Ved afgørelsen af, hvem der er ophavsperson til et værk er udgangspunktet den frie bevisbedømmelse i dansk ret. Der gælder dog en formodningsregel i OHL § 7, hvorefter man, når ikke andet er oplyst, anser den person som ophavsperson, ”hvis navn eller alment kendte pseudonym eller mærke på sædvanlig måde er påført eksemplarer af værket eller opgives, når det gøres tilgængeligt for almenheden.” Det er uafklaret, om bestemmelsen finder samme anvendelse i tilfælde, hvor navnet m.v. er påført fra første offentliggørelse, som når ophavspersonen først senere tilskrives værket.

Stridsspørgsmål om, hvem der er ophavsperson eller rettighedshaver til et værk afgøres i sidste ende af domstolene under den frie bevisbedømmelse. Det kan fx ske ved vidneforklaringer eller dokumentbevis. OHL § 7, stk. 1, indeholder en formodningsregel til fordel for den, hvis identitet på sædvanlig vis angives på eksemplarer eller ved benyttelse af værket. En mulighed for at sikre sine rettigheder kan være at registrere værket på en måde, så det dokumenteres, at man havde det i sin besiddelse en bestemt dato. Det kan gøres på flere måder, og WIPO har etableret en dokumentationsservice https://www.wipo.int/wipoproof/en/.

En person havde planer om at udgive en bog ved et udenlandsk forlag. En samarbejdspartner, som var bosat i det land, forlaget lå i, havde hjulpet med at farvelægge nogle illustrationer, forfatteren havde lavet til bogen. UBVA vurderede, at samarbejdspartnerens værker kunne være beskyttet efter dansk ret, jf. udlandsbekendtgørelsen (BEK nr 218 af 09/03/2010, som er fastsat med hjemmel i ophavsretslovens § 88) § 2, stk. 1, nr. 1. Efter dansk ophavsret var det ikke usandsynligt, at samarbejdspartneren havde ophavsrettigheder til farvelæggelsen af illustrationerne som et såkaldt fællesværk, jf. ophavsretslovens § 6, i samarbejde med forfatteren (dvs. et værk, hvor hver enkelt ophavsmands bidrag ikke kan udskilles som små, selvstændige værker). Samarbejdspartneren havde således været med til at fastlægge farvevalget i samarbejde med forfatteren, som selv havde ydet en væsentlig kreativ indsats, og samarbejdspartneren havde derudover haft en kreativ frihed i forbindelse med malerarbejdet, idet samarbejdspartneren havde ført penslen og således sat de penselstrøg, som måtte formodes at kunne genfindes i illustrationernes endelige udtryk. Det var dog i sidste ende en konkret vurdering. UBVA oplyste, at det kunne være en god idé, at få overdraget samarbejdspartnerens rettigheder, da ophavsmændene til fællesværker kun kan overdrage ophavsretten til andre, hvis de er enige om det. For så vidt angik formuleringen af en sådan overdragelse, foreslog UBVA forfatteren at kontakte en advokat med speciale i ophavsret. UBVA kunne ikke forholde sig til eventuelle spørgsmål efter udenlandsk ret, herunder udnyttelse af rettigheder i udlandet el.lign. Forfatteren havde også en anden samarbejdspartner, som havde syet nogle figurer fra bogen, og forfatteren var i tvivl om, hvordan vedkommende skulle forholde sig til det, bl.a. fordi figurerne eventuelt skulle markedsføres på et tidspunkt. UBVA kunne ikke vurdere, om denne anden samarbejdspartner havde fået rettigheder til de fysiske figurer (eventuelt som fællesværk i samarbejde med forfatteren), men det fremstod ikke som tilfældet. Da der var tale om en særlig og ret specifik situation, var det svært at angive noget om, hvor stor en eventuel royaltysats burde være. Hvis samarbejdspartneren imidlertid slet ikke havde fået rettigheder til de syede figurer, kunne det dog overvejes, om der overhovedet var grundlag for at betale royalty til vedkommende.

Der blev stillet spørgsmål om, hvem der havde rettighederne til billeder, fremstillet af onlinetjenester, der er baseret på artificial intelligence (AI). UBVA oplyste, at dette endnu er et nyt område, hvor det er uafklaret, hvorledes man rent ophavsretligt skal kategorisere den slags frembringelser. En grundforudsætning for ophavsretlig beskyttelse er, at der skal være tale om et værk, der er skabt af et menneske. Ud fra gældende doktrin må det antages, at der ikke er ophavsretlig beskyttelse af værker, der udelukkende er skabt af AI. UBVA gjorde dog samtidig opmærksom på, at der på aftaleretligt grundlag kunne etableres en vis beskyttelse i kraft af de brugerbetingelser, der måtte være knyttet til internettjenesten. Det vil bero på en konkret vurdering, hvilken udstrækning en sådan aftaleretlig beskyttelse måtte have. UBVA gjorde desuden opmærksom på, at samspillet mellem ophavsret og AI er genstand for internationale drøftelser og mulig fremtidig EU-lovgivning.