En dansk tegner havde i begyndelsen af det 20. århundrede indsendt en tegning til en konkurrence udskrevet af virksomhed A. I den forbindelse overdrog tegneren visse af rettighederne til tegningen til virksomhed A. Efter tegneres død, tillod tegnerens enke desuden virksomheden at farvelægge tegningen. Virksomhed A ejes i dag af virksomhed B, som i det 21. århundrede via et reklamebureau lavede en reklamefilm i anledning af virksomhed A’s jubilæum. Reklamefilmen bestod blandt andet af en tegnefilm, der byggede på og bearbejdede tegningen, og hvor tegningens figurer er farvelagt og animeret. Reklamefilmen var blandt andet brugt på internettet og vist i biografer, på storskærm og i TV. Den nuværende rettighedshaver havde uden held forsøgt at indgå aftale med virksomhed B om brugen af tegningen i reklamefilmen. Rettighedshaveren ønskede på den baggrund oplyst, om virksomhed B krænkede ophavsretten til tegningen.

UBVA vurderede, at tegningen var beskyttet efter ophavsretslovens § 1 som et værk af billedkunst. Beskyttelsen var ikke udløbet.

Brugen af tegningen i reklamekampagnen indebar eksemplarfremstilling og offentlig fremførelse, som kræver tilladelse fra rettighedshaveren. Derudover var det muligt, at de ændringer, som reklamefilmen var udtryk for, var i strid med ophavsretslovens § 3, stk. 2, der forbyder ændringer af et værk, der er egnet til at krænke ophavsmandens litterære eller kunstneriske anseelse og egenart, medmindre der gives tilladelse.

Da den aftale, tegneren oprindeligt havde indgået med virksomhed A, ikke længere kunne fremskaffes, var det uklart, hvilke rettigheder der var blevet overdraget. UBVA fandt det dog usandsynligt, at de oprindelige aftaler skulle have givet virksomhed A ret til at bruge tegningen og dens figurer i en tegnefilm, som led i en reklamekampagne. UBVA henviste i den forbindelse for det første til, at aftalen mellem tegneren og virksomhed A ikke engang havde givet virksomhed A lov til at farvelægge tegningen, da aftalen mellem enken og virksomhed A om netop det spørgsmål ellers ikke havde været nødvendig. For det andet henvistes til den ophavsretlige specialitetsgrundsætning, som betød, at aftalerne mellem tegneren og virksomhed A, samt mellem enken og virksomhed A, skulle fortolkes til fordel for tegneren, enken og den nuværende rettighedshaver, og at virksomhed A ikke fik en større del af ophavsretten end klart forudsat af parterne. For det tredje henvistes til, at erhververe af ophavsret ikke har ret til at ændre værket, medmindre det er sædvanligt eller klart forudsat.

UBVA fandt derfor, at virksomhed B og reklamebureauet krænkede rettighedshaverens ophavsrettigheder.

UBVA informerede om, at den, der krænker en andens ophavsrettighed, har pligt til at betale et rimeligt vederlag, erstatning for tab, der ikke dækkes af det rimelige vederlag, og eventuelt godtgørelse for ikke-økonomiske tab. Det rimelige vederlag skulle opgøres efter det beløb, som rettighedshaveren kunne have krævet, hvis rettighedshaveren var blevet bedt om tilladelse, inden reklamefilmen blev lavet. UBVA henviste i den forbindelse til nogle takster fra Copydan Billedkunst, der ville være naturlige at tage udgangspunkt i ved beregningen af vederlaget.


Print