En dansk forskningsinstitution ønskede vejledning om de ophavsretlige spørgsmål, som opstår, når ph.d.-afhandlingen gøres offentligt tilgængelige i forbindelse med forsvar i overensstemmelse med kravet i ph.d.-bekendtgørelsens § 19, stk. 2, som er affattet således: "Institutionen skal sørge for, at ph.d.-afhandlingen er offentligt tilgængelig i rimelig tid før forsvaret."
UBVA vejledte om, en sådan offentlig tilgængeliggørelse normalt vil indebære, at institutionen foretager ophavsretligt relevante handlinger, som kræver samtykke fra den ph.d.-studerende, eventuelle medforfattere samt forlag, som tidligere har udgivet en del af afhandlingen i artikelform. UBVA vejledte om, at den enkelte forskningsinstitution med fordel i deres ph.d.-skoleordning eller andet passende sted kan fastsætte klare retningslinjer for, hvordan forpligtelsen i ph.d.-bekendtgørelsens § 19, stk. 2, opfyldes ved den pågældende institution. Det er herved væsentligt, at den ph.d.-studerendes legitime interesser i forhold til fremtidig forskning, publicering og formidling tilgodeses fuldt ud. Navnlig må det altid kræve udtrykkeligt samtykke fra den ph.d.-studerende, hvis institutionen ønsker at tilgængeliggøre ph.d.-afhandlingen i videre omfang end påkrævet efter ph.d.-bekendtgørelsens § 19, stk. 2 - fx efter forsvaret (medmindre en sådan tilgængeliggørelse er hjemlet andetsteds, fx i reglerne om aktindsigt eller arkivlovgivningen). UBVA vejledte desuden om, at institutionerne bør vejlede ph.d.-studerende tydeligt om de rettighedsproblemer, der kan opstå, i forhold til medforfattere (og andre bidragydere) og forlag, der har publiceret dele af ph.d.-afhandlingen i artikelform. Det kan i den forbindelse også overvejes, om den ph.d.-studerende ved aflevering af sin ph.d-.afhandling bekræfter, at de fornødne samtykker til at opfylde forpligtelsen i ph.d.-bekendtgørelsens § 19, stk. 2, er indhentet.

En forlagsaftale kan normalt ikke opsiges, medmindre forlaget ikke sikrer, at de overdragne rettigheder udnyttes inden 6 måneder efter, at dette kræves af forfatteren. Hvis aftalen ikke omfatter e-bogsudgivelser, vil forfatteren alligevel ikke nødvendigvis være fri til at udnytte disse rettigheder selv eller gennem andre, da det vil kunne konkurrere urimeligt med udnyttelsen af de overdragne bogrettigheder. Rækkevidden af udgivelsespligten efter OHL § 54 er uklar i forhold til sådanne rettigheder, men den bør formentlig finde analog anvendelse.

Ved salg af nodemateriale kan forlaget kun kontrollere køberens efterfølgende udlejning af materialet til andre, hvis det drejer sig om et beskyttet værk. Videresalg og vederlagsfrit udlån kan køberen frit foretage. Forlaget kan heller ikke kontrollere køberens viderespredning af frie værker.

I en forlagsaftale med et forlag fra USA er en royaltysats stigende fra 0% op til 250 eksemplarer og derefter 5% og stigende til 8% ikke usædvanlig for faglitteratur. Den kan naturligvis forhandles, og forfatteren kan også eller i stedet forsøge at få flere frieksemplarer eller en højere rabat på køb af andre af forlagets udgivelser, alt efter lyst og behov. Klausuler om, at forfatteren ikke, mens værket er i tryk, må udgive konkurrerende udgivelser er også sædvanlige, men de bør affattes så snævert, at ikke mindst akademiske forfattere med en høj grad af specialisering afskæres fra at fortsætte deres publikationsvirksomhed, også på andre forlag. Begrænsningen bør kun angå egentligt konkurrerende udgivelser (samme eller substituerbar vare til samme kundekreds) eller udgivelser, som væsentligt påvirker markedet for den udgivelse, aftalen vedrører.

Hvis en forlagsaftale også indeholder bestemmelser om forlagets formidling af rettigheder til tredjemand, såsom oversættelses- eller filmatiseringsaftaler, bør også formidlingsdelen knyttes op med forpligtelser for forlaget til at arbejde for disse rettigheder i overensstemmelse med god brancheskik. Desuden bør det påses, at ved evt. tilbagefald af rettighederne, fx når værket er udsolgt eller rettighederne af andre grunde går tilbage til forfatteren, går også formidlingsretten tilbage.

