En person ønskede oplyst, om et teater kunne bruge vedkommendes og nogle skuespilleres fælles teaterprojekt uden vedkommendes samtykke. UBVA oplyste indledningsvist, at ophavsretten opstår af sig selv, når værket frembringes, og at det således ikke er nødvendigt efter dansk ret at søge om ophavsretlig beskyttelse, eller at værket registreres. Det var ikke efter det oplyste klart, om teaterprojektet var ophavsretligt beskyttet, da det ikke var klart, om der var tale om en mere abstrakt idé til, hvad et teaterstykke kunne handle om, eller om der både var lavet manuskript/replikker, designet kulisse osv. (dvs. lavet et egentligt teaterstykke). UBVA oplyste, at værker, der frembringes af flere i forening, hvor hver enkelt ophavsmands bidrag ikke kan udskilles som små, selvstændige værker, kaldes ”fællesværker”, og om disse gælder, at ophavsmændene har ophavsretten i fællesskab, jf. ophavsretslovens § 6. Værker, der frembringes af flere personer, hvor hver enkelt ophavsmands bidrag godt kan udskilles som små selvstændige værker, kaldes ”tveværker”, og her har hver ophavsmand ophavsret til sit eget bidrag og kun det. Det er dog kun personer, som har ydet en kreativ indsats, som i sig selv opfylder det ophavsretlige originalitetskrav, der får ophavsret – det gælder uanset, om der er tale om fællesværker eller tveværker. Forudsat, at teaterprojektet var ophavsretligt beskyttet, og forudsat, at personen selv havde ydet en selvstændig kreativ indsats, som opfylder originalitetskravet, måtte teateret ikke bruge teaterprojektet uden personens tilladelse, uanset om der var tale om et fællesværk eller et tveværk. Der er således ved at opføre teaterstykket tale om såkaldt direkte offentlig fremførelse, jf. ophavsretslovens § 2, stk. 3, nr. 3, som kræver tilladelse, jf. stk. 1. Fremstilling af kopier af replikker og lignende ville være såkaldt eksemplarfremstilling, jf. ophavsretslovens § 2, stk. 2, som også kræver tilladelse, jf. stk. 1.

En virksomhed producerede kulisser til teatre og lignende. Virksomheden ønskede at offentliggøre billeder af deres arbejde på internettet som reklame. Spørgeren ønskede svar på, om de måtte tage billeder af kulisserne og bruge dem på denne måde.

UBVA svarede indledningsvist, at selve affotografering af kulisserne ville være uproblematisk, hvis der – som spørgeren havde oplyst – ikke var personer på billederne, og hvis spørgeren havde lovligt adgang til den lokation, hvor kulissen befandt sig.

UBVA svarede herefter, at tilrådighedsstillelse af værker på internettet kræver samtykke fra de relevante ophavsmænd. I forhold til spørgeren ville det både være fotografen og de personer, som har skabt designet, udtrykket og udformningen af kulissen, fx en scenograf. Selv om aftalerne med ophavsmændene til kulisserne i forvejen indebærer en adgang til tilrådighedsstillelse af billeder heraf på internettet, kræver det typisk et særligt samtykke, hvis billederne skal anvendes til reklame. UBVA gjorde opmærksom på, at ophavsmændene til evt. præ-eksisterende værker, som blev inkorporeret i kulisserne, fx billeder, også skulle samtykke til reklamebrug.

Som følge af det af spørgeren tilsendte eksempel, påpegede UBVA, at spørgeren også skulle være opmærksom på, at der på kulisserne kunne være evt. varemærker og forretningskendetegn, som spørgeren også skulle forholde sig til. Det samme gjaldt i forhold til markedsføringsloven, hvis reklamen på den ene eller anden måde snyltede på andre virksomheders renommé, uanset om der indgik varemærker eller forretningskendetegn.

UBVA anbefalede, at spørgeren i tvivlstilfælde indhentede samtykke fra de relevante virksomheder.