavsretslovens § 65. UBVA henviste i den forbindelse til, at kravene for at opnå sådan beskyttelse ikke er strenge, og at blandt andet speakere, der indtaler TV-reklamer, kan opnå den. Derimod var der formentlig ikke § 65-beskyttelse for medarbejderens medvirken på fotografierne.

Da medarbejderen havde beskyttelse af sin optræden i filmene, kunne medarbejderen forbyde virksomhedens brug af dem, medmindre der var indgået en aftale med virksomheden om andet. Medarbejderens samtykke til at medvirke i filmene indebar en stiltiende aftale om, at virksomheden også kunne bruge filmene. Aftalen begrænsedes dog af den ophavs- og naboretlige specialitetsgrundsætning. Den siger, at en aftale om overdragelse af ophavs- eller naborettigheder kun omfatter tilladelse til de former for brug, som aftaleparterne klart kunne forudse, da materialet blev lavet. Aftalen begrænsedes på samme måde af de almindelige regler om overdragelse af ophavs- og naborettigheder i ansættelsesforhold. De siger, at arbejdsgiveren kun får de dele af ophavs- eller naborettighederne, som er nødvendige for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed på det tidspunkt, hvor den ansatte laver materialet. Virksomheden kunne derfor ikke bruge filmene på nye måder eller i nye sammenhænge, medmindre medarbejderen gav lov til det. Men da filmene blev lavet til virksomhedens hjemmeside, og da brug på hjemmesiden derfor både var forudsat af parterne og udgjorde virksomhedens sædvanlige virksomhed, var det tilladt at fortsætte med det.

Medarbejderen havde også beskyttelse efter persondataloven. Denne beskyttelse omfattede både medarbejderens medvirken på fotografierne og i filmene, da det normalt kræver tilladelse at filme eller fotografere personer, hvis de er genkendelige på optagelserne og spiller en væsentlig rolle i dem. Medarbejderens medvirken i filmene og på fotografierne til virksomhedens hjemmeside indebar et samtykke om, at virksomheden også kunne offentliggøre optagelserne på hjemmesiden. Medarbejderen kunne dog ifølge persondatalovens § 38 trække sit samtykke tilbage, og dermed kræve, at virksomheden fjernede filmene og fotografierne fra hjemmesiden, uanset om medarbejderen måtte underskrive den samtykkeerklæring, virksomheden havde givet medarbejderen.

UBVA anbefalede for en klarheds skyld, at lade det indgå i samtykkeerklæringen, at medarbejderen til enhver tid ville kunne trække sit samtykke tilbage, og at sådan tilbagetrækning ville betyde, at virksomheden ville skulle stoppe med at bruge filmene og billederne. Undladelse af det ville dog ikke påvirke medarbejderens tilbagetrækningsret.

UBVA anbefaler, at undervisere og deres uddannelsesinstitutioner aftaler nærmere, i hvilket omfang underviserne skal acceptere webcast af deres undervisning. UBVA har to aftaler om det. Dels en generel rammeaftale, der kan indgås mellem en undervisningsinstitution og undervisernes tillidsrepræsentant. Og dels en individuel aftale, der skal indgås mellem en underviser og en uddannelsesinstitution om, hvilken undervisning der skal webcastes.

En uddannelsesinstitution ønskede at bruge filmklip i fjernundervisning. Da filmklip normalt er ophavsretligt beskyttet, vejledte UBVA om, at dette i så fald kun kan ske efter reglerne om citat – eller ved at indhente et samtykke fra de relevante rettighedshavere. UBVA vejledte nærmere om citatreglen i ophavsretslovens § 22, som bl.a. forudsætter, at der citeres i overensstemmelse med god skik og i det omfang, der betinges af formålet.