Fortrolighedsklausuler med hensyn til forlagets forhold er ikke normalt forekommende i forlagsaftaler. Hvis det sker, bør det påses at definitionen af forretningshemmeligheder og omfanget af tavshedspligten ikke uden gode grunde går videre end hvad der følger af Lov om forretningshemmeligheder. Ved undervisningsmaterialer til grunduddannelse, fx i gymnasier, bør det ligeledes sikres, at forbud mod konkurrerende benyttelse fra forfatterens side ikke udstrækker sig til anvendelse i videnskabeligt øjemed, fx ved publicering i videnskabelige tidsskrifter.

En klausul i en forlagsaftale om forlagets ret til at udarbejde nye reviderede udgaver af en fagbog med brug af andre forfattere og med reduceret royalty til de oprindelige forfattere er ikke usædvanlig og vil normalt være bindende. De oprindelige forfattere kan dog kræve, at de videreførende forfattere er fagligt kvalificerede.

En uklar forlagsaftale skal fortolkes til ugunst for den part, som har formuleret aftalen. Ved forfatterens egenbetaling af tilskud til udgivelsen kan der kræves forholdsmæssigt afslag, hvis ikke alle de krævede udnyttelsesformer tages i brug, og der kan tillige kræves erstatning for dokumenterede tab.

En aftale om udgivelse af artikel indgået via formular på forlagets hjemmeside vil som udgangspunkt være bindende på forlagets præmisser. Hvis forlaget ligger i USA vil den anvendelige lovgivning være USA’s og aftaleforholdet vil være reguleret af reglerne i den pågældende delstat. En eventuel dom til betaling, opnået i USA, vil kun kunne eksekveres i Danmark, hvis det bliver bestemt ved dom afsagt af en dansk eller EU domstol. Den vil dog fortsat kunne volde ubehageligheder, hvis de pågældende danske parter til aftalen opholder sig i USA.

En forsker havde rettet henvendelse til UBVA i forbindelse med en sag om ulovlig publicering af vedkommendes videnskabelige artikel i et udenlandsk fagtidsskrift. Forskeren, som sammen med et hold af medforfattere havde skrevet en lægevidenskabelig artikel, havde sendt artiklen til et udenlandsk tidsskrift. Det viste sig imidlertid, at artiklen var sendt til et forkert tidsskrift, som havde en titel og et website, som ordlydsmæssigt lå meget tæt op ad et andet mere seriøst tidsskrift. Da forskeren senere opdagede, at hun fejlagtigt havde sendt artiklen til et forkert tidsskrift, forsøgte hun at trække manuskriptet tilbage. Dette ville tidsskriftet imidlertid ikke give tilladelse til og krævede et større pengebeløb, hvis de skulle opgive publiceringen. Dette begrundedes bl.a. med den indsats der var lagt i at lave en korrektur på artiklen. Dette er en sag om såkaldt “predatory publishing”.

UBVA rådgav forskeren om, at hun og hendes medforfattere i henhold til ophavsretsloven og internationale konventioner havde en klar eksklusive ret til selv at bestemme, hvor og hvornår deres artikel skulle offentliggøres. Imidlertid var det vurderingen, at det i praksis ville være særdeles vanskeligt at håndhæve disse regler. For det første fordi det var umuligt at stedfæste, hvilket lands lovgivning det falske website hørte under. For det andet fordi det ville indebære betydelige ressourcer at føre en eventuel retssag i det pågældende land. Rådgivningen var herefter, at forskeren efter omstændighederne burde betale det angive beløb og samtidig modtage en uforbeholden erklæring fra tidsskriftet om, at det ikke ville publicere artiklen eller på anden måde offentliggøre den.

En forlagsaftale omhandler normalt både et løbende samarbejde mellem parterne og en overdragelse af rettigheder. Hvor løbende samarbejdsaftaler normalt kan opsiges med et rimeligt varsel, vil en aftale om overdragelse normalt kun kunne hæves ved misligholdelse. Det er ikke ualmindeligt, at når en forfatter af en fagbog ikke ønsker at fortsætte med at bidrage til nye udgaver antages en ny sagkyndig forfatter efter aftale med den ophørende forfatter. Den førstkommende udgave står så i begges navn, og efterfølgende udgaver i den nye forfatters navn, dog typisk med en henvisning til den oprindelige forfatter i forordet. I mangel af konkrete bestemmelser herom i forlagsaftalen er en sådan overtagelse dog op til fri forhandling mellem parterne, herunder også om fordeling af vederlag. En klausul om genforhandling af forlagsaftale efter 10 år er ikke sædvanlig, men fordelagtig for forfatteren, og det er derfor ikke særligt sandsynligt, at den vil kunne tilsidesættes som urimelig.

