UBVA blev spurgt, om artikler, der oprindelig var publiceret under en Creative Commons licens umiddelbart af det udgivende forlag kunne stilles til rådighed for andre med henblik på AI høstning og træning.
UBVA henviste til de nye bestemmelser i ophavsretslovens §§ 11 b og 11 c om tekst- og datamining. Bestemmelserne er den danske gennemførelse af DSM-direktivet. Generelt oplyste UBVA, at man fortsat befinder sig i et vadested i forhold til at finde ud af, hvordan AI tackles ophavsretligt. Det er således blandt andet uklart, hvor vidtgående tekst- og datamining undtagelserne skal fortolkes, når det gælder høstning af data og træning på høstede data i generative AI modeller. En række af disse tvivlspørgsmål finder angiveligt først sin løsning, når EU-domstolen med tiden har afsagt flere domme. UBVA gjorde opmærksom på, at visse elementer i Creative Commons licenserne principielt kunne være i konflikt med træningen af generative AI modeller.
For så vidt angår tekst- og datamining til forskningsbrug henledte UBVA opmærksomheden på lovmotiverne til § 11 c, hvoraf det fremgår, “at lovlig adgang bør forstås som adgang til indhold baseret på en open access-politik eller på kontraktlige aftaler mellem rettighedshavere og forskningsinstitutioner eller kulturarvsinstitutioner, såsom abonnementer eller andre lovlige metoder.” Dette indikerer, at videnskabelige artikler, som er publiceret i open access, frit kan tekst- og datamines efter undtagelsen i § 11 c, så længe man i øvrigt overholder de betingelser, der er opstillet i bestemmelsen.
Besvaret d. Ukendt
AC Sagsnummer S-2024-835