Ansatte ved en dansk arbejdsgiver havde lavet noget informationsmateriale, der var blevet lagt ud på internettet af arbejdsgiveren. En forening, der omfattede de ansatte, ønskede UBVA’s vurdering af, om de ansatte havde ret til penge fra Copydan, når undervisningsinstitutioner brugte informationsmaterialet fra internettet. UBVA blev derudover spurgt, om arbejdsgiveren kunne forbyde de ansatte at modtage pengene fra Copydan.


UBVA udtalte, at undervisningsinstitutioner kan få generelle tilladelser fra Copydan til at bruge ophavsretligt beskyttet materiale, uden at undervisningsinstitutionerne først skal spørge de forskellige rettighedshavere om lov. Copydan opkræver penge fra de institutioner, der får aftaler med dem, og sender så vidt muligt pengene tilbage til de rettighedshavere, hvis værker bliver brugt. Copydan udbetaler 50 % til forfattere og 50 % til forlag og udgivere. Det gælder også, hvor en forfatter har overdraget alle sine rettigheder til udgiveren. Det er i så fald forfatterens og udgiverens egen opgave at fordele Copydan-pengene i overensstemmelse med deres aftale.


UBVA vurderede, at informationsmaterialet, der var blevet lagt ud på internettet, var ophavsretligt beskyttet.


Hvor materialet udtrykkeligt var lagt ud på internettet til fri afbenyttelse for alle, kunne undervisningsinstitutionerne anvende det uden aftale om det med Copydan, da Copydan-aftaler kun kræves, hvor der ellers skulle opnås tilladelse fra rettighedshaveren.


Hvor materialet var lagt ud på internettet uden udtrykkelig tilkendegivelse om, at det var til ubegrænset fri afbenyttelse, var der en juridisk formodning for, at materialet krævede samtykke fra rettighedshaveren. Derfor ville det kræve en aftale med Copydan at bruge det på en undervisningsinstitution.


Arbejdsgiveren var afskåret fra ensidigt at gøre indgreb i de ansattes ophavsret, som derimod alene var overgået til arbejdsgiveren i det omfang, som var nødvendig for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed på tidspunktet for skabelsen af informationsmaterialet.

Hvis det ikke udgjorde en del af arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed at tillade undervisningsinstitutioner at bruge informationsmaterialet, ville de ansatte have krav på at modtage penge fra Copydan, når undervisningsinstitutioner brugte materialet. Det ville kræve en aftale med dem at få dem til at give afkald på retten til at modtage pengene fra Copydan.

Hvis det derimod udgjorde en del af arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed at tillade undervisningsinstitutioner at bruge informationsmaterialet, ville denne del af ophavsretten være overgået til arbejdsgiveren, og arbejdsgiveren kunne dermed nægte de ansatte at modtage penge fra Copydan, når undervisningsinstitutioner brugte materialet, da de ansatte ikke længere ville være rettighedshavere. Alternativt kunne arbejdsgiveren kræve, at de ansatte betalte Copydan-pengene til sig.

UBVA gjorde opmærksom på, at arbejdsgiveren og de ansatte burde tage tre forhold i betragtning, hvis de ønskede at aftaleregulere spørgsmålet om ret til Copydan-penge. For det første, at Copydan udbetaler 50 % til forfattere og 50 % til udgivere, uanset om forfatterne og udgiverne har aftalt andet indbyrdes, og at det således er op til parterne selv at fordele pengene imellem sig. For det andet, at Copydan ikke ville udbetale flere penge til arbejdsgiveren, hvis de ansatte gav afkald på deres ret til at modtage penge fra Copydan, men at de ansattes del af pengene ville gå til andre forfattere. For det tredje, at hverken arbejdsgiveren eller de ansatte ville få nogen Copydan-penge, hvis arbejdsgiveren begyndte at skrive på internetsiden, at alt materiale lå til fri afbenyttelse.

UBVA henviste til, at der efter en nylig ændring af biblioteksafgiftsloven nu også betales biblioteksafgift for ordbøger, der udgives som "e-bøger". Ifølge en bekendtgørelse til loven gælder det dog kun "bøger, som i Nationalbibliografien er registreret som ordbøger med fremmedsprog". Digitale læremidler, så som fagportaler og portaler med samlinger af litteratur, er derimod ikke berettiget til biblioteksafgift.

UBVA anførte, at det afgørende herefter må være, hvilke bøger der i Nationalbibliografien registreres som ordbøger med fremmedsprog. UBVA henviste akademikeren til at rette henvendelse til DBC herom.