Der blev stillet spørgsmål om, hvorvidt et forlag måtte videreoverdrage en erhvervet ophavsret, hvis forlaget blev opkøbt af et andet forlag.

UBVA henviste til ophavsretslovens § 56, stk. 2, hvorefter overdragelse af ophavsret ikke giver erhververen ret til at videreoverdrage ophavsretten, medmindre videreoverdragelsen er sædvanlig eller åbenbart forudsat. Det oplystes i den forbindelse, at bestemmelsen indebærer, at hvis en erhvervet ophavsret indgår i forretningen i et bogforlag, så vil erhververen normalt være berettiget til at videreoverdrage ophavsretten, når denne overdrages sammen med forretningen. Det gælder eksempelvis i situationen, hvor forlag A har erhvervet rettighederne, og derefter opkøbes af forlag B.

Nogle forfattere havde skrevet og ladet uploadet nogle artikler til et forlags internettjeneste. Forlaget havde efterfølgende uden tilladelse fra forfatterne ændret i artiklerne.

UBVA vurderede, at artiklerne var ophavsretligt beskyttede, og at ophavsretten som udgangspunkt tilkom forfatterne. Ophavsretten indebar blandt andet en ret til at forbyde andre at ændre i artiklerne. Forlaget havde dog fået overdraget en del af ophavsretten, så den kunne tilgængeliggøre artiklerne.

UBVA oplyste, at overdragelse af ophavsrettigheder ikke indebærer en ret til at ændre værket. Alene hvis det er udtrykkeligt aftalt eller den pågældende ændring er sædvanlig eller åbenbart forudsat af parterne, må erhververen af ophavsretten ændre værket.
Forlaget kunne derfor kun ændre artiklerne, hvis det kunne bevise enten (1), at det havde fået udtrykkelig tilladelse til det, (2) at forlaget plejede at foretage den slags ændringer uden tilladelse, (3) at andre udbydere af lignende internettjenester med artikler plejede at foretage den slags ændringer uden tilladelse, eller (4) at forlaget, da det indgik aftalen med forfatterne, havde rimelig grund til at gå ud fra, at det måtte foretage ændringerne, og at den ret måtte stå klart for forfatterne. Der var ikke indgået nogen aftale om ændringerne, og UBVA kunne ikke på det foreliggende grundlag vurdere, om ændringerne var sædvanlige eller åbenbart forudsat.

UBVA fandt dog, at forlaget højst sandsynligt havde ret til at foretage mindre redaktionelle ændringer, som følge af enten forlags-sædvaner eller ud fra den betragtning, at den slags ændringer er åbenbart forudsat. Derimod havde det formodningen imod sig, at forlaget skulle have ret til at foretage mere vidtgående tekstændringer, og overlade det til nye forfattere at tilføje nye tekstafsnit. Under alle omstændigheder ville forlaget under en eventuel retssag have bevisbyrden for, at det havde ret til at foretage ændringerne.

Hvis forlaget ikke kunne bevise sin berettigelse til at foretage ændringerne, ville ændringerne have karakter af ophavsretskrænkelser, som berettigede forfatterne til erstatning, vederlag og godtgørelse, ligesom forlaget kunne ifalde straf. Forfatterne ville også kunne kræve de ændrede artikler fjernet fra internettjenesten.

UBVA henstillede til, at forlaget i fremtiden indgik aftaler med forfatterne om, hvilke ændringer forlaget måtte foretage uden samtykke.

Nogle forfattere havde skrevet en lærebog, som de ønskede at udgive ved et dansk forlag. Forfatterne bad UBVA at vurdere, om de burde acceptere forlagets udkast til forlagsaftale.

UBVA oplyste, at der findes tre modelaftaler, som tager rimeligt hensyn til begge parter. For videnskabelig og populærvidenskabelig litteratur findes der UBVA-aftalen af 1998, der 1. januar 2010 blev erstattet af UBVA-aftalen af 2010. For ikke-videnskabelig faglitteratur findes der DFF-aftalen af 1990.

UBVA vurderede, at forlagets udkast til forlagsaftale på en række punkter ikke rimeligt tog hensyn til forfatterne.