Et universitetsbibliotek søgte vejledning om, hvor vidt undervisere på universitetet må vise film som led i undervisningen. Da visning af film indkøbt på DVD og lign. kræver tilladelse, hvis der er tale om en ”offentlig fremførelse”, jf. ophavsretslovens § 2, vejledte UBVA om, hvornår visning af DVD-film kan anses for en offentlig fremførelse. Dette er tilfældet, når der ikke er personlige bånd mellem underviseren og de studerende. UBVA vejledte endvidere om, at EU-Domstolen har fastslået, at der gælder til dels andre kriterier for streaming af film fra internettet som led i undervisningen. Det afgørende kriterium synes her at være, om streamingen sker til et betydeligt antal personer.

En producent af undervisningsvideoer anvendte i vidt omfang andres billedmateriale fra internettet m.v. til illustration m.v. i videoerne. Producenten ønskede oplyst, om dette var tilladt efter ophavsretsloven. UBVA vejledte om, at det anvendte billedmateriale ofte vil være beskyttet af ophavsret, og at dette da indebærer, at man ikke må gengive billedmaterialet i fx en undervisningsvideo uden samtykke fra rettighedshaveren. UBVA vejledte om, at et sådant samtykke er særligt vigtigt, når videoerne gøres tilgængelige for alle på internettet, idet man ellers risikerer at krænke ophavsretten i nogle af de lande, hvor videoerne er tilgængelige. UBVA vejledte endvidere om, at den danske ophavsretslov – som gælder for udnyttelser i Danmark – tillader visse former for brug af andres materiale, og UBVA gennemgik i denne forbindelse de undtagelsesregler i lovens kapitel 2, som havde betydning for videoproduktionerne. Gennemgangen viste, at ingen af undtagelserne gav mulighed for at anvende andres billedmateriale m.v. frit i undervisningsvideoer på den ønskede måde.

En akademiker, der var blevet interviewet til TV2, spurgte, om hun måtte lægge interviewet på sin hjemmeside, hvilket TV2 afviste. Akademikeren spurgte på den baggrund UBVA, om det kan være rigtigt, at TV2 overtager alle hendes rettigheder til interviewet, og om hun kunne risikere sanktioner, hvis hun lagde interviewet på sin egen hjemmeside uden tilladelse.

UBVA rådgav om, at medvirkende i tv-interviews i vidt omfang har ophavsret til det, de siger under interviewet. Som medvirkende i en tv-udsendelse må man imidlertid forstå, at TV-stationen vil udsende den, og derfor anses man juridisk set for at indgå en stiltiende aftale med stationen om, at de kan gøre det, uden at det krænker ens ophavsret. TV-stationen har på sin side ret til tv-interviewet, bl.a. efter ophavsretslovens § 69. Hvis ikke man som interviewet sørger for at få en aftale med tv-stationen om, at man kan lægge interviewet på sin hjemmeside, vil man derfor normalt være afskåret fra det. Det er dog tilladt at linke til udsendelser, der er lagt lovligt på nettet, herunder ved ”embedded linking”. Se nærmere Ophavsret for begyndere, 3. udg. 2014 kap. 5.B.5.

En underviser, der ønskede at bruge en indkøbt undervisnings-DVD i sin sprogundervisning, ønskede oplyst, om hun kunne bruge DVD’en på nærmere anførte måder.

UBVA vejledte om, at flere af de anførte måder – som bl.a. involverede upload til intranet og kopiering af DVD’en mhp. udlån af kopierne – ikke kunne ske uden samtykke fra ophavsmanden. En af de anførte måder bestod i at afholde et ”Webinar”, hvor underviseren via sin computer afspillede DVD’en for kursisterne, som så den ”realtime” hjemme hos sig selv. UBVA vejledte om, at denne sidste form for brug af DVD’en ville være lovlig, hvis den ikke retter sig mod et ubestemt antal potentielle modtagere, som udgør et betydeligt antal personer. En anden af de anførte måder bestod i at udlåne DVD’en til eleverne på skift.

