En tidligere medarbejder ved en dansk virksomhed havde været med i to informationsfilm om virksomhedens primære forretningsområde. Den ene af de to film lå allerede på virksomhedens hjemmeside, og den anden skulle efter planen senere lægges ud. Virksomheden havde derudover lavet nogle bannerreklamer, der skulle henlede opmærksomheden på informationsfilmene. Reklamerne indeholdt nogle fotografier af medarbejderen. Medarbejderen og virksomheden havde ikke indgået aftale om medarbejderens rettigheder i forbindelse med udarbejdelsen af informationsfilmene eller reklamerne. Medarbejderen havde heller ikke fået betaling for sin medvirken. Virksomheden havde efterfølgende bedt medarbejderen om at underskrive en samtykkeerklæring, der gav virksomheden alle immaterielle rettigheder til filmene og fotografierne samt adgang til at bruge dem.

UBVA vurderede, at medarbejderen havde naboretlig beskyttelse af sin optræden i filmene som ”udøvende kunstner” ifølge ophavsretslovens § 65. UBVA henviste i den forbindelse til, at kravene for at opnå sådan beskyttelse ikke er strenge, og at blandt andet speakere, der indtaler TV-reklamer, kan opnå den. Derimod var der formentlig ikke § 65-beskyttelse for medarbejderens medvirken på fotografierne.

Da medarbejderen havde beskyttelse af sin optræden i filmene, kunne medarbejderen forbyde virksomhedens brug af dem, medmindre der var indgået en aftale med virksomheden om andet. Medarbejderens samtykke til at medvirke i filmene indebar en stiltiende aftale om, at virksomheden også kunne bruge filmene. Aftalen begrænsedes dog af den ophavs- og naboretlige specialitetsgrundsætning. Den siger, at en aftale om overdragelse af ophavs- eller naborettigheder kun omfatter tilladelse til de former for brug, som aftaleparterne klart kunne forudse, da materialet blev lavet. Aftalen begrænsedes på samme måde af de almindelige regler om overdragelse af ophavs- og naborettigheder i ansættelsesforhold. De siger, at arbejdsgiveren kun får de dele af ophavs- eller naborettighederne, som er nødvendige for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed på det tidspunkt, hvor den ansatte laver materialet. Virksomheden kunne derfor ikke bruge filmene på nye måder eller i nye sammenhænge, medmindre medarbejderen gav lov til det. Men da filmene blev lavet til virksomhedens hjemmeside, og da brug på hjemmesiden derfor både var forudsat af parterne og udgjorde virksomhedens sædvanlige virksomhed, var det tilladt at fortsætte med det.

Medarbejderen havde også beskyttelse efter persondataloven. Denne beskyttelse omfattede både medarbejderens medvirken på fotografierne og i filmene, da det normalt kræver tilladelse at filme eller fotografere personer, hvis de er genkendelige på optagelserne og spiller en væsentlig rolle i dem. Medarbejderens medvirken i filmene og på fotografierne til virksomhedens hjemmeside indebar et samtykke om, at virksomheden også kunne offentliggøre optagelserne på hjemmesiden. Medarbejderen kunne dog ifølge persondatalovens § 38 trække sit samtykke tilbage, og dermed kræve, at virksomheden fjernede filmene og fotografierne fra hjemmesiden, uanset om medarbejderen måtte underskrive den samtykkeerklæring, virksomheden havde givet medarbejderen.

UBVA anbefalede for en klarheds skyld, at lade det indgå i samtykkeerklæringen, at medarbejderen til enhver tid ville kunne trække sit samtykke tilbage, og at sådan tilbagetrækning ville betyde, at virksomheden ville skulle stoppe med at bruge filmene og billederne. Undladelse af det ville dog ikke påvirke medarbejderens tilbagetrækningsret.


Print