Generelt om ytringfriheden


Indebærer optagelser med skjult kamera af en skatterådgivers rådgivning en ophavsretskrænkelse, og hvilken betydning havde hensynet til ytringsfriheden i denne forbindelse?
Et dansk fjernsynsforetagende havde sendt en række udsendelser, der forsøgte at vise, hvordan advokater, revisorer, bankfolk, m.fl. rådgav erhvervslivet om, hvordan man kunne komme til at betale en lavere skat ved brug af uetiske eller ulovlige metoder. Udsendelserne indeholdt optagelser af skatterådgivere lavet med skjult kamera af en undercoverjournalist, der lod som om, at han var en forretningsmand, der ønskede at komme til at betale lavere skat. En af de rådgivere, der var blevet optaget ved skjult kamera, spurgte UBVA, om fjernsynsforetagendet havde krænket hans rettigheder ifølge ophavsretsloven.

UBVA forklarede, at det er en betingelse for at få ophavsretlig beskyttelse, at værket har originalitet, hvilket indebærer, at værket skal være udtryk for frie og kreative valg fra ophavsmandens side. Originalitetskravet er dog relativt mildt og selv kortere sætninger kan derfor få ophavsretlig beskyttelse. UBVA vurderede derfor, at det var overvejende sandsynligt, at rådgiveren havde ophavsret til i hvert fald nogle af de udtalelser, han var kommet med over for undercoverjournalisten under det én time lange møde, som rådgivningen varede.

Ophavsmanden til et ophavsretligt beskyttet værk får en eneret til at tillade eller forbyde at lave eksemplarer af værket, hvilket f.eks. kan være at kopiere en tekst, eller at gemme en fil på sin computer. Fjernsynsforetagendets optagelser af rådgiverens udtalelser ville derfor efter al sandsynlighed være en eksemplarfremstilling i strid med rådgiverens eneret.

Til sammenligning med optagelserne, var der i den endelige dokumentar dog kun brugt en lille del af samtalen med rådgiveren, og det var derfor tvivlsomt, om selve dokumentaren udgjorde en eksemplarfremstilling i strid med rådgiverens eneret. Det ville bero på, om de udtalelser, der var med i dokumentaren, isoleret set opfyldte originalitetskravet. UBVA vurderede at det var tvivlsomt, om de gjorde det, men at det ikke var umuligt.

Selv hvis de udtalelser, der var brugt i den endelige dokumentar, var selvstændigt ophavsretligt beskyttede, var det muligt, at fjernsynsforetagendet efter de ophavsretlige undtagelsesregler kunne have lov til at lave og udsende dokumentaren. UBVA fandt, at det var muligt, at ytringsfrihedshensyn kunne begrunde, at brugen af udtalelserne i dokumentaren ville have karakter af en særlig form for lovligt citat. Det var også muligt, at ytringsfrihedshensyn ville kunne påvirke en domstols udmåling af sanktioner. På grund af manglende afklaring i retspraksis var det dog svært at afgøre. Under alle omstændigheder vurderede UBVA, at det var sandsynligt, at en domstol ville tillægge ytringsfriheden betydelig vægt i en eventuel sag med henvisning til, at den skjulte optagelse var nødvendig for at oplyse almenheden om et emne af almen interesse.

Besvaret d. 21-11-2013
AC Sagsnummer S-2013-837


Er vilkår i kontrakter, der pålægger forskere en næsten uindskrænket tavshedspligt, lovlige?
En forsker ved et dansk universitet ønskede oplyst, om vilkår i kontrakter mellem myndigheder og forskningsinstitutioner, der pålagde forskere uindskrænket tavshedspligt, var juridisk uforenelige med reglerne om forskeres ytringsfrihed, forskningsfrihed og tavshedspligt i forvaltningslovens § 27. Kontrakterne vedrørte navnlig myndigheders bestilling af undersøgelser og rapporter hos forskningsinstitutioner. Et typisk vilkår i en sådan kontrakt havde følgende ordlyd: ”Konsulenten og dennes personale skal iagttage ubetinget tavshed med hensyn til oplysninger vedrørende Kundens eller andres forhold, som der opnås kendskab til i forbindelse med opfyldelse af denne kontrakt.”