For det første stod der i forlagsaftalen, at forfatterne gav forlaget alle tænkelige ophavsrettigheder til bogen. Herunder, at forlaget kunne udgive bogen på alle medier, kendte eller ukendte, og på alle sprog. Ligeledes at alene forlaget kunne påtale ophavsretskrænkelser af værket. UBVA fandt det for vidtgående, at forlaget tiltog sig retten til oversættelse til alle sprog, og henviste til at forlag og forfatter normalt aftaler hvilke sprog, værket eventuelt kan oversættes til. Det var også for vidtgående, at forlaget uden nogen form for forhandling havde ret til at udnytte værket på nye ukendte måder. Endeligt var det betænkeligt, at det kun var forlaget, der skulle have ret til at reagere på eventuelle krænkelser.

For det andet stod der, at forfatterne ikke måtte udgive konkurrerende værker op til 24 måneder efter ophøret af forlagets ret til at udgive bogen. UBVA bemærkede, at det er sædvanligt, at forfattere ikke må udgive konkurrerende værker imens et forlag har lov til at udgive bogen, men at det er usædvanligt, at forbuddet også gælder efter ophøret af forlagets udgivelsesret.

For det tredje stod der, at forlaget kunne lade andre forfattere videreføre bogen i nye udgaver, hvis forfatterne ikke selv ville. UBVA henviste til, at, i UBVA-aftalen af 2010, er det muligt at aftale, at forlaget ikke kan udgive nye værker uden forfatterens accept.

For det fjerde stod der, at forfatternes ret til at modtage vederlag i tilfælde, hvor andre videreførte værket i nye udgivelser, faldt bort 24 måneder efter tredjemands videreførelse af værket.

For det femte stod der, at forfatterne selv skulle afholde de yderligere udgifter til sætning af værket, hvis forfatterne efter sætning ændrede værket i en sådan grad, at sætningsudgifterne forøgedes med 5 %. UBVA henviste til, at den normale procentsats er 10 %.

For det sjette stod der, at forlaget kunne makulere et usolgt oplag uden først at forsøge at nedsætte prisen. UBVA henviste til, at forlaget ifølge UBVA-aftalen af 1998 og DFF-aftalen af 1990 først skal forsøge at sælge til nedsat pris. Ifølge UBVA-aftalen er det dog alene en betingelse for makulering, at forlaget har ladet forfatteren afhente hele eller dele af det usolgte oplag.

For det syvende stod der, at forfatterne for udgivelse i papirform fik 20 % af ”[…] Forlagets salgspris, typisk bogladeprisen […]”, og for udgivelse i elektronisk form, f.eks. som e-bog, 20 % af forlagets salgspris. UBVA bemærkede i forhold til udgivelse i papirform, at bogladeprisen er den pris, som boghandleren tager for en bog, mens forlagets salgspris er den pris, forlaget sælger bogen til boghandleren for. 20 % af bogladeprisen er derfor mere end 20 % af forlagets salgspris. Forlagskontraktens formulering var derfor uklar, da den både tog udgangspunkt i forlagets salgspris og bogladeprisen. I forhold til salg i elektronisk form oplyste UBVA, at forfattere bør få mindst samme royalty for e-bøger som papirbøger.

For det ottende stod der, at forlaget kun skulle betale for en uafhængig revisors gennemgang af forlagets afregninger til forfatterne, hvis det viste sig, at forlaget havde afregnet mere end 10 % for lidt til forfatterne. UBVA oplyste, at den slags klausuler er usædvanlige.

Endeligt oplyste UBVA, at modelaftalerne normalt indeholder forskellige regler, der ikke var med i udkastet til forlagsaftalen. UBVA-aftalen af 2010 indeholder blandt andet regler om udgivelse som e-bog.

UBVA anbefalede forfatterne at tage udgangspunkt i UBVA-aftalen af 2010, hvis de ville videreforhandle forlagsaftalen med forlaget.

To forfattere havde indgået en forlagsaftale med et forlag om at udgive en faglitterær bog. Den ene forfatter sprang dog fra, og den tilbageblivende forfatter oplevede en række problemer med forlaget, og ønskede derfor at høre, om han kunne hæve forlagsaftalen.



UBVA forklarede, at en forfatter alene kan hæve en forlagsaftale, hvis fire betingelser er opfyldt. For det første skal forlaget have misligholdt aftalen. For det andet skal misligholdelsen være væsentlig og grov. For det tredje skal forfatteren reagere hurtigt på misligholdelsen. Og endeligt, for det fjerde, skal forfatteren kunne bevise misligholdelse, væsentlighed og hurtig reaktion.