UBVA vejledte om, at et sådant udlån ikke kræver samtykke, hvis der sker inden for underviserens ”privatsfære”, men at det kan være tvivlsomt, om der mellem underviseren og dennes studerende består sådanne personlige bånd. Hvis dette ikke er tilfældet, kræver udlån af DVD’en samtykke fra ophavsmanden

Et lokalarkiv ønskede oplyst, om de måtte lave kopier af de film, som findes på arkivet, og som var beskyttet af ophavsret, til privat brug for interesserede privatpersoner.

UBVA vejledte om, at en sådan kopiering som udgangspunkt kun må ske med samtykke fra rettighedshaveren, jf. ophavsretslovens § 2, og at ophavsretslovens § 12 om eksemplarfremstilling til privat brug ikke tillader, at et arkiv fremstiller eksemplarer til privatpersoners brug, jf. § 12, stk. 2, nr. 5, og § 12, stk. 4, nr. 2.

UBVA vejledte desuden om, at en privatperson gerne selv må kopiere en film fra et arkiv til sin private brug, hvis det drejer sig om en analog kopi. For digitalkopiering af film gælder, at en privatperson må kopiere til personlig brug for sig selv og sin husstand, forudsat at den digitale kopiering ikke må ske på grundlag af et lånt eksemplar.

UBVA vejledte om, at en privatpersons digitale kopiering af film fra et arkiv, som finder sted på arkivet, måske ikke betragtes som baseret på et ”lånt” eksemplar, men at dette spørgsmål var tvivlsomt.

En ansat på ITU spurgte ind til, hvad loven siger om at streame og optage (f.eks. webcaste) almindelige forelæsninger på ITU enten via offentlig deling eller via et Learning Management System (LMS).

UBVA vejledte om, at der skal sondres mellem de regler, der gælder for underviserne på ITU og de regler, der gælder for eleverne på ITU. I forhold til underviserne har de ikke pligt til at acceptere, at deres undervisning optages og offentliggøres.

For det første er undervisningen et ”værk”, som underviserne har ophavsretten til efter reglerne i op-havsretsloven.

For det andet er optagelser af undervisning en ”personoplysning” om underviseren, omfattet af per-sondataloven, og det betyder, at undervisningen kun kan optages og offentliggøres, hvis underviseren giver samtykke. Underviseren kan trække samtykket tilbage igen i henhold til persondatalovens § 38. ITU og underviseren bør lave en aftale om webcast med inspiration i UBVA's modelaftale.

I forhold til eleverne er det principielt bedst at få de studerende, der siger noget, til at skrive under på et samtykke til webcast.

En uddannelsesinstitution søgte vejledning om reglerne om brug af YouTube-videoer som led i undervisning i form af 1) linking til YouTube-videoer og 2) visning af YouTube-videoer i et undervisningslokale for tilstedeværende studerende.

I forhold til linking til YouTube-videoer vejledte UBVA om, at det har væsentlig betydning, om den, der linker, gør det "med vinding for øje" eller ej: Hvis en underviser ikke linker "med vinding for øje", er det afgørende, om underviseren vidste eller med rimelighed kunne vide, at der var tale om en ulovlig tilgængeliggørelse af videoen. Hvis en underviser derimod linker "med vinding for øje", er der en formodning for, at underviseren bør vide, om det materiale, der linkes til, er ulovligt. Dette har fx betydning, hvis man udvikler kommercielt e-læringsmateriale. Hvis man konkret bliver gjort opmærksom på, at man linker til en ulovligt tilgængeliggjort video, så har man pligt til at ophøre med at linke, hvis man vil undgå at ifalde ansvar for ulovlig linking.