UBVA udtalte, at hverken ytringsfriheden eller forskningsfriheden er absolutte rettigheder, men snarere fremstår som upræcise retspolitiske programerklæringer, som kan indskrænkes, hvis der er tilstrækkeligt tungtvejende grunde til det.

Spørgsmålet, om kontraktvilkår af den nævnte art befandt sig på den rigtige eller den forkerte side af ytrings- og forskningsfriheden, var derfor et tvivlsomt og skønsmæssigt spørgsmål.

På trods af det fandt UBVA, at vilkårene var af en sådan karakter, at de sandsynligvis kunne lede til krænkelser af såvel ytrings- som forskningsfriheden.

UBVA henviste for det første til, at hemmeligholdelsespligten gjaldt for ”[…] oplysninger vedrørende kundens eller andres forhold […]” uden hensyn til oplysningernes karakter. Forskere kunne på den måde blive underlagt en hemmeligholdelsespligt i forhold til oplysninger, der allerede var, eller efterfølgende på lovlig måde, blev offentligt kendte.

For det andet henviste UBVA til, at der kunne opstå problemer, hvor forskningsinstitutionen i forbindelse med opfyldelse af kontrakten får kendskab til oplysninger, som institutionen allerede var bekendt med, men som virksomheden anser for at være fortrolige og derfor omfattet af hemmeligholdelsespligten.

For det tredje henviste UBVA til, at forskere i en rets- eller straffesag ville kunne blive indkaldt som vidne, og ikke med henvisning til hemmeligholdelsespligten kunne nægte at afgive forklaring, medmindre forholdet var omfattet af en lovbestemt tavshedspligt. Dermed ville forskere kunne være forpligtet til at overtræde hemmeligholdelsespligten.

For det fjerde henviste UBVA til, at forskere, som laver rapporter til offentlige myndigheder, ville være afskåret fra at formidle den viden, som de har erhvervet ved de undersøgelser, der ligger bag rapporterne. Det ville kunne indebære, at viden af stor samfundsmæssig betydning kunne blive afskåret fra offentliggørelse.

UBVA forklarede, at straffelovens §§ 152 ff. forbyder offentligt ansatte at videregive eller udnytte visse typer af oplysninger, som er fortrolige. Forvaltningslovens § 27, stk. 1-4, supplerer straffelovens regler ved at udtrykkeliggøre en række tilfælde, hvor videregivelse er i strid med straffeloven. Der pålægges altså en tavshedspligt, når visse forhold gør sig gældende. Derudover siger § 27, stk. 5, at der ikke kan pålægges tavshedspligt med henvisning til andre hensyn, end dem der fremgår af de tilfælde, der er udtrykkeligt nævnt i § 27, stk. 1-4.

Forskerne er sjældent direkte forpligtede af kontrakten til at hemmeligholde oplysninger, da de ikke er aftaleparter. Og som følge af § 27, stk. 5 kan forskningsinstitutionerne, der er direkte bundet af kontrakterne som aftalepart, ikke pålægge forskerne en hemmeligholdelsespligt, der går ud over den, der følger efter forvaltningslovens § 27, stk. 1-4. Hvis institutionen alligevel gør det, vil forskernes overtrædelse af hemmeligholdelsespligten ikke være en overtrædelse af forvaltningslovens § 27, og dermed vil de ikke kunne straffes efter straffelovens §§ 152 ff., medmindre der for den konkrete oplysning allerede - og uafhængigt af hemmeligholdelsespligten - gjaldt en tavshedspligt efter § 27, stk. 1-4.

UBVA vurderede, at det vil savne saglig begrundelse, hvis forskningsinstitutioner i tilfælde af overtrædelse af hemmeligholdelsesforpligtelsen uden for § 27, stk. 1-4’s område, udsætter forskere for disciplinering eller ansættelsesretlige sanktioner. Tilsidesættelse af forvaltningslovens § 27, stk. 5, vil desuden være forvaltningsretligt kritisabelt.

Besvaret d. 22-05-2014
AC Sagsnummer S-2014-769