UBVA vurderede, at hverken forlagets manglende referatskrivning ved møder med forfatteren eller forlæggerens uengagerede adfærd berettigede til at hæve aftalen, da de ikke udgjorde misligholdelser og ikke var væsentlige. Desuden havde forfatteren ikke reageret hurtigt nok, da forfatteren i stedet for at hæve havde fortsat samarbejdet med forlaget. Det samme gjorde sig gældende for forlæggerens uhensigtsmæssige måde at rette forfatterens tekst på.



Det var derimod en væsentlig mangel, at medforfatteren, før han sprang fra, havde leveret nogle uacceptabelt dårlige bidrag til bogen. Da den fortsættende forfatter havde fortsat med at skrive på bogen i stedet for at hæve aftalen med det samme, havde forfatteren dog mistet muligheden for at hæve med den begrundelse.



Forfatteren havde derudover regnet med, at illustrationer i bogen skulle tegnes af en professionel tegner, hvorimod forlæggeren efter noget tid meldte ud, at der kun kunne komme fotografier med i bogen. Spørgsmålet var uklart reguleret i forlagsaftalen. UBVA fandt dog, at det ikke kunne afvises, at forlaget havde indgået en stiltiende aftale med forfatteren om, at der skulle tegninger og ikke blot fotografier med i bogen. UBVA henviste i den forbindelse for det første til, at forfatteren og forlæggeren havde søgt om fondsbevillinger til tegninger. For det andet havde parterne været på besøg hos en tredjemand, som var enig med parterne i at der skulle tegninger med i bogen. For det tredje havde forfatteren fået en mail fra forlaget i forlængelse af en fondsbevilling, hvor forlæggeren tilkendegav sin begejstring for bevillingen, men samtidigt udtrykkede sin ærgrelse for, at der ikke var penge til mere end et mindre antal tegninger. UBVA vurderede på den baggrund, at der var en høj grad af sandsynlighed for, at der var indgået en stiltiende aftale om, at der skulle tegninger med i bogen. Den stiltiende aftale var misligholdt som følge af forlagets udmelding om, at der ikke skulle tegninger med. Da ophævelsen af forlagsaftalen derimod først kom en måned efter forlagets udmelding, skete den meget muligt ikke hurtigt nok, og forfatteren ville dermed næppe kunne hæve den.


Forfatteren havde endeligt afgivet et udkast til en ny forlagsaftale som følge af problemerne mellem parterne. Forlagets afvisning af det udgjorde dog ikke en misligholdelse, da man ikke har krav på, at en modpart i en aftale accepterer ens forslag til forbedring af aftalen.



Samlet set vurderede UBVA, at det var overvejende sandsynligt, at forlaget havde misligholdt aftalen. Det var dog svært at afgøre, om misligholdelsen var væsentlig, og der var en høj grad af sandsynlighed for, at ophævelsen var sket for sent.



Hvis forfatteren valgte at fastholde sin ophævelse og forlaget valgte at anlægge sag for uberettiget ophævelse, risikerede forfatteren at blive dømt til ikke at have haft ret til at hæve forlagsaftalen. Det ville betyde, at forfatteren kunne risikere at skulle erstatte enten forlæggerens udgifter ved at have indgået aftalen, eller forlæggerens tabte fortjeneste ved at kontrakten ikke blev korrekt opfyldt.

Hvis forlaget i stedet for at kræve erstatning valgte at fastholde aftalen med forfatteren, ville forfatteren ikke selv kunne udgive bogen ved et andet forlag. Hvis forfatteren alligevel gjorde det, ville det være en misligholdelse af forlagsaftalen. Det ville kunne føre til erstatningskrav fra forlaget og destruktion af alle eksemplarer af bogen.

UBVA vejledte forfatteren om, at han i sin situation havde flere muligheder. For det første kunne han fastholde ophævelsen og se om han ville blive mødt med et sagsanlæg. For det andet kunne han meddele forlaget, at han mente, at de havde misligholdt forlagsaftalen, men at han alligevel var villig til at udgive bogen hos dem, hvis parterne kunne indgå nogle klare aftaler for at undgå fremtidige misforståelser.

UBVA udtalte at de ophavsretlige regler indebar, at arbejdsgiveren får de dele af den ansattes ophavsret, der er nødvendig for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed, da den ansatte lavede værket, og at der derfor ville være tale om en krænkelse af dets rettigheder.

