Bør en kommunal fotograf overdrage rettighederne til sine fotografier til et stadsarkiv?
En person havde taget flere hundrede billeder som led i sin ansættelse som kommunal fotograf. Et stadsarkiv havde efterfølgende modtaget fotosamlingen fra kommunen til bevaring for eftertiden. Stadsarkivet havde en licens fra VISDA til at tilgængeliggøre fotografierne på en hjemmeside, men stadsarkivet ville også gerne have mulighed for at tillade enhver at bruge fotografierne selv. Stadsarkivet ønskede derfor, at fotografen overdrog rettighederne til fotografierne til stadsarkivet, som så ville stille digitale kopier til rådighed under en Creative Commons licens af typen BY-SA. Stadsarkivet havde udarbejdet et kontraktudkast, som det havde sendt til fotografen. Fotografen ønskede UBVA’s rådgivning om dele af kontrakten. VISDA oplyste til UBVA, at stadsarkivet allerede havde indgået en aftale med VISDA, som gjorde det muligt at bruge arkiverede fotografier i f.eks. historiske analyser, artikler, kunstnerpræsentationer og netbaseret undervisningsmateriale. VISDA oplyste videre til UBVA, at VISDA var meget villig til at genforhandle aftalen, hvis ikke den levede op til stadsarkivets aktuelle behov. UBVA frarådede, at fotografen indgik den aftale, som stadsarkivet havde opfordret til at indgå. UBVA anbefalede i stedet, at arkivet fik udvidet sin VISDA-aftale. UBVA henledte herved opmærksomheden på, at det er vigtigt, at rettighedshaverne så vidt muligt ikke forærer deres rettigheder væk, da de indtægter, der kommer fra forvaltningsorganisationerne, tit er af afgørende betydning for, at ophaverne kan få det til at løbe rundt økonomisk.

Besvaret d. Ukendt
AC Sagsnummer: S-2024-780

Print