I forhold til visning af YouTube-videoer i et undervisningslokale for tilstedeværende studerende, vejledte UBVA om, at dette udgør en "teknisk overføring" af rettighedsbeskyttet materiale, som kræver tilladelse, hvis den sker "til almenheden". Kriterierne for "til almenheden" er følgende: 1) Overføringen skal rette sig mod et ubestemt antal potentielle modtagere, 2) Publikum skal udgøre et betydeligt antal personer, og 3) Overføringen skal ske bevidst. Det er vanskeligt ud fra disse kriterier at vurdere med sikkerhed, hvornår visning af YouTube-videoer i et undervisninglokale vil være en teknisk overføring "til almenheden". Også her har det betydning, om den pågældende video er tilgængeliggjort lovligt eller ej på YouTube: Streaming af YouTube-videoer i en undervisningssituation indebærer nemlig, at der foretages en række "midlertidige eksemplarfremstillinger" af dele af videoens indhold på den computer, der streamer videoen. Disse midlertidige eksemplarfremstillinger er kun lovlige, hvis streamingen sker på grundlag af et "lovligt forlæg", dvs. en lovligt tilgængeliggjort video, jf. ophavsretslovens § 2, jf. § 11 a, jf. § 11, stk. 3. En underviser, som vidste eller burde vide, at en video er tilgængeliggjort ulovligt, kan således ifalde et ansvar for at streame sådanne videoer, selv om selve visningen af videoen i undervisningslokalet ikke i sig selv kræver tilladelse fra rettighedshaveren. Hvis underviseren ikke vidste eller burde vide, at videoen er tilgængeliggjort ulovligt, kan underviseren derimod ikke ifalde noget ansvar, men alene blive påbudt at standse en ulovlig streaming.

Et forlag ønskede at udgive et undervisningsmateriale med en transskribering af passager fra tv-udsendelser. Hver passage udgjorde ca. 3½ minut, og der var tale om passager fra forskellige tv-udsendelser (men i samme serie), som havde en samlet spilletid på ca. 43 minutter. UBVA udtalte, at de pågældende tv-udsendelser måtte anses for bl.a. at være beskyttet som filmværker efter ophavsretslovens § 1, og at en gengivelse af de omtalte transskriberinger som udgangspunkt måtte anses for en eksemplarfremstilling heraf, som rettighedshaveren som udgangspunkt kan modsætte sig, jf. ophavsretslovens § 2. Sagen gav herefter anledning til at overveje, om gengivelsen opfyldte betingelserne for et lovligt citat efter ophavsretslovens § 22: "Det er tilladt at citere i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet."

UBVA vurderede, at de gengivne passager tjente til illustration af nogle faglige pointer, som undervisningsmaterialet angik. De gengivne passager havde et relativt omfattende omfang, og UBVA fandt det tvivlsomt, om citaternes omfang lå inden for det, som formålet betingede.

Ifølge ophavsretslovens § 11, stk. 2, må et værk ikke ændres i videre omfang, end den tilladte brug kræver, når der citeres fra det. UBVA anførte, at det kan overvejes, om en transskribering af dialogen i en tv-udsendelse indebærer en ændring af værket, der går videre end det tilladte.

UBVA anførte, at transskribering er en anerkendt teknik til at gengive dialog, interviews m.v., og at en transskribering efter de herfor

En uddannelsesinstitution, som udbød forskellige videregående uddannelser, ønskede oplyst, om det krævede en tilladelse at bruge spillefilm i undervisningen. UBVA udtalte indledningsvis, at der må skelnes mellem tilfælde, hvor der bruges et fysisk medie (fx en DVD) til visning af filmen, og tilfælde hvor filmen streames fra en streamingtjeneste.

UBVA anførte, at visning af film fra et fysisk medie (fx en DVD) som led i undervisningen, kræver tilladelse, såfremt den udgør en "offentlig fremførelse" efter ophavsretslovens § 2. En fremførelse anses for at være "offentlig", hvis der ikke er personlige bånd mellem underviseren og de studerende. Der vil ofte ikke være sådanne personlige bånd på videregående uddannelser, og selv hvis der opstår sådanne personlige bånd, kan det være vanskeligt at sige præcist, hvornår de opstår (og en visning af DVD-film dermed vil være lovlig).