En underviser, der skulle i gang med at skrive en lærebog sammen med en kollega, havde brug for input til, hvad der burde stå i forlagsaftalen.

UBVA henviste underviseren til at tage udgangspunkt i den standardforlagsaftale, som ligger på UBVA’s hjemmeside, og oplyste, at han var velkommen til at kontakte UBVA igen, hvis aftalen gav anledning til spørgsmål.

En underviser havde sammen med to andre skrevet et lærebogsmateriale, som var udgivet på et forlag. Nogle stærkt ordblinde studerende ønskede lærebogsmaterialet udleveret i en word- eller pdf-version, således at de kunne få det læst op med syntetisk tale.
UBVA vejledte om risikoen for piratkopiering og ulovlig fildeling af en sådan elektronisk version af lærebogsmaterialet og foreslog konkrete praktiske tiltag, som kunne begrænse denne risiko. UBVA vejledte desuden om, at forlaget efter omstændighederne vil kunne modsætte sig en sådan udlevering af lærebogsmaterialet i en elektronisk version og opfordrede derfor til, at forfatterne drøftede det nærmere med forlaget. Endelig pegede UBVA på, at det måske var muligt for forfatterne selv at konvertere indholdet til en lydfil, som kunne udleveres – og at risikoen for piratkopiering m.v. af en sådan lydfil formentlig ville være beskeden.

Medlem af organisation, der udgiver undervisningsbøger, ønskede oplyst, hvad det indebærer, når forfattere i forlagsaftaler forpligter sig til ikke at udgive konkurrerende værker på andre forlag. I den forbindelse ønskede vedkommende uddybet, hvad det vil sige, at et værk konkurrerer med et andet. UBVA rådgav om, at et værk anses for at konkurrere med et andet, når værk nr. 2 skader omsætningen af værk nr. 1. En e-bog kan f.eks. være et konkurrerende værk i forhold til en papirbog. En filmatisering af en roman, der ikke skader salget af romanen, vil derimod ikke være en konkurrerende udgivelse, fordi filmen ikke skader salget af bogen. Medlemmet blev henvist til at læse yderligere om emnet i UBVAs informationsbog "Ophavsret for begyndere" kap. 7 afsnit F.

Et forlag havde indgået en aftale med en fotograf om brug af nogle fotografier. Fotografen havde imidlertid ikke returneret den endelige aftale herom i underskrevet stand, og forlaget ønskede nu oplyst, hvordan det var stillet. UBVA vejledte om, at fotografen normalt har ophavsret til sine fotografier, og at ophavsretten indebærer, at forlaget ikke må udnytte fotografierne uden fotografens samtykke. Forlaget må derfor være i stand til at bevise, at fotografen har samtykket i, at forlaget kan råde over fotografierne. Der gælder ingen formkrav til et sådant samtykke, og det er derfor ikke nødvendigt, at der indgås en skriftlig, underskrevet aftale herom. Det afgørende er, at forlaget kan bevise, at der er indgået en aftale, og hvad aftalen går ud på

En designer af et møbel havde indgået en aftale med en møbelproducent om produktion, markedsføring og salg heraf. Nogle år senere skabte designeren et nyt møbel, som havde en betydelig designmæssig lighed med det tidligere møbel. På grund af samarbejdsvanskeligheder med møbelproducenten valgte designeren at kommercialisere det nye møbel selv. Designeren ønskede oplyst, om han herved havde gjort noget forkert i forhold til møbelproducenten. UBVA vejledte designere om den loyalitetspligt, der gælder i et kontraktforhold som dette, og som bl.a. indebærer, at man ikke selv eller via andre må bringe andre møbler på markedet, som kan antages at konkurrere direkte med det møbel, som man har indgået aftale med møbelproducenten om. På baggrund af de oplyste omstændigheder var det sandsynligt, at designeren havde misligholdt sin aftale med møbelproducent ved selv at have kommercialiseret det nye møbel.

En ph.d.-studerende, der skulle udgive en revideret udgave af sin ph.d.-afhandling på et forlag, spurgte UBVA, om det kunne give anledning til ophavsretlige problemer i forhold til de forlag, hvor han tidligere havde fået udgivet artikler og boguddrag, som indgik i ph.d.-afhandlingen.

