Omfatter undtagelsen i ophavsretslovens § 28, stk. 1, nr. 2, den kopiering m.v., som finder sted i Folketingets udvalg?
En person fra Folketinget forespurgte om reglerne for kopiering af dokumenter til brug i Folketingets udvalg. Konkret blev der spurgt til, om undtagelsen i ophavsretslovens § 28, stk. 1, nr. 2, omfatter den kopiering m.v., som finder sted i Folketingets udvalg. Det kan fx dreje sig om borgerhenvendelser og andet materiale, som indsendes af borgere eller organisationer m.fl.

UBVA udtalte, at problemet navnlig opstår, såfremt der indsendes tredjemandsmateriale; det kunne fx være uddrag fra en bog, en pjece, en avis, et tidsskrift osv. I den situation har afsenderen i mange tilfælde ikke ophavsretten til materialet. Her kan det være relevant at overveje, om undtagelsen i ophavsretslovens § 28, stk. 1, nr. 2, kunne finde anvendelse. Efter undtagelsen kan værker gengives i forbindelse med sagsbehandling inden for offentlige myndigheder og institutioner, som henhører under Folketinget. Med sidste led menes fx Folketingets Ombudsmand og Rigsrevisionen. Selv om ordlyden af bestemmelsen ikke direkte omfatter Folketingets stående udvalg, må disse antagelig sidestilles med offentlige myndigheders sagsbehandling.

Besvaret d. Ukendt
AC Sagsnummer: S-2024-516

Print