UBVA anførte, at visning af film fra en streamingtjeneste som led i undervisningen, som udgangspunkt kræver tilladelse, såfremt der er tale om en "overføring til almenheden" efter ophavsretslovens § 2. Dette er et EU-retligt begreb, hvis indhold fastlægges af EU-Domstolen. EU-Domstolen har i sin retspraksis udviklet en række kriterier, hvoraf det bl.a. følger, at "almenheden" betyder "et ubestemt antal potentielle modtagere", dvs. ikke begrænset til særlige medlemmer af en privat gruppe, og at der skal være tale om et betydeligt antal personer. Desuden skal overføringen ske bevidst til et "nyt publikum", og det kan have en vis vejledende betydning, om overføringen sker for vindings skyld.

UBVA anførte, at det ikke er muligt at sige noget præcist om, hvor EU-Domstolen vil sætte grænsen for "et betydeligt antal personer".

UBVA bemærkede, at rettighedshaverne kan regulere brugen af streamet indhold i streamingtjenestens betingelser. Hvis der bruges en tjeneste som fx Netflix, så afhænger det i første række af abonnementsaftalen for Netflix, hvad streamingen må bruges til. Det skyldes, at abonnenten har indgået en aftale med Netflix herom. Denne aftale kan både udvide og begrænse de rettigheder, som følger af EU-Domstolens kriterier nævnt ovenfor. Tjenester som fx YouTube, hvor brugerne skaber indholdet og ofte uploader materiale uden tilladelse fra de relevante rettighedshavere, bemærkes, at YouTubes licensbetingelser ikke kan lovliggøre brug af materiale, som brugere ulovligt har delt på tjenesten.

UBVA fremhævede, at en underviser risikerer at ifalde straf- og erstatningsansvar for overtrædelse af ophavsretsloven, hvis der foretages en filmfremvisning i strid med ophavsretslovens regler. Derfor bør uddannelsesinstitutioner med behov for at vise spillefilm som led i undervisningen sørge for, at der er indgået de fornødne aftaler, så der ikke er tvivl om filmvisningernes lovlighed.

Et filmklip vises i en teaterforestilling, og et klip herfra indgår i en dokumentarfilm. Der er ikke tale om en dagsbegivenhed, så OHL § 25 kan ikke anvendes. Citatreglen i OHL § 22 kan muligvis anvendes afhængigt af omstændighederne, navnlig om der er en vis saglig forbindelse med filmklippet og det emne, som selvstændigt behandles i dokumentarfilmen og som belyses med klippet. Hvis rettighedshavere fra USA skal opspores, kan oplysninger eventuelt skaffes med søgefunktionen på Copyright Office’s hjemmeside: copyright.gov.

En hjemmeside eller blog, som omhandler film og computerspil skal som udgangspunkt have tilladelse til at bruge enkeltbilleder fra film eller spil som illustrationer. Det er tvivlsomt, hvorvidt den almindelige citatregel finder anvendelse i de situationer, hvor enkeltbilledet bruges til illustration af fx en selvstændigt skabt kommentar. Her vil billedcitat efter § 23, stk. 1, formentlig kunne komme på tale, også hvis hjemmesiden er reklamefinansieret, blot indtægterne ikke overstiger udgifterne. Derimod vil reglen i stk. 2 om omtale af dagsbegivenheder i aviser og tidsskrifter næppe finde anvendelse på hjemmesider. Det er også tvivlsomt fsva reglen i stk. 3 om gengivelser af underordnet betydning, men reglen har kun et snævert anvendelsesområde. Hvis stock fotos er til rådighed på nettet må man følge de angivne klausuler efter ordlyden, fx at fotografierne ikke må benyttes på reklamefinansierede hjemmesider. Praksis med hensyn til håndhævelse af rettighederne svinger, men man kan ikke på forhånd regne med, at man bare kan slippe med at tage fotografierne ned.