UBVA vejledte om, at når man som ophavsmand får noget trykt på et forlag, f.eks. en bog, et bogkapitel eller en artikel, vil man typisk give forlaget en juridisk eneret til at bringe det. Det kommer an på, hvad der står i aftalen med forlaget. Hvis ikke man har en udtrykkelig aftale, vil der tit være en juridisk formodning for, at forlaget får en eneret. Man er så afskåret fra at offentliggøre stoffet igen, og hvis man gør det, kan forlaget skride juridisk ind, ikke alene i forhold til én selv, men også i forhold til det forlag, hvor man får stoffet bragt anden gang. Det kan udløse forbud og erstatningskrav mv. UBVA opfordrede derfor den ph.d.-studerende til ikke at udgive ph.d.-afhandlingen, før han havde fået klaret tingene i forhold til de forlag, der tidligere havde udgivet de artikler mv., som nu skulle indgå i afhandlingen.

UBVA blev spurgt, om forskere, der publicerer artikler i tidsskrifter, har lov til at arkivere et pre-print i vedkommendes institutions publikationsdatabase ud fra den betragtning, at det, forlaget får overdraget, kun er artiklen i dens endelige form, dvs. i den form den fremtræder på efter peer-review. UBVA rådgav om, at spørgsmålet grundlæggende afhænger af en fortolkning af forlagsaftalen. Hvis ikke man kan få nogen klar hjælp der, vil der efter UBVAs opfattelse være en helt klar formodning for, at man som forfatter ikke kan arkivere et pre-print uden tilladelse fra forlaget. Dels må man utvivlsomt ofte forstå forlagsaftalen sådan, så det, forlaget får eneret til, er "artiklen" som abstrakt værk i både "oprindelig og ændret skikkelse", jf. ophavsretslovens § 2. Dels vil resultatet ofte følge af den loyalitetspligt, forfatteren påtager sig over for forlaget, og som betyder, at vedkommende ikke må gøre noget, der skader forlaget kommercielt og mindsker dets salg, jf. UBVAs informationsbog Ophavsret for begyndere 2014 kap. 7 afsnit F.

En forfatter havde som freelancer skrevet en række tekster, som var solgt til et forlag. Der var i denne forbindelse ikke indgået nogen skriftlig aftale om, hvad forlaget måtte bruge teksterne til. Forfatteren ønskede nu at samle alle sine tekster i en bearbejdet form i en bogudgivelse, og forfatteren ønskede UBVA's vurdering af, om dette krævede samtykke fra det forlag, som havde udgivet teksterne individuelt. UBVA vejledte om, at teksterne måtte antages at være beskyttet af ophavsret, og at det måtte lægges til grund, at forfatteren havde overdraget i hvert fald en del af sin ophavsret til det forlag, der havde udgivet teksterne individuelt. Rækkevidden af denne aftale måtte fastlægges ud fra parternes korrespondance og mundtlige drøftelser samt de kendelige forudsætninger for parternes samarbejde. En eventuel tvivl om aftalens rækkevidde måtte komme forlaget til skade, jf. ophavsretslovens § 53, stk. 3. Hvis det herefter måtte lægges til grund, at forfatteren havde bevaret retten til at udgive sine tekster i bogform, følger det af almindelige aftaleretlige regler, at forfatteren har en loyalitetspligt over for det forlag, som har udgivet teksterne enkeltvis. Loyalitetspligten indebærer, at forfatteren ikke må udgive teksterne i bogform, hvis en sådan udgivelse direkte konkurrer med forlaget udgivelse af teksterne enkeltvis. De foreliggende oplysninger gav ikke grundlag for at foretage nogen nærmere vurdering af den indgåede aftales rækkevidde eller af, om en udgivelse ville stride mod forfatterens loyalitetspligt.

En forfatter rettede henvendelse til UBVA for at få vejledning om en række spørgsmål. Forfatteren havde bl.a. en mistanke om, at forlaget ikke var ærlig omkring afregning for salg af e-bøger og spurgte til mulighederne for at få kontrolleret dette. UBVA vejledte om, at uanset hvad der måtte være aftalt herom har en forfatter krav på at få en revisor til at gennemgå forlagets royalty-opgørelser efter ophavsretslovens § 57, stk. 2. Forfatteren var desuden skuffet over, at forlaget ikke havde vejledt ham om reglerne om bibliotekspenge og ønskede oplyst, om forlaget havde en pligt til at vejlede herom. UBVA vejledte om, at der ikke kan udledes en sådan pligt af dansk ret.

