Sagen drejede sig om, hvorvidt en opfindelse beregnet på behandling af mentale lidelser, gjort af en psykiater ansat på et offentligt hospital, var omfattet af lov om opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner.
Efter lovens § 8, stk. 1, jf. § 2, nr. 1, og § 5, har offentlige hospitaler mv. krav på at få del i retten til de ansattes opfindelser gjort "som led i" ansættelsen.
UBVA udtalte, at det indebærer et krav om, at der mellem opfinderen og institutionen skal bestå et egentligt ansættelsesforhold i juridisk forstand, i modsætning til f.eks. et konsulentforhold.
Desuden betyder kravet om, at opfindelsen skal være gjort ”som led i arbejdet”, at den ansatte skal have gjort opfindelsen som led i sin opfyldelse af sine tjenestepligter over for arbejdsgiveren. Sagt på en anden måde er det et krav, at opfinderen er ansat til at opfinde og helt eller delvist får sin løn for det, og at opfindelsen er en måde, den ansatte gør sig fortjent til sin løn på. Man kan også udtrykke det sådan, at opfindelsen skal være en modydelse fra arbejdstagerens side, hvormed vedkommende lever korrekt op til sine forpligtelser som ansat. Vurderingen af, hvad der ligger i ansættelsesforholdet, tager først og fremmest udgangspunkt i, hvad der står i ansættelseskontrakter og stillingsbeskrivelser. Herudover kan spørgsmålet være påvirkeligt af sædvaner, mundtlige eller stiltiende aftaler, parternes forudsætninger o.l., sml. herved UfR 2004.1802 H. At opfindelsen skal være gjort som led i den ansattes præstation af sine arbejdsforpligtelser, ligger imidlertid fast. Pga. den sammenblanding mellem arbejde og fritid, der præger mange moderne menneskers liv, er det vel ikke nødvendigvis afgørende efter § 8, om opfindelsen er gjort inden for normal arbejdstid. At en opfindelse er gjort i fritiden, vil dog være et indicium for, at den falder uden for § 8. Det bringer i øvrigt ikke en opfindelse ind under loven, at den har en vis relation til den ansattes arbejde, herunder at den bygger på viden eller ideer, som den ansatte har fået dér. Det afgørende er, om opfindelsen er gjort af en arbejdstager, som var ansat til at gøre opfindelser som led i opfyldelsen af sine forpligtelser over for arbejdsgiveren. Hvis ikke den er det, falder opfindelsen uden for loven.
I den konkrete sag fremgik det, at den pågældende psykiater var ansat til at undersøge og behandle psykiatriske patienter, ikke at udføre eksperimentel forskning eller begå tekniske opfindelser.
UBVA fandt på den baggrund, at opfindelsen ikke var omfattet af lov opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner. Det gjaldt, uanset om den evt. måtte hvile på erkendelser og ideer opnået under ansættelsen.
Besvaret d. 14-03-2022
AC Sagsnummer: S-2021-1497
Print