En forsker, der havde publiceret en artikel på et amerikansk forlag, opdagede efterfølgende, at forlaget var optaget på en liste over såkaldte "predatory publishers", dvs. "useriøse" videnskabelige forlag, der primært søger at tjene penge på at udgive artikler i open access uden at leve op til sædvanlige standarder for videnskabelige forlag. Aftalen om publicering var ikke tidsbegrænset, og der forelå ingen oplysninger om, at aftalen indeholdte en opsigelsesmulighed. Der forelå ikke præcise oplysninger om, hvorvidt den indgåede aftale om publicering indeholdte regler om lovvalg, men da forlaget var hjemmehørende i USA, var det nærliggende at antage, at aftalen var reguleret af US-amerikansk ret.
UBVA kunne derfor ikke sikkert vurdere forskerens retsstilling. Bedømt efter dansk rets almindelige regler måtte en ophævelse af den indgående aftale om publicering kræve en væsentlig misligholdelse, og UBVA fandt, at oplysningen om, at forlaget var optaget på en liste over "predatory publishers", ikke - efter dansk ret - ville være tilstrækkeligt til i sig selv at ophæve aftalen. UBVA henviste til, at hvis der ikke var nogen juridisk mulighed for at kræve artiklen trukket tilbage, måtte det bero på en nærmere forhandling med forlaget, om artiklen kunne trækkes tilbage.

Et tidskrift henvendte sig til UBVA og spurgte, hvorvidt det havde mulighed for at opsige en forlagsaftale med sit nuværende forlag og skifte forlægger. Den gældende forlagsaftale gav forlaget en eneret til at fremstille og udgive tidsskriftet i en løbende periode. Forlagsaftalen indeholdt ikke bestemmelser om opsigelse.
UBVA vurderede, at der var tale om en obligationsretlig problemstilling, der måtte løses ud fra de almindelige obligationsretlige regler om opsigelse af løbende kontraktforhold. Redaktionen af tidsskiftet har efter disse regler ret til at opsige aftalen med et varsel, der er rimeligt i forhold til aftaleforholdets natur.
UBVA vurderede at det generelt er vanskeligt at fastlægge, hvad der skal anses som et rimeligt varsel, men vurderede, under hensyntagen til forlagets mulighed for at indrette sig på opsigelsen, at et varsel på omkring 6 måneder måtte anses som rimeligt.

En ansat akademiker skulle skrive en fagbog som led i sit arbejde, som arbejdsgiveren skulle kunne råde over ved udgivelse både i trykt og digital form. Den ansatte skulle have ret til at arbejde videre med fagbogen i andre sammenhænge, herunder ved at ajourføre og opdatere værket, og råde over sådanne bearbejdelser. UBVA vejledte den ansatte om udformning af en passende aftale herom, herunder vigtigheden af at fravige den ulovbestemte loyalitetspligt, da den ansattes fremtidige bearbejdelser kunne komme til at konkurrere med arbejdsgiverens udnyttelser.

En forlægger kan ikke ensidigt opsige en forlagsaftale, og en opsigelse må normalt anses for en væsentlig misligholdelse, som giver forfatteren ret til at vælge imellem naturalopfyldelse, dvs. at retten pålægger forlæggeren at leve op til kontraktens krav, eller at hæve kontrakten og kræve erstatning.

I praksis vil det sjældent være ønskeligt at fortsætte samarbejdet med en uvillig forlægger, men det kan også være svært at bevise, hvad der skal betales i erstatning. Ved uklare kontraktformuleringer må formodningen være imod, at royalty skal beregnes af forlagets nettoindkomst, medmindre kontrakten klart specificerer, hvordan forskellen mellem brutto- og nettoindkomsten beregnes. I nogle kontrakter er der aftalt fradrag i beregningsgrundlaget for royalties for specificerede omkostninger i forbindelse med værkets udgivelse.
Det forekommer i praksis, at sådanne fradrag modregnes i afregningen for andre værker, som forfatteren har kontrakt med forlaget om. Dette kan imidlertid næppe anses for berettiget, medmindre det udtrykkeligt er nævnt i kontrakten. Der er tale om beregning af afregningen for hvert enkelt værk, og ikke om modregning af en forfalden gældspost. Ved ophævelse af kontrakten på grund af misligholdelse bortfalder den i sin helhed. Hvis den omfatter udgivelse af oversættelser på fremmede sprog bortfalder også forlagets ret hertil, men forlaget bevarer dets eventuelle ophavsrettigheder til oversættelserne som sådan, så forfatteren kan ikke bruge dem uden